Det har haft en en terapeutisk effekt for Roald Bergmann at skrive sin bog, fortæller han, som i dag har forliget sig med sin fortid. Privat foto

Roald Bergmann gør op med sin fortid i ny bog: ‘Jeg ville hellere ha’, at mine børn blev kriminelle end kristne’

"Sjældent indblik i den religiøse radikaliserings maskinrum".
Uha, det lyder spændende og bliver det ikke mindre, når denne presseomtale fra forlaget People's Press om bogen "Fader hvor?" fortsætter:
"Mirakler, dæmonuddrivelser og social kontrol var hverdag for Roald Bergmann, da han i 1990'erne fungerede som sektleder for Pinsekirken på Bornholm".
Så kan man da konstatere, at scenen er sat.

NY BOG

“Sjældent indblik i den religiøse radikaliserings maskinrum”.

Uha, det lyder spændende og bliver det ikke mindre, når denne presseomtale fra forlaget People’s Press om bogen “Fader hvor?” fortsætter:

“Mirakler, dæmonuddrivelser og social kontrol var hverdag for Roald Bergmann, da han i 1990’erne fungerede som sektleder for Pinsekirken på Bornholm”.

Så kan man da konstatere, at scenen er sat.

Roald Bergmann fortæller i bogen om årene før, under og efter sin egen “radikalisering” (forlagets udtryk) op igennem 90’erne og giver en førstehåndsberetning fra et ellers dengang meget lukket miljø.

Og hvorfor ender en ikke-religiøs dreng af en 14-årig mor med at blive en slags sektleder for en religiøs ungdomsbevægelse på Bornholm? Det er det, han forsøger at give et svar på med sin “rundtur i en verden med kors-vandringer, tungetale, sex med Djævlen, rockerdruk, helbredelser, selvmord og sataniske psykoser”.

Faktisk har fortællingen allerede været skildret i DR-serien “Sektlederens Hemmeligheder”, som også i begyndelsen af i år blev omtalt i Bornholms Tidende.

Der er naturligvis flere sider til så langstrakt og intens en historie, og – som også tidligere omtalt her i avisen – på den bornholmske pinsekirkes hjemmeside har Michael Kaarby, som dengang var Roalds ven og allierede i kirkearbejdet – og stadig hans ven – i samarbejde med Frikirkenet skrevet en artikel om tv-dokumentaren, hvor der blandt andet står:

“Som det fremgår af dokumentaren, var Roald dygtig til at samle teenagere omkring sig, men tingene gik for langt og udviklede sig på en uhensigtsmæssig måde. Her skulle kirkens ledelse have grebet ind på et tidligere tidspunkt – både for de unge teenageres skyld, som var omkring Roald – og for Roalds egen skyld” – “kirkens ledelse” er afsender.

Vendepunktet i Roalds tid som ungdomsleder indtraf, da han flyttede sammen med en veninde fra kirken, Miriam, som han i dag, 38 år gammel, er gift med.

Det var i strid med frikirkens centrale principper: At ægteskabet mellem mand og kvinde skal være rammen om det seksuelle liv.

Michael Kaarby har også sagt, at den sag kunne være håndteret med mere omsorg, “og det må man tage ved lære af”, ligesom kirken forklarer, at meget har ændret sig siden dengang.

Altså, i kirken, men dertil kommer Roald Bergmanns liv, hvor der også er sket meget. Han er i dag uddannet journalist og forfatter, multiiværksætter, tv-udvikler, tegner, rapper, underviser og poet, gift med Miriam, og sammen har de to børn.

Miraklerne

Roald, hvad tænker du i dag om de mirakler, I oplevede i kirken, når for eksempel I havde besøg af Hans Berntsen (se uddrag af bogen andetsteds her på siden, red.), som kunne få folks ben til at vokse sig lige lange?

– Jeg tror overhovedet ikke på det guddommeliges indgriben eller et rigtigt mirakel, siger Roald Bergmann.

– Eller lad mig side det sådan: De ting, vi har oplevet, har vi jo oplevet. Men det, vi dengang troede var Gud eller Jesus’ eller andre åndelige tings skyld, tror jeg nu, handler om en placeboeffekt, hvor alene det, at man tror så meget på noget, kan få det til at manifestere sig i noget fysisk. Når man står en stor forsamling, lyset er sat, musikken spiller stemningen op, og nogle karismatiske ledere forklarer, at det her er det, der virker, så er det, som at give en patient en placebopille, som virker. Jeg har selv en afhugget lillefinger, men den kunne vi jo ikke få til at vokse ud, blinde blev heller ikke seende, og døde blev ikke levende, så det er tit mirakler i den lette ende. De har nok rettet sig lidt i stolen, når benene blev længere.

