Drabstiltalt: 'Jeg har aldrig været så vred'

Drabstiltalt: 'Jeg har aldrig været så vred'
Foto: Klaus Holsting
| ABONNENT | 30. NOV 2020 • 13:25
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
30. NOV 2020 • 13:25
DRABSSAG

Da 28-årige Phillip Mbuji Johansen og de to drabstiltalte brødre mødtes i bålhytten i Nordskoven i timerne før brødrene tævede Phillip Mbuji Johansen til døde, var stemningen tilsyneladende god mellem de tre.

Det forklarede den ældste af de to brødre mandag i retten i Rønne.

– Der var en afslappet stemning. Vi talte om, at vi skulle starte et anlægsfirma sammen, og hvor vi skulle få maskiner og den slags fra, forklarede storebroderen.

Det var først, da lillebroderen på et senere tidspunkt, efter at de tre sammen var kørt fra bålhytten i Nordskoven til Cirkle K i Rønne for at købe mere alkohol og derefter vendt tilbage til bålhytten, at volden startede.

Knæ på halsen

Her var det angiveligt lillebroderen, som væltede Phillip Mbuji Johansen omkuld og holdt ham fast med et knæ. Om det var knæ på brystkassen eller på halsen, det er der uenighed om.

Lillebroderen forklarede, at det var på brystkassen, mens anklageren og politiet mener, at det var på halsen.

Og det er en væsentlig detalje, for i anklageskriftet fremhæves luftoverfyldning af den dræbtes lunger som en væsentlig årsag til, at han døde. Luftoverfyldning, som kan have en sammenhæng med, at hans luftveje blev blokeret.

Aldrig været så vred

Den afslappede stemning, som storebroderen fortalte om inden volden begyndte, bekræftede lillebroderen, men han forklarede samtidig, at han ikke tænkte rationelt, fordi han aldrig før i sit liv havde været så vred, som han var den aften.

Årsagen til vreden var, ifølge brødrenes forklaring, at Philip Mbuji Johansen ved flere lejligheder skulle have forsøgt at forgribe sig seksuelt på brødrenes mor.

Det skulle blandt andet være sket ved en fest i moderens hjem i maj måned. Her så lillebroderen ifølge eget udsagn, hvordan Phillip Mbuji Johansen forsøgte at drikke moderen fuld og forsøgte at kysse hende.

Lillebroderen anholdt i maj

Det gjorde lillebroderen så vred, at han og storebroderen kom op og skændes.

Et skænderi, der var så voldsomt, at nogle af festens andre deltagere ringede til politiet, der kom og anholdt lillebroderen. Han var meget fuld og aggressiv, og politiet kørte ham til afrusning på politigården i Rønne.

Aftenen før overfaldet i bålhytten havde moderen angiceligt ringet til lillebroderen og fortalt ham, hvordan Phillip Mbuji Johansen ved en anden lejlighed havde gramset hende på brysterne, mens han havde forsøgt at kysse hende.

Lyst til at ”putte”

I samme telefonsamtale fortalte hun også lillebroderen om en tekstbesked, som den dræbte nogle dage før overfaldet havde sendt til hende, og som anklageren tidligere på dagen havde fremlagt i retten.

Her havde Phillip Mbuji Johansen skrevet til moderen, at han havde lyst til at ”putte igen”.

Og det var de tre tilfælde, som ifølge lillebroderens egen forklaring ”fik det til at slå klik for ham”.

– Jeg undrede mig over, hvordan han kunne sidde og lade som ingenting, når han havde forgrebet sig på vores mor, svarede lillebroderen på anklagerens spørgsmål om hans vrede.
 

Her er hovedpunkterne i storebrorens forklaring

Storebroren fortalte mandag formiddag, at de to brødre ville give deres fælles ven Philip Johansen en lærestreg, fordi han havde været seksuelt grænseoverskridende over for deres mor - herunder forsøgt at voldtage hende.

Brødrene havde aftalt, at de ville hente Philip Johansen, køre ud til shelterpladsen og give ham en lærestreg. De havde planlagt at ville slå ham med de bare næver.

- Jeg ville sørge for, at han skulle holde sig væk fra min mor og ikke komme hjem til hende og forsøge at voldtage hende.

Storebroren fortæller, at de slår og sparker ham mange gange – på kroppen og i hovedet. Senere brugte han også en granrafte, en ilddrager og en flaske og trampede ham også i hovedet og skridtet med sine træsko. Han drikker efter eget udsagn en halv kasse øl undervejs.

Brødrene holder pauser tre gange under overfaldet, hvor de drikker alkohol. Først til sidst snakker de om at stoppe. Ifølge storebrorens forklaring er Philip Johansen i live, da de forlader ham, og de regner med, at nogle forbipasserende vil finde ham.

Storebroderen kaster Philip Johansens ene sko og telefon ind i et bål, inden de tager afsted.