Foto: Jens-Erik Larsen

Politiet gør klar til moddemonstration til Black Lives Matter-demonstration

POLITI

Ifølge Bornholms Politi kommer der en moddemonstration til den demonstration, som Black Lives Matter Denmark afholder foran Retten på Bornholm tirsdag.

Det sker i forbindelse med straffesagen mod to brødre, der er tiltalt for drabet på 28-årige Philip Mbuji Johansen.

Det er blevet diskuteret, hvorvidt der ligger et racistisk motiv bag drabet. Det mener den sociale bevægelse Black Lives Matter Denmark, at der gør, men anklagemyndigheden på Bornholm har ikke rejst tiltale efter bestemmelsen om hadforbrydelser.

Black Lives Matter Denmark har været stærkt kritisk overfor den beslutning og har meddelt Bornholms Politi, at de afholder en demonstration foran Retten på Bornholm tirsdag klokken 14.

Samme tid og sted vil en moddemonstration også finde sted. Det bekræfter Jan Egelund, der er vicepolitiinspektør ved Bornholms Politi.

– Der er anmeldt endnu en demonstration her i formiddags. Den starter omkring klokken 14, som er samme tidspunkt for den første demonstration, så det passer med en moddemonstration. Personen, som har anmeldt demonstrationen, skønner, at de bliver 15 til 20 personer, fortæller han.

Det tyder på, at Black Lives Matter Denmark dukker op med lidt flere.

– Vi ved, at der er planlagt en bus fra København, så der er mellem 30 til 50 stykker derfra, siger Jan Egelund.

Han fortæller, at Bornholms Politi har været i dialog med arrangørerne fra begge demonstrationer i dag og kommer til at være til stede på Store Torv, når demonstrationerne går i gang.

– Vi oplyser ikke, hvor meget mandskab, vi sætter ind, men vi er forberedte og har rustet op. Vi er til stede og sørger for ro og orden, siger Jan Egelund.