– Men faktisk er en af dem, jeg beskriver i kapitlet om Hans Berntsen, i dag min egen kone, og ingen af os er troende længere, men hun havde været hos lægen, som kunne konstatere, at det ene ben var længere end det andet, og at det var derfor hun havde ondt i ryggen. Så hun gik med indlæg i skoene, men det udlignede sig, da vi så benet vokse ud, så et eller andet er der sket.

Hun holdt op med at gå med indlæg?

– Ja, men lur mig, om der ikke er andre forklaringer. Hun var teenager og i voksealderen, så det kan have udlignet sig. Jeg tror i hvert fald ikke på, at det er noget guddommeligt eller åndeligt, der er skyld i det. Dengang slæbte jeg jo rundt på store kors, fik tatoveret bibelskriftsteder på min arm, og vi samlede ting, der ikke var kristne, fra de unges hylder – musik, film og tegneserier – som vi lagde i en bunke, hældte benzin over og brændte, for vi ville ikke beskæftige os med den slags. Vi skrev under på kontrakter om, at vi ikke måtte onanere, se film og så videre, det var virkelig ekstremt, det var lidt det samme som placebo, hvor man i fællesskab rykker sig et sted hen, som man ikke troede var mulig.

God sælger

Du var meget talentfuld til at være troende, forstået på den måde, at du i så ung en alder fik en fremtrædende position, så du havde vel nogle specielle evner – kan du også bruge dem uden for kirken?

– Ja, det har jeg jo fundet ud af siden. Hvis man skal opsummere det allerbedst, så var jeg jo nok i virkeligheden rigtig god til at være sælger. Jeg er god til at sælge et budskab og få folk med mig. Det bruger jeg den dag i dag, når jeg som tv-udviklingschef hos Pipelline Production sidder og laver tv-programmer, så skal jeg for eksempel sælge ideen om et tv-program til en tv-kanal og få den til at købe det, og det er jeg jo ret så god til, det går i hvert fald meget godt. Sådan er det med alt, jeg laver: Det handler om at have en mission for noget og få folk til at hoppe med på den.

Hvis du ikke var blevet forelsket i din nuværende kone, Miriam, og havde overtrådt reglerne, hvilket betød, at I mere eller mindre blev smidt ud, kunne du så forestille dig, at du rent faktisk stadig havde været i Pinsebevægelsen?

– Vi fik jo et ultimatum. Jeg vil sige, at jeg efterhånden kender mig selv så tilpas godt, at jeg tror, jeg nok på et eller andet tidspunkt ville ha’ fucked det op. Især tidligere har jeg være enormt grænsesøgende og ekstrem, og på et eller andet tidspunkt ville jeg højst sandsynligt clashe med det der stramme regelsæt, jeg selv havde været med til at skabe.

Er du blevet bedre til at styre den del af dig?

– Ja, jeg vil sige, at det er et fuldtidsarbejde, min kone stadig varetager for mig, haha. Hun sørger for at holde mig lidt inden for normen. Hun repræsenterer fornuften i mig.

En smule sindssyg

Føler du stadig, du oplever omkostninger i dit liv som stammer fra dengang?

– Det har jeg haft i rigtig mange år, indtil jeg begyndte at skrive bogen. Inden da var jeg meget bitter og vred på kristendommen. Jeg har tidligere gået rundt og sagt, at jeg hellere ville ha’, at mine børn blev kriminelle end kristne. Så jeg var virkelig sur på Pinsekirken, fordi jeg oplevede, at de til sidst smed mig ud, men arbejdet med bogen fik mig til at snakke med de gamle venner fra Pinsekirken igen, som jeg ikke havde talt med i 15 år, og for første gang har det fået mig hen til et sted, hvor jeg tænker, at jeg faktisk er taknemmelig for den tid, jeg havde. Selv om den var en smule sindssyg og sårede mig så meget, så var det altså også nogle af de lykkeligste år i mit liv dengang, fordi jeg havde det megafedt i det fællesskab. Jeg fik mange gode ting med mig og er i dag et godt sted i tilværelsen også takket være min tid i Pinsekirken Rønne, og livet er ikke så sort-hvidt, som jeg havde gjort det til. Og så vidt jeg kan fornemme er den bornholmske Pinsekirke et helt andet sted i dag, hvor det efter min umiddelbare opfattelser virker til at være et langt sundere miljø end dengang.

Det florerer med konspirationsteorier for tiden, kan du genkende nogle mekanismer fra det, du oplevede dengang?

