To demonstrationer fandt tirsdag eftermiddag sted på Store Torv i Rønne.
På den ene side stod repræsentanter fra bevægelsen Black Lives Matter, som ønskede at sætte fokus på, at de mener, at 28-årige Phillip Mbuji Johansen blev udsat for et racistisk motiveret drab, da han blev tævet ihjel af brødrene Magnus og Mads Møller natten til den 23. juni i år.
På den anden side stod venner og bekendte fra omgangskredsen bag den dræbte – en omgangskreds, som også talte offerets to drabsmænd.
– Black lives matter, blev der råbt fra den ene side af torvet.
– All lives matter, lød svaret fra den anden side.
Godt 30 personer var at finde i hver af de anmeldte demonstrationer, som begge forløb relativt fredeligt.
Bålhytten i Nordskoven
Black Lives Matter-demonstrationen har proklameret, at den også vil finde sted ved den bålhytte i Nordskoven, hvor Phillip Mbuji Johansen blev dræbt.
Brødrene Magnus og Mads Møller blev tidligere i dag idømt 14 års fængsel for drabet. De har anket dommen til landsretten.