Brødre kendt skyldige i drab

Brødre kendt skyldige i drab
Bålhytten i Nordskoven, hvor Phillip Johansen blev fundet dræbt. Foto: Berit Hvassum
| 1. DEC 2020 • 09:05
Af:
tommy-kaas

1. DEC 2020 • 09:05
De to brødre, Mads Møller og Magnus Møller på 26 og 23 år, er kendt skyldige i drab på den 28-årige Phillip Mbuji Johansen.

Det har en nævningesag afgjort tirsdag formiddag. Der var enighed blandt alle seks nævninge og de tre dommere om skyldsspørgsmålet.

Anklageren kræver fængsel på 14-16 år.

Brødrenes forsvarere går efter 12 års fængsel.

Nævninge og dommere har lagt vægt på, at de to brødre i ikke mindre end 15–20 minutter har udsat ofret for særdeles kraftfuld, mangeartet og brutal vold.

Nævningene og de juridiske dommere lagde desuden vægt på, at brødrene, inden de forlod deres hjælpeløse og bevidstløse offer skovbunden, brændte hans mobiltelefon og sko. Her mente nævninge og dommere at brødrene måtte indse, at det var overvejende sandsynligt, at deres offer ville dø som følge af de massive skader, de havde påført ham.

Samtidig har de lagt vægt på, at de to brødre holdt flere pauser undervejs i overfaldet.

Da retsformanden læste kendelsen om skyldsspørgsmålet op, sad de to brødre og kiggede ned i jorden og viste ingen reaktioner.

Hvor længe brødrene skal i fængsel afgøres senere i dag, når anklager og forsvarerne har procederet om strafudmålingen.