TRO OG EKSISTENS
I morgen er det første søndag i advent. Det er begyndelsen på et nyt kirkeår og tid til at tænde det første lys i adventskransen. Og mange har nok også et indre billede af adventskransens fire tændte stearinlys, der som en glad søskendeflok til sidst står og vugger i takt i de lune julestuer eller kirkerum, når de hører ordet advent. Men sognepræsten i Allinge, Elon Lauterlein, vil hellere tale om advent udendørs i mere eventyrlige omgivelser på Næs Strand ved Allinge, hvor de koksgrå klipper strækker sig som en ujævn naturbro ud i havet, der i dag er roligt med næsten usynlige bølger, der kun høres som en stille rislen.
– Det er sjovt, at ordet advent gemmer sig i det engelske ord adventure, siger sognepræsten og lader et smil vokse sig stort i det Gimli-røde fuldskæg, mens vi bevæger os langs den kuperede kyststi mod Sandkås med mosklædte klipper, der stikker op i det grønne græs langs kysten. Her kunne den rå bornholmske natur godt ligne en scene fra Ringenes Herre, som jo ofte er blevet sendt i fjernsynet i juletiden. For julen er også som eventyr, der ender godt med Jesu fødsel, men først skulle Josef og Maria jo ud på en besværlig vandring mod Betlehem. Og de vidste ikke, hvad der ventede dem.
– Ligesom man i eventyret ikke ved, hvad der venter en, ved vi andre jo heller ikke, hvad fremtiden bringer. Fremtiden er noget, der kommer os i møde, og Gud er også en, der kommer os i møde. Gud kommer til os. Det er også det, der ligger i advent, som betyder ’at komme til’, forklarer han og tilføjer, at de kristne venter på, at Jesus kommer igen, ligesom Ringenes Herres sidste film hedder Kongen vender tilbage, men indtil da er livet som et ukendt eventyr. Og på den måde kan adventstiden også ses som et billede på hele livet som et eventyr, der i sidste ende vil ende godt, mener han.
– Vi lever generelt set i en lang adventstid på den måde, at vi venter på fremtiden. Men i julen sørgede Jesus for, at den fremtid bliver god. Og han kom os netop i møde, så det ikke var os, der først skulle finde ham. Gud kom ned til os. Han blev et barn, og han døde for os på et kors og opstod fra de døde for at vinde over døden og sørge for, at vores livs eventyr skulle ende godt, og han kommer også allerede til os nu – for eksempel i nadveren, siger præsten og stiller sig til ære for fotografen op på en klippe og strækker armene til siden som den berømte Kristusfigur i Rio.
– Det kan faktisk være en åndelig øvelse at stå sådan her. Jeg har selv brugt den som en øvelse i at åbne sig op og modtage. Så kan man øve sig i at åbne sig op for adventstiden – for Guds komme, siger han, mens solen stråler ham i møde.
Hvad forbinder du ellers med ordet advent?
– At det snart er jul. Juletiden og adventstiden er en måned, der er forbundet med rigtig mange følelser og forventninger, så det er jo sådan en tid, hvor jeg tænker meget på traditioner og juleaften derhjemme og spændingen og forventningerne. Det er meget sådan nogle følelser, der fylder en i den her tid. Og hvad man ønsker sig i julegave. Det er ikke så aktuelt for mig nu, hvor jeg er blevet voksen, men da jeg var barn, fyldte det nærmest alt. Nu kan jeg bryde hovedet med, hvad jeg dog skal finde på, siger han og tager et par skridt i tavshed.
– Men for mig selv er det også lidt en konflikttid, kommer det så.
– For det er en tid, hvor jeg egentlig helst vil noget helt andet, end det som jeg skal. Jeg vil egentlig helst bruge adventstiden som en ventetid med plads til fordybelse, hvor der er ro og fred. Men der bliver jo forventet, at man skal deltage i alle mulige julefrokoster og arrangementer, så adventstiden ofte blive for travl til refleksioner.
Nu er det måske anderledes i år på grund af coronakrisen?
– Ja, i år kan det være, at der bliver mere rigtig adventstid, fordi alle de sociale restriktioner også kan give os ro til fordybelse. Det kan vi se som en gave.
Hvad er det du gerne vil have fordybelse til?
– Advent er en fordybelsestid op til julen. For mig selv vil jeg gerne have tid til at fordybe mig i bøn og læsning af Bibelen. Tid til at dykke ned i Guds historie, og reflektere over, hvorfor vi fejrer jul. Og hvad vi venter på? Jeg tror, det kan være sundt at bruge adventstiden som sådan en god ventetid, som også kan blive en forberedelsestid. Den er jo også markeret i kirken med den lilla farve, som er fastefarven. Den vinkel på december måned kunne jeg godt tænke mig at fordyde mig noget mere i. Men det konflikter lidt med det forventningspres, man bliver mødt med i supermarkederne og alle steder, at nu skal der altså købes guirlander og pebernødder.
Men det er vel også en side af julen?
– Ja, det er også en glædestid. Og det ligger der jo også i ventetiden. At der er noget, vi glæder os til. Og noget vi skal fejre. Der er lidt ”babyshower” (graviditetsfest, red.) over det. Nu har jeg selv tre børn. Og vi glædede os hver gang, mens maven blev større og større. Man kan jo også tale om ”at vente sig”, når man skal have et barn. Og sådan kan adventstiden også fylde en med glæde og forventning i ventetiden op til Jesu fødsel, som vi jo fejrer som et mirakel hvert år. Og det er også den vinkel, jeg gerne vil fordybe mig i.
Hvad er kernen i julen for dig?
– Advent og jul er jo begyndelsen af højtiderne i kirken. Det er der, Gud bliver menneske. Det er en så stor og vild tanke, og det er også det, der stråler ud af salmerne, når man synger dem, for de kredser om det her mysterium. At han kom ned til os som en nærmest anonym tømrersøn i Mellemøsten, forstærker jo bare det mysterium og eventyr.
Frelsen kom fra et uventet sted. Gud kom os til undsætning i julen for at genoprette fællesskabet med os. Vi havde søgt væk fra Gud, men Gud fandt os igen, så man kan sige, at Gud vil samle sin familie i julen, mener han.
– Jeg tror, at alle, der har prøvet at genfinde forbindelsen til et familiemedlem, fordi noget måske er gået i hårknude, kan spejle sig i glæden over, at et fællesskab bliver genoprettet. Og det er det der sker i julen. Det er det første store spadestik til, at Gud genopretter relationen med os mennesker. At Gud faktisk vil os, at Gud ikke er sur og gal på os og fornærmet eller sidder med ryggen til os. Det er nærmere os, der tager den position, siger Allingepræsten, da vi atter befinder os ved vandkanten på Næs strand.
– Og det er det, der er glædeligt, at Gud er en god Gud. Gud er glædens Gud, Gud er fællesskabets Gud. Og det bliver bare helt tydeligt i julen og i Guds eventyr med os. For på en måde, så er livet og skabelsen et Guds eventyr med os, og vi ved ikke helt, hvad der sker, men Gud ved, at det ender godt, siger han og smiler igen i skægget.
– Og det er det, han prøver at sige til os. Vi skal vide, at det ender godt.
Blå bog
Elon Anders Enevoldsen Lauterlein
Født 1980. Uddannet præst og kirketjener. Ansat som præst i Allinge siden juli 2019. Han blev ordineret præst i 2017, hvor han blev præst i Grønnevang og Ellebæk Fængsel, hvor han var præst i tre måneder. Er gift og har tre børn.