Kommunal støtte til grønne madoplevelser

Kommunal støtte til grønne madoplevelser
Kun få spise- og overnatningssteder på Bornholm er certificerede med enten Horestas bæredygtighedsmærke eller det økologiske spisemærke. Det skal et projekt ændre på i de kommende år. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 1. DEC 2020 • 05:55
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
1. DEC 2020 • 05:55
MAD

Bornholm skal helt i front med bæredygtige spisesteder og grønne madoplevelser, og det skal en økonomisk håndsrækning fra regionskommunen bidrage til. Vejen dertil er et samarbejde mellem interessenter inden for fødevarer og turisme om at udvikle de bornholmske fødevareoplevelser i en bæredygtig retning, da bæredygtighed i fremtiden både vil være en grund til at besøge et sted eller købe en vare. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Konkret har økonomi-, erhvervs- og planudvalget givet et tilsagn om støtte på 365.000 kroner fordelt på to år. Derudover modtager projektet støtte fra Dansk Erhversfremmebestyrelse og Landdistriktspuljen.

– Jeg er glad for, at vi ad denne vej kan bidrage til, at to af øens vigtigste erhverv er med helt i front, når det handler om bæredygtighed. Det er helt i tråd med kommunalbestyrelsens arbejde for at skabe flere jobåbninger, at vi er det attraktive tilvalg for tilflyttere, turister og virksomheder, og at vi handler bæredygtigt, siger borgmester Winni Grosbøll i pressemeddelelsen.

Store som små

Selvom mange i turismeerhvervet allerede tænker bæredygtigt, så er antallet af certificerede spise- og overnatningssteder lille på Bornholm, og det skal et samarbejde mellem Horesta, Destination Bornholm, Gourmet Bornholm og Bornholms Landbrug & Fødevarer ændre på.

– Vores fødevareproducenter, store som små, er parat til at levere både lokale og økologiske råvarer til grønne spisesteder og bæredygtige madoplevelser. Vi er klar, siger formand Lars-Ole Hjorth-Larsen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer.

Målsætningen er, at alle bornholmske fødevarevirksomheder får viden om og inspiration til at arbejde med bæredygtighed. Specifikt er målet, at mindst to til tre spisesteder på Bornholm bliver certificerede som "Green Restaurant" og får det økologiske spisemærke i 2021 og 2022, samt at tre til fire spisesteder derudover bliver screenet, således at "Green Restaurant" og det økologiske spisemærke kan opnås på kort sigt.

Bæredygtige arrangementer

Horesta administrerer certificeringen "Green Key", som er et internationalt turismemiljømærke og har i 2019 lanceret "Green Restaurant", hvor spisesteder kan bruge mærket ved at opfylde en række bæredygtigheds- og klimaparametre.

– Branchen er trængt af covid-19, men jeg håber alligevel, at mange vil tage i mod projektet som en mulighed for at kigge ind i den tid, som kommer efter covid-19. Bæredygtighed får betydning, når vores fremtidige gæster vælger spise- og overnatningssted, siger formand Benny Schou fra Horesta Bornholm i pressemeddelelsen.

Projektet indeholder også en plan om at udvikle og afprøve 10 bæredygtige madarrangementer sammen med fødevareproducenter og madkulturhuset Gaarden eller Gourmet Bornholm til glæde for fastboende og tilrejsende gæster.

 
 

Om projektet

Fra begyndelsen af 2021 får bornholmske fødevarevirksomheder og spisesteder nye muligheder for at arbejde med bæredygtighed.

Ønsket om bæredygtige spisesteder bunder i et bredt samarbejde mellem

• Bornholms Regionskommune

• Destination Bornholm

• Business Center Bornholm

• Horesta

• Gourmet Bornholm

• Center for Regional og Turismeforskning

• Bofa

• Bornholms Landbrug & Fødevarer