Leder: En helt unødvendig bornholmsk tragedie

Leder: En helt unødvendig bornholmsk tragedie
| ABONNENT | 30. NOV 2020 • 08:59
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
30. NOV 2020 • 08:59
LEDER

Den 20. november begravede en mor og en far deres kun 15-årige dreng, der blev fundet død den 8. november formentlig efter at have indtaget receptpligtig medicin sammen med andre rusmidler.

Da dødsfaldet ikke er enestående, men derimod ligner et i en serie narko- og medicinrelaterede dødsfald blandt unge i Rønne de seneste år, har Bornholms Tidende besluttet at vende problemet, så godt vi kan.

Konklusionen er så langt ikke betryggende.

Kirsten Wendell, der sidder i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, kendte drengen og forældrenes kamp.

– De har råbt om hjælp, men er blevet svigtet.

Det er jo noget af en indrømmelse fra en lokalpolitiker med indflydelse.

Drengen blev ramt af mistrivsel, efter han i 6. klasse flyttede fra nedlagte Østre Skole til Åvangsskolen, lyder det. Det forløb har ført ham gennem sagsbehandlere, støttepersoner, SSP, Det gule team, Ungeporten, Ungerådgivningen og psykiatrien.

Adskillige faglærte personer har arbejdet med drengen og set hans alvorlige problemer. Forældrene har ligefrem ønsket ham både anbragt og tvangsindlagt.

 
Hvor mange andre unge er
i samme risikogruppe, uden at
der bliver grebet korrekt ind?

 

De professionelle har afvist forældrenes ønsker. Sikkert af grunde, der har hjemmel i gældende regler. Men de regler kan i så fald ikke forhindre dødsfald.

– De har fået at vide, at der ikke var grundlag for en anbringelse, fordi han jo kom fra et godt hjem, har Kirsten Wendell forklaret Bornholms Tidende.

Forældrene er faktisk så velfungerende, at deres oplevelser udstiller, hvor dårligt beredskabet virker. Forældrene har mødt en masse velmenende mennesker – men ingen har grebet konkret ind.

Til sidst lykkedes det forældrene sidste sommer at få bevilget en familiebehandling. Men der var venteliste, og familien nåede kun to konsultationer, før drengen døde i november.

Læg dertil at drengen umiddelbart før sin død var indlagt på psykiatrisk afdeling med en overdosis. Her blev det ifølge Bornholms Tidendes oplysninger aftalt med forældrene, at drengen skulle tvangsindlægges på Psykiatrisk Center Glostrup.

Men han nåede tragisk nok aldrig så langt. For psykiatrisk afdeling gav ham mulighed for i stedet at blive tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium på Bornholm. Det sagde drengen ja til. Og dermed kom han ganske tragisk ikke væk fra et miljø, hvor der angiveligt handles receptpligtig medicin på gaden, som sandsynligvis er udskrevet af øens læger til andre patienter.

Hvordan havner den helt afgørende beslutning i hans hænder? Hvad skyldes beslutningen? Økonomi – eller en reel tro på, at det var et bedre tilbud for ham? Og hvor mange andre unge er i samme risikogruppe, uden at der bliver grebet korrekt ind?

Der har været tavst alt for længe efter det tragiske dødsfald, og efter at Bornholms Tidende rullede forløbet op. Det ville klæde beslutningstagere og ansvarlige læger, at give offentligheden en forklaring.

Kirsten Wendell har varslet, at hun vil undersøge, hvordan der bliver fulgt op på de unge, der eksperimenterer med stoffer og receptpligtig medicin. Det arbejde, vil Bornholms Tidende selvfølgelig følge.