– Hvis man oplever nogen, der får en tilsvining, kan man jo skrive det modsatte og give noget ros, påpeger Kasper Vegeberg Enstrøm. Foto: Berit Hvassum

Tilflytter er grundlæggende glad for bornholmerne: ‘Men der er en skadelig debatkultur, som ganske få repræsenterer’

Der er kaffe på kanden, og ilden buldrer diskret i brændeovnen – det er et varmt hjem.
Her centralt i Nexø bor Kasper Vegeberg Enstrøm sammen med sin hustru, Louise.
Væggen bag spisebordet er prydet af blandt andet van Goghs solsikker, en klassisk udgave af en stout sømand og ikke mindst af et bornholmerkort. Det er udført i små sten, som både giver en fin præsentation af øens omrids, samt angiver hovedfærdselsårer og de store byer.

DEBATKULTUR

Der er kaffe på kanden, og ilden buldrer diskret i brændeovnen – det er et varmt hjem.

Her centralt i Nexø bor Kasper Vegeberg Enstrøm sammen med sin hustru, Louise.

Væggen bag spisebordet er prydet af blandt andet van Goghs solsikker, en klassisk udgave af en stout sømand og ikke mindst af et bornholmerkort. Det er udført i små sten, som både giver en fin præsentation af øens omrids, samt angiver hovedfærdselsårer og de store byer.

– Louise fandt det på et loppemarked og fik det med hjem, siger Kasper og konstaterer:

– Der er en, der har brugt rigtig meget tid på at finde de rigtige sten.

Allerede her er der risiko for, at et par læsere er blevet godt og grundigt fornærmede, måske endda sure.

For har journalisten virkelig tilladt sig at skrive “øens omrids”?

Ignorerer han dermed, at Bornholm er en landsdel?!

Næh, egentlig ikke, men nu er det da nævnt. Bornholm er en landsdel.

Og en ø.

Vi er taget på besøg hos Kasper, som for nylig havde et læserbrev i Bornholms Tidende, hvor han beskrev, hvor godt han og Louise blev taget imod, da de i 2018 flyttede her til … landsdelen. De blev taget imod med åbne arme og inkluderet i det lokale liv. “Den slags bornholmsk kultur kunne jeg virkelig føle mig hjemme i”, skrev han.

Men der var et men:

Nemlig en lille, men meget højlydt gruppe bornholmere – en lille skare af lokalpatriotiske internetkrigere – som han synes er begyndt at fylde mere og mere i det offentlige rum.

Han refererer i læserbrevet blandt andet til en Facebook-gruppe, hvis navn han dog ikke nævner, men hvor han oplever, at de “mest aktive medlemmer gør en dyd ud af at researche baggrunden på folk, der nævnes i den lokale presse. Herefter bliver resultaterne fremlagt i den offentlige gruppe for at markere, at de navngivne personer ikke er rigtige bornholmere. Man har også offentligt frydet sig og gjort sig morsom over mennesker, hvis projekter, arbejde og livsværk, der ikke er bornholmsk nok, er blevet ødelagt af covid-19”.

Ja, tak for kaffe.

– Jeg vil gerne slå fast, at jeg mener, det er absolut ganske få, der larmer så meget og deltager på den måde. Jeg har det allerbedste indtryk af bornholmerne generelt, siger Kasper Begeberg Engstrøm. Foto: Berit Hvassum

Negativ attitude

Den byder Kasper på her ved spisebordet – altså kaffe – og fortæller, at Louise og han boede i Aarhus, inden de flyttede til Bornholm. Han er fra Thy, hun fra Haslev, og de har boet forskellige steder i Danmark, inden de besluttede, at der skulle ske noget nyt, og at den, der først fandt et job, kunne trække den anden med.

Louise kom først med et job på TV 2/Bornholm, og Kasper, som arbejder med at gøre turistattraktioner mere spændende, var klar til at sige farvel til Jesperhus Feriepark på Nykøbing Mors, hvor han i en håndfuld år havde være udviklingschef.

Det var noget af et spring?

– Ja, men vi har prøvet at bo mange steder, såsom Thy, Mors, Aarhus, Ebeltoft, København, Bogense, siger han, som nu arbejder på Bornholms Middelaldercenter.

Havde I et forhold til Bornholm, inden I flyttede hertil?

– Overhovedet ikke, jeg havde aldrig være her før, og Louise havde kun været her som barn.

