Oldtidsminder og gamle stenbrud med feldspat

NATUR

Normalt forbinder man navnet plantage med kedelige granskove uden særlige oplevelser. Men der er undtagelser, for der er mange særprægede kulturminder og smuk natur i Vestermarie Plantage. Samtidig er der flere gamle stenbrudssøer og flotte sprækkedale, og overalt er der tykke tæpper af mos i skovbunden. Området er også kendt for sine mange fortidsminder med gravrøser og aflange skibssætninger fra bronzealderen. Der er også spor af en gammel galge, og fra de gamle stenbrud med feldspat blev der i slutningen af 1800-tallet sendt råvarer til glasværker i Tyskland, Rusland og Danmark.

Der er også en underlig og mystisk stemning i skoven. Måske skyldes det stilheden eller historiens berømte vingesus, men i mørke og skumle skove ændres ofte virkelige historier til fantasi og ender som legender. Men i Vestermarie Plantage smelter det hele sammen til en særpræget stemning. Desværre får stedet kun sjældent besøg – slet ingen turister, det skyldes sikkert navnet plantage.

Vestermarie Plantage ligger syd for Almindingen. På landevejen Rønne-Svaneke fører en sidevej med navnet Ørningevej til plantagen. Efter hus nummer to fører en mindre sidevej op til en stor parkeringsplads. Alternativt kan man fra landevejen Aakirkeby-Vestermarie følge Glasvej mod plantagen og finde en anden parkeringsplads. Der er mange skovstier på kryds og tværs i skoven.

Tag en pose med til mos, kogler og grene med lav. Vestermarie Plantage er en offentlig skov, og al indsamling af naturens effekter er tilladt. Det er forbudt at klippe grene af nåletræer. Er der jagt i plantagen må man vælge en anden dag.


Historien om Vestermarie Plantage

I ældre tider hørte området til den sydvestlige del af øens gamle højlyng, som med stenede bakker med lyng og skumle dale strakte sig fra Hammeren i nord til Paradisbakkerne i øst. Det ufrugtbare område var ”alle mands ret”, og man brugte det til afgræsning af kreaturer og lyngen til brændsel. Fra 1800 blev en mindre del plantet for kongens regning (statens), og det blev kaldt Almindingen. Efter 1832 blev den gamle ret ophævet, og ved lov i 1842 blev resten af udmarkerne delt mellem staten og øens sogne. Derefter blev der foretaget en udskiftning af de store gårde til lyngen, men man havde glemt husmændene, der også mente, de havde ret til de gamle lyngmarker, og det førte til et voldsomt skænderi. I 1863 erklærede en dom ved Højesteret, at udskiftningen var ulovlig, og resten af lyngmarkerne blev delt mellem øens sogne mod en forpligtelse til plantning af skov. Fra 1866 begyndte sognet at tilplante Vestermarie Plantage.

Vandretur gennem plantagen

Fra parkeringspladsen følger man vejen til landevejen og går til venstre. Kort efter fører en skovvej mod højre og møder en tværgående vej, hvor man skal til venstre. Overalt er der tykke puder af mos og mange grankogler. Et øjeblik efter fører et skovspor mod højre frem til et af området gamle stenbrud med feldspat. I dag er der opstået en sø med sort vand i stenbruddet, men stadig kan man se klipperne med feldspat. De røde mineraler er dog sorte af det nedsivende sure vand. Selv om stenbruddet lukkede i 1878 findes stadig løse blokke af rødligt feldspat og lys kvarts.


Violette ametyster

Kvarts findes i flere farver. Der er klare og mælkehvide, nogle gange lyserøde og kaldt rosa kvart. Hvis man finder mineralet i flotte violette farver, er det ametyst, de kunne tidligere findes her, men er i vore dage sjældne og måske fjernet af øens amatørgeologer.

Både feldspat og kvarts blev anvendt til produktion af glas. I 1870 opdagede en bornholmsk geolog områdets mange forekomster og sendte en prøve til et firma i Stettin. Efter nogle forhandlinger fik firmaet eneret til brydning af feldspat i en periode på 10 år. Herefter der blev afsendt store mængder til tyske glasfabrikker og efter 1874 også til Rusland. Hele 800 ton feldspat og kvarts blev leveret i glasværker i Helsingør og Køge. Men eventyret bristede allerede i 1878; den norske feldspat var bedre.


Galgebakken og skibssætningerne

Fra stenbruddet følger man stien tilbage og går til højre. Kort efter fører en afmærket skovsti mod højre op til den gamle galgebakke. Øverst på toppen af en stor røse stod galgen, der er endnu spor af stedet. Galgen blev anvendt af Vestre Herred indtil slutningen af 1800, og man kunne se galgen på lang afstand, da træerne dengang var nyplantede. Over for galgen ses en stor skibssætning. Store sten markerer bronzealderens vigtige skib – det kom med bronze sydfra og med solen. Efter ligbrændingen blev den dødes aske lagt i en lerkrukke og begravet midt i skibet. Dækket blev lavet af store mængder af mindre sten.

Ved siden af findes et mindre skib, måske til et barn, de lokale har altid kaldt den redningsbåden.

I Vestermarie Plantage er der fundet 100 gravrøser og flere skibssætninger. De er anlagt mellem yngre bronzealder og ældre jernalder, omkring 1000 år f. Kr., og fredet af Nationalmuseet fra 1897.


Nye oplevelser og flere skibssætninger

Tilbage på den gamle skovvej følges den mod højre til en tværgående skovvej. Over for vejen er der en lysning med to meget store skibssætninger. Desværre er de dækket af græs og mos. Herfra går man ud til den store asfalterede vej og går til venstre tilbage til parkeringspladsen. Hvis man ønsker en længere vandretur, går man til højre efter første sidevej. Den fører frem til en bålplads og nogle sheltere, og derfra går skovstien op ad bakken til 141 meter over havets overflade. I vore dage har plantagens træer ødelagt udsynet over landskabet, men man møder grundfjeldet, og dybt nede i bunden af en sprækkedal findes en smuk skovmose. Den kaldes Ørningemose, stednavnet er usikkert, men måske efter fuglen ørn. Derfra følges skovvejen forbi skydebanerne og klubhuset og ender ved den store parkeringsplads.

God tur.