– Jeg har tænkt på i denne Donald Trump-æra, hvor man bliver lidt faktaresistent, at det vækker genklang på den måde, at man ifører sig teflon og er fuldstændig uimodtagelig for noget som helst rationale. Man har sin egen sandhed, og den kan ikke rykkes, sådan var jeg selv dengang som dedikeret kristen. Og jeg husker, at præsten i Pinsekirken dengang sagde til mig, at noget af det værste, man kunne blive, var journalist, fordi de stiller så mange kritiske spørgsmål. Så da jeg blev smidt ud, var det første jeg gjorde som en fuckfinger til ham at søge ind på journalisthøjskolen i Aarhus, siger journalist Roald Bergmann.

Roald Bergmann: “Fader hvor?” (People’s Press, 250 sider).

 

 

Uddrag fra bogen

Vi bringer her et uddrag fra kapitel 12 i “Fader hvor?”, som hedder “Volvopræsten”:

“Mens mange evangelister og populære bølger af fænomener (som WWJD?-hypen, der fik alle til at spørge “What Would Jesus Do?”) kom fra udlandet, fik vi en dag besøg af en vaskeægte dansk legende. Han havde en utrolig specifik evne inden for helbredelse: Han fik ben til at vokse sig længere.

Han hed Hans Berntsen og var tidligere Volvo-direktør og Føtex-chef. Men efter en bilulykke, hvor hans familie slap med livet i behold, og alle deres ejendele lå spredt ud over gaden omkring bilvraget, fandt han på asfalten en bibel, som balancerede med ryggen opad. Den var landet på et vers fra Markusevangeliet:

“Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde”.

Herefter helligede Hans Berntsen sit liv til at rejse land og rige rundt for at sprede kristendommens glade budskab. Og hvad spreder hurtigere et budskab end en god, solid helbredelse? Volvo-direktøren fik hurtigt et par fascinerende mirakler på cv’et. En række kræft- og sklerosepatienter blev helbredt i Aalborg, og den helt store forsidebasker var, da Hans sørgede for, at en fuldstændig ødelagt hjernehalvdel blev genskabt hos en dreng, der var født med hjernefejl.

Men hans benforlængelser var det, vi var mest imponerede over. For modsat de andre indvortes helbredelser var dette noget, vi kunne se med vores blotte øje. Tricket kom på alles læber, da Hans Berntsen medvirkede i “Eleva2eren” på TV 2 og foran rullende kameraer fik et ben til at vokse ud på en syg dansker.

De fleste af os har åbenbart ulige ben. Det vidste vi ikke. At have ben, som ikke var lige lange, var skyld i utrolig mange lidelser. Det vidste vi heller ikke, før Hans Berntsen forklarede os det. Hovedpine, migræne, rygskader, ledsmerter, nakkeproblemer, dårlige knæ, ødelagte hofter, åndedrætsbesvær, myoser – alt sammen, fordi det ene ben var en anelse kortere end det andet. Det gav god mening.

Derfor kunne de besøgende til hans helbredelsesmøder nævne næsten hvilken som helst lidelse; resultatet ville være det samme.

“Sæt dig i stolen”, befalede Hans, som selv sad i en stol overfor.

“Ryk dig helt tilbage. Sid lige, og løft begge fødder op”.

Hans lagde personens strakte bens hæle på sine egne lår. Skoene var taget af. Han studerede kort forskellen og inkluderede resten af den nysgerrige flok.

“Kan I se? Kom herop, helt tæt på. Kan I se det?”.

Vi vrimlede op fra stolerækkerne og stillede os tæt pakket omkring de to stole.

“Sidder du helt lige? Du skal sidde helt lige. Der er ingen snyd her”, sagde Hans Berntsen.

Man rykkede lidt rundt i stolen for at være sikker på, at man sad lige og korrekt. Alligevel kunne alle se det tydeligt. Benene var ikke lige lange. Den ene fod lå en til to centimeter nærmere Hans Berntsens mave end den anden.

“Der kan du se. Det er derfor, du har ondt”, smilede han.

Han var atypisk, fordi han ikke var videre karismatisk. Afdæmpet og rar i sin facon og intet teater. Han behøvede ingen baggrundsmusik. Han råbte aldrig “Halleluja”, hoppede eller dansede eller vendte det hvide ud af øjnene. Han var jysk. Hvilket faldt i særdeles god jord på Bornholm. Vi elskede Hans Berntsen.

“Vil du være højere eller lavere?”, plejede han jokende at spørge hver eneste, der satte sig foran ham.

“Gud kan både forlænge og forkorte, ser du”.

De færreste valgte at blive kortere. Selv hans måde at bede på var nede på jorden.

“Jaeh. Så spørger vi stille og roligt Jesus, om han ikke vil lave et lille mirakel her”.

Han leverede det så casual, at det var både kedeligt og cool. Men hans evner var træfsikre. Det virkede hver gang.