I dit læserbrev fortæller du om masser af imødekommenhed, men så opdagede du også en anden side af Bornholm eller af bornholmerne?

– Ja. Jeg vil jo gerne følge med i, hvad der foregår, læser med i medierne og så videre, og der kan jeg godt se, at der er en meget negativ attitude, som fylder meget, men det var også en attitude, som jeg ellers ikke kunne genkende, fordi jeg har oplevet så mange positive, arbejdsomme og inkluderende bornholmere, siger Kasper.

– Pludselig ser man så den her meget destruktive tone nogle steder, men opdager også hurtigt, at der er tale om meget få mennesker, der repræsenterer den. Men fordi det godt nok er en stor ø, men et lille lokalsamfund, fylder det rigtig meget. Det findes alle steder, at folk skriver grimt til hinanden, men her bliver det mere personligt, end jeg er vant til at se, mere mobbende.

Egentlig skrev han læserbrevet, fordi han læste i avisen om et par, der havde haft svært ved at skabe relationer, da de flyttede til Bornholm, som de opfattede som værende lidt lukket.

– Sådan oplevede jeg det ikke, siger han.

– Så det ville jeg gerne nuancere, for jeg synes, vi er blevet taget virkelig godt imod af alle bornholmere. Vi har ikke oplevet noget i den stil, kun folk, som gerne ville hjælpe os til at blive dus med lokalområdet. Men skulle jeg nævne et problem, som jeg også synes er et stort problem, så er det den tone, jeg har omtalt, og som jeg synes fylder meget. Også andre steder sviner folk hinanden til og bruger grimme ord, og det skal man da ikke gøre, men det er trods alt upersonligt. Her oplever jeg, at man graver i hinandens baggrund og slår det op offentlige steder, så folk kan se, at der ikke er tale om rigtige bornholmere.

– Jeg prøvede det for eksempel efter, jeg havde skrevet læserbrevet, hvor de i en Facebook-gruppe havde været på min LinkedIn-profil for at finde noget om mig og skrevet noget i stil med, at “morsingboen Kasper har blæret sig med en pris, Middelaldercentret er blevet nomineret til – men det er ikke en rigtig pris, og det er en syg kultur, han giver udtryk for”. Og det havde jo slet ikke noget med mit indlæg at gøre. Men på en eller anden måde var det også fint, dee skrev det, for det var jo netop symptomatisk for det, jeg gerne ville sige – nemlig, at det bliver personligt og ondskabsfuldt.

Fri debat

Hvornår begyndte du at tænke over de her ting?

– Det var nok for et års tid siden, da jeg blev interviewet i Bornholms Tidende om mit nye job. Da fik jeg en underlig mail fra en, som altså havde brugt tid på at finde min mailadresse for at skrive til mig, at mit ordforråd er evnesvagt, og at det er skadeligt for markedsføringen af middelaldercentret.

Var den mail underskrevet med navns nævnelse?

– Ja, det var den, så jeg ved, hvem det er.

Hvad hedder den Facebook-gruppe, du refererer til?

– Den hedder “Fri debat Bornholm”, men jeg ønsker egentlig ikke, at det her skal handle specifikt om den, for det er jo også noget, jeg ser i for eksempel kommentarsporet på Tidendes Facebook-profil. Så for mig handler det ikke så meget om, at det er den og den gruppe eller person. Men netop i “Fri debat Bornholm” var der jo for eksempel nogen, der skrev, da Kadeau gik konkurs, at det ikke var et tab for Bornholm, og når Bornholms Teater må lukke en forestilling ned, kommenterer man med en masse grine-smilyer og skriver noget i stil med, at nu har de underjordiske hjulpet os bornholmere. Man lagde en liste ud med skuespillernes navne, så man kunne se, hvem der ikke var fra Bornholm, og man er skadefro over for folk, der bliver ramt af sygdom, ulykke, konkurs og så videre. Jeg synes, der er en skadelig debatkultur, som er repræsenteret af ganske få, men risikerer at trække de 99 procent gode bornholmere lidt med sig ned.

Meldte du dig ind “Fri debat Bornholm” i god tro for at følge den lokale debat?

