Det er et næstekærlighedsprojekt: Lis arrangerer privat julehjælp for bornholmere

Det er et næstekærlighedsprojekt: Lis arrangerer privat julehjælp for bornholmere
62-årige Lis Sorth, der bor ved Saltuna, vil bidrage med privat julehjælp til borgere på Bornholm. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 29. NOV 2020 • 09:34
Af:
william brøns petersen
| ABONNENT
29. NOV 2020 • 09:34
JULEHJÆLP

Når december står for døren, er der hvert år familier, der har brug for en ekstra hånd til at gøre julen til en god oplevelse. Det har 62-årige Lis Sorth besluttet sig for at bidrage til, så i år prøver hun at opfylde nogle af de ønsker, som nødlidende familier kunne have i juletiden.

En måned før juleaften skrev hun derfor et opslag på Facebook: "Kender du en familie og/eller børn, der er trængt i forbindelse med julen? Jeg ved, der er mange, men kender dem ikke. Jeg opfordrer dig, ja dig, til at meddele mig navn og adresse, samt hvad du mener, der er brug for i netop det hjem. Har du brug for julehjælp skriver du bare, hvad du har brug for," skrev hun og tilføjede:

"Vi har en måned til at skabe juleglæde for dem, der er trængte."

Hvorfor arrangerer du privat julehjælp?

– Det er ud fra ganske almindelig næstekærlighed, forklarer Lis Sorth til Bornholms Tidende.

– Jeg er sikker på, at der er mange ligesom mig, der har mere, end de har behov for, så vi kunne måske hjælpe dem, der ikke har det.


Pigen i brugsen

Det var en nylig hændelse i den lokale brugs, der fik Lis Sorth til at beslutte sig for at arrangere julehjælp til bornholmere med økonomiske vanskeligheder, fortæller hun. Foran hende i køen stod en lille pige, der skulle ekspederes.

– Hun er overvægtig, har bare tæer i et par badesandaler, vådt hår og uden jakke. Hun skulle købe en lille pakke vat, som hun ville betale med 1-kroner og 50-ører, fortæller Lis Sorth og fortsætter:

– Hun var så sød og glad og positiv. Det skar mig i hjertet. Jeg tænkte, at hun tydeligvis havde brug for lidt støtte på en eller anden måde. Ekspedienten sagde, at hun ikke kendte hende, men tænkte, at pigens familie nok ikke var så ressourcestærke. Så jeg for hjem og skrev opslaget og delte det på Facebook. Sådan er der ikke nogen, der skal have det, hvis jeg kan være med til at gøre en forskel, fortæller hun.

Mange forskellige ønsker

Det er Lis Sorths egne penge, der går til julehjælpen, fortæller hun.

– Der er ikke nogen garantier for, at alle får det, de har brug for, men jeg kan godt love, at jeg vil lægge mig i selen for det, siger Lis Sorth.

Julehjælpen, som Lis Sorth tilbyder, kan komme i mange former. Nogen har efterspurgt bordplader til at spille computer på, mens andre ønsker sig juleslik eller klippe-klistre-materialer.

– Succeskriteriet er, at julehjælpen består af det, folk ønsker sig, påpeger hun.

– Jeg er ikke et samlebånd, der laver gaveæsker, men jeg vil gerne give folk det, de har brug for.


Ingen ansøgningsskemaer

Selvom der også er etablerede organisationer, der uddeler julehjælp på Bornholm, så håber Lis Sorth, at hendes private bidrag kan gøre en forskel.

– Jeg står til rådighed, hvis der er behov. Hvis det viser sig, at der ikke er, så er det jo fuldstændig fantastisk. Succeskriteriet er, at der ikke er behov for min hjælp, siger hun og tilføjer:

– Jeg har ikke den danske folkesygdom, der hedder at have ondt bagi, så det er fint med mig, hvis folk får hjælp flere steder fra.

Lis Sorth håber også, at hendes private julehjælp måske kan virke mere overkommelig at søge for ressourcesvage familier.

– Måske har folk så få ressourcer, at de for eksempel ikke magter at udfylde ansøgningsskemaer. Jeg skal ikke se årsindkomst eller noget. Det er bare for at sprede lidt glæde, fortæller hun.

Skulle man have brug for hjælp, kan man tage direkte kontakt til Lis Sorth på Facebook, fortæller hun.

– Man skriver bare til mig. Man skriver enten en kommentar til Facebook-opslaget eller sender en privat besked til mig, og så svarer jeg. Så er vi i dialog. Jeg spørger til navn, adresse og alder – og hvad de har brug for. Det er så enkelt. Og det er også pointen, siger hun.

Indtil videre er der fem mennesker, der har henvendt sig med håb om julehjælp, og en person, der har henvendt sig på vegne af andre, oplyser Lis Sorth.