Søren blev overrasket med en belønningsmedalje

Søren blev overrasket med en belønningsmedalje
Foto: Jacob Jepsen
| 29. NOV 2020 • 06:01
Af:
holger-larsen

29. NOV 2020 • 06:01
HÆDER

Søren Pedersen havde sidste arbejdsdag i Malerfirmaet Borg i juli og er startet i et nyt job i Øens Byg og Montage, så det var noget af en overraskelse for ham, at hans gamle chef, Claus Rasmussen, inviterede ham til et arrangement fredag eftermiddag.

Claus Rasmussen havde noget i ærmet, nemlig en medalje: Den Kongelige Belønningsmedalje.

– Jeg søgte om den til Søren Pedersen i august, og for 14 dage fik jeg besked om, at han var blevet tildelt en medalje, fortæller Claus Rasmussen.

Søren Pedersen får medaljen efter 44 et halvt års ansættelse i Malerfirmaet Borg. Han startede som arbejdsdreng i 1975, da man var i gang med malerarbejdet i forbindelse med opførelsen af Hotel Griffen i Rønne.

Søren Pedersen startede året efter i lære og blev udlært i 1979.

Den Kongelige Belønningsmedalje kan normalt tildeles efter 50 års fortjenstfuld uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed, eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed, oplyses det på Erhvervsministeriets hjemmeside.