– Ja, Men jeg har meldt mig ud igen, for det gad jeg ikke se på. Og nu tænker jeg over, om det er det rigtige at gøre, for når der bliver skrevet sådan nogle grimme ting om folk, og vi andre melder os ud, så er det jo også det, der kommer til at dominere. Men vi andre gider jo ikke rigtig blive svinet til eller få gravet i vores fortid, bare fordi vi deltager i debatten. På den anden side, så er der jo ingen, der siger det imod, når jeg og andre melder sig ud. Men jeg vil gerne slå fast, at jeg mener, det er absolut ganske få, der larmer så meget og deltager på den måde. Jeg har det allerbedste indtryk af bornholmerne generelt.

Når du får sådan en mail, som den efter du havde været i avisen, påvirker det dig så?

– Dét gør det, jeg var glad og stolt over at have været i avisen, så det ødelagde min dag. Det er ikke, så jeg ligger søvnløs og græder om natten, men det er da ubehageligt.

Det kom vel også som en overraskelse, og så har man paraderne ned?

– Ja, nemlig. Jeg har tidligere prøvet at være i lokalaviser, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har da oplevet tilsvininger på Facebook før, man aldrig at det bliver så personligt. Det er uklædeligt og en meget dårlig repræsentation i forhold til Bornholm.

15-20 stykker

Hvor mange, vurderer du, er repræsentanter for den debatkultur?

– Det er ikke mange. Ganske få er meget, meget aktive, og så kan man se, at en lille skare på måske 15-20 stykker deler det, de skriver, liker det og deltager i det. Og når jeg skrev mit læserbrev, var det ikke rettet til dem, for jeg tror ikke, det vil ændre noget, men måske er de, der ikke tænker over det og bare lige sender et like, lidt lydhøre. Jeg kunne håbe, at de vil tænke mere over det. Og måske skal jeg også selv blive bedre til at rose dem, der gør noget godt og konstruktivt for bornholmsk kultur eller natur, i stedet for, at de kun skal opleve at blive trådt på offentligt.

– Hvis man oplever nogen, der får en tilsvining, kan man jo skrive det modsatte og give noget ros. For eksempel så jeg, at Bornholms Tidende på Facebook fortalte om en børnebog, som skal lære børn bornholmske ord, som straks fik kritik, fordi den ene af de to forfattere ikke er bornholmer, men der kunne man jo skrive noget pænt, og at det er et godt projekt. Man har åbenbart ikke ret til at gøre noget for bornholmsk kultur, hvis man ikke er født her, eller hvis man taler for meget rigsdansk eller noget andet.

Hvad tror du, det her bunder i?

– Uha, den er svær! Man kan jo mærke en utilfredshed, og jeg kan sagtens forstå noget af det. At man som bornholmer, der er født og opvokset her og ser sit sprog forsvinde, er frustreret. Men det er måden, man tager kampen op på, jeg er uenig i. Der ligger en vrede og frustration over noget, man ikke synes, man kan rette op på, og så er man på et tidspunkt nået hertil, hvor man er så bitter.

Så simpelt

Kan det give jer overvejelser om, hvorvidt I overhovedet har lyst til at bo her på Bornholm?

– … jaeh … altså, det gode overskygger i høj grad det dårlige, men det er da noget, vi tænker over. Jeg laver jo noget arbejde, som jeg gerne vil have ud over rampen, og så synes jeg, det er ret ubehageligt, når jeg laver noget, at det bliver rakket ned på den måde, jeg har oplevet.

Det tager noget af begejstringen ud af dit arbejde?

– Det gør det da. Men lige nu fylder naboer, gode kolleger, venner og så videre mere.

Men det sidder i dig, at når du har arbejdet med noget og vil offentliggøre det, så venter der et drag over nakken?

– Lige præcis! Så sidder man lidt og frygter det. Og man kommer automatisk til at bemærke den enlige sure, ubehagelige kommentar, selv om der er 20 gode. Sådan er det. Og der må også være andre, der har det på den måde.

Er det her noget, du vil nævne, hvis du taler med nogen, der overvejer at flytte til Bornholm?

– Nej, jeg vil altid fremhæve det gode, for det er det, der fylder absolut mest – hvor godt, vi er blevet taget imod, helt sikkert. Men det er da noget, man skal være opmærksom på og sige fra over for. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig vigtigt at kæmpe for sproget og kulturen, der er virkelig noget at være stolt af, men man bør gøre det i en ordenlig tone og uden at fryde sig over andres ulykke. Så simpelt kunne det egentlig være, siger Kasper Vegeberg Enstrøm.