Naturfond uddeler 15 millioner til vild natur

Naturfond uddeler 15 millioner til vild natur
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 30. NOV 2020 • 22:10
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
30. NOV 2020 • 22:10
NATUR

Mere urørt skov. Blomstrende enge. Flere levesteder til dyr og planter.

Naturen i Danmark mangler plads, mener Den Danske Naturfond, som nu igen uddeler 15 millioner kroner til private naturprojekter i hele landet.

Ildsjæle, foreninger, lodsejere og andre naturelskere får igen i år mulighed for at ansøge Naturfonden om penge til et lokalt naturprojekt, skriver Naturfonden i en pressemeddelelse.

Erfaringerne fra uddelinger i 2016 og 2018 er nemlig så gode, at fonden igen i 2021 vil støtte lokale ønsker om mere natur og biodiversitet.

Efterlyser projekt

Har man en drøm om en blomsterrig eng, en mark der skal blive til vild natur, at genslynge det lokale vandløb eller skabe nye levesteder til sommerfugle og vilde planter, så opfordres man til sende en projektbeskrivelse til Den Danske Naturfond.

Naturfonden har indtil nu støttet projekter i Jylland, på Fyn og på Sjælland, men har endnu ikke formået at få fodfæste på Bornholm. Derfor lyder der en særlig opfordring fra fonden forud for den kommende ansøgningsrunde.

– Vi ville så gerne have, at der kom støtte til et godt naturprojekt på Bornholm denne gang. Det er den gode idé, der tæller, siger Uffe Rasmussen fra Den Danske Naturfond.

Åbner for ansøgninger nu

Det vil være muligt at søge den nye pulje fra i dag, mandag, og pengene forventes at være delt ud i løbet af foråret 2021.

Den Danske Naturfond har indtil nu forbedret 1.500 hektar natur gennem 28 projekter.

Naturfonden er en uafhængig, privat non-profit fond, der ligesom Bornholms Økojord har fået tilladelse fra Indsamlingsnævnet til at foretage indsamlinger.
 

Fakta

• Ny pulje på 15 millioner kroner udbydes i 2021

• Naturfonden har i 2017 og i 2019 givet støtte til lokale naturprojekter

• Begge gange var puljen på 15 millioner kroner

• I alt er 28 projekter gennemført med et samlet areal på virka 1.500 hektar

 

Naturfond

Den Danske Naturfond har kontor i København og arbejder for at forbedre den danske natur gennem projekter, der skaber flere levesteder for dyr og planter og mulighed for store naturoplevelser.

Kilde: Naturfonden.dk