26-årig tævede Phillip i Nordskoven: Trampede ham i hovedet med træsko

26-årig tævede Phillip i Nordskoven: Trampede ham i hovedet med træsko
Politiets rekonstruktion af drabet i Nordskoven. Foto: Mads Westermann
| 30. NOV 2020 • 11:29
Af:
ritzau

30. NOV 2020 • 11:29
Den ældste af to brødre, som er tiltalt for at have dræbt den 28-årige Phillip Johansen i Nordskoven i juni, forklarer sig mandag som den første i Retten på Bornholm.

Her er sagen mod brødrene på 26 og 23 år, der var kammerater med Phillip Johansen, begyndt. Brødrene erkender den grove dødsvold, men nægter at have haft til hensigt at dræbe.

Den 26-årige storebror fortæller - ligesom lillebroren har fortalt - at moren havde fortalt, at den 28-årige havde forgrebet sig på hende.

– Han skulle have holdt hende fast og taget hende på brysterne. Det var jeg ikke så glad for, siger den 26-årige storebror.

Natten til den næste dag tævede storebroren og lillebroren Phillip Johansen så voldsomt, at Phillip Johansen døde.

Den 28-årige mand havde 39 læsioner.

Slog med granrafte

Storebroren fortæller, at de i første omgang drak alkohol på en shelterplads i skoven natten til 23. juni, og de kørte også for at hente mere. Men på et tidspunkt i løbet af natten overfaldt brødrene Phillip Johansen.

Da den 28-årige lå ned, begyndte storebroren at slå med en granrafte, forklarer han selv.

– Jeg tager en granrafte og slår ham på benet, siger han.

Senere trampede han ham også i hovedet med sine træsko.

Anklageren vil vide, om Phillip Johansen sagde noget, da han blev overfaldet.

– Han spurgte, hvorfor vi gjordet det.

– Jeg siger, at det var, fordi han voldtog vores mor, forklarer storebroren.

– Skreg han ikke?, spørger anklageren.

– Nej.


Slog ham mange gange

Den 26-årige storebror fortæller, at han slog den 28-årige mand mange gange.

Undervejs i den brutale vold holdt brødrene pauser.

– Snakkede I slet ikke om i de pauser, at I skulle stoppe?, vil anklager Benthe Pedersen Lund videre.

– Nej, først til sidst, svarer storebroren lavmælt.

– Han trak stadig vejret, siger han videre og fortæller, at han regnede med, at nogen ville finde ham om morgenen.

Anklager Benthe Pedersen Lund undrer sig over, at han konkluderer, at han trak vejret, når det var meget mørkt om natten.

– Jeg lyste på ham til sidst og kiggede på ham med min mobil, fortæller storebroren.

Spekulationer om racistisk motiv

På sociale medier blev der efter drabet spekuleret i, om det var racistisk, fordi Phillip Johansen har en tanzaniansk mor og en mørkere hudfarve.

Men anklagemyndigheden mener ikke, at det kan bevises, at det var racistisk, og brødrene peger altså også på et andet motiv.

Lillebroren får mulighed for at forklare sig senere mandag.