'Man får lov til at være sådan lidt en hverdagshelt'

'Man får lov til at være sådan lidt en hverdagshelt'
Thomas Harald. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 28. NOV 2020 • 06:02
Af:
laust uhrskov jordal
| ABONNENT
28. NOV 2020 • 06:02
DAGENS NAVN: Thomas Harild er uddannet mekaniker og har de seneste otte år arbejdet på Maskincenter Bornholm ved Klemensker. Han brænder for landbrugsmaskiner og ny teknologi, og når han ikke er på arbejde, er han at finde i vandet omkring Bornholm – i hvert fald om sommeren. Bornholms Tidende har snakket med Thomas Harild fra Vestermarie.

Hvordan kan det være, at du lige blev mekaniker?

– Jeg er vokset op på en gård. Min far er landmand, og da jeg var barn, var jeg altid med ude og kigge på og arbejde med maskinerne. Det har bare altid interesseret mig. Så siden jeg gik i 5. klasse, har jeg vidst, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor.

Du skulle ikke være landmand som din far?

– Nej, jeg tror, jeg var mere interesseret i maskinerne, end i det der med at få ting til at gro. Så det var ikke det jeg skulle.

Hvordan endte du med at arbejde netop på Maskincenter Bornholm?

– Det var her jeg blev udlært i sin tid. Jeg har siden været lidt forskellige steder, hvor jeg også har arbejdet som maskinfører. Jeg har kørt gravemaskiner og gummiged og den slags. Men jeg savnede nogle udfordringer – den slags arbejde kan godt blive lidt ensformigt. Så jeg søgte tilbage hertil, hvor hver dag er forskellig. Der kommer altid en ny landmand med en ny maskine ind, som lige skal have hjælp til at fixe noget hurtigt – helst samme dag, fordi de står og skal bruge traktoren, eller hvad det er, her og nu. Der kan vi så træde til og hjælpe kunderne. På den måde får man lov til at være sådan lidt en hverdagshelt. Det kan jeg godt lide.

Udover at være en hverdagshelt, hvad er det så, at arbejde med landbrugsmaskiner giver dig?

– Jeg er nok ret nysgerrigt anlagt. Derfor kan jeg virkelig godt lide at arbejde med landbrugsmaskiner, fordi teknologien hele tiden udvikler sig. For eksempel kan man rigtig meget med gps-styring i dag: Systemerne er meget nøjagtige og kan bruges til at køre helt lige linjer. Meget mere lige end landmanden kan selv. Og samtidig kan man også programmere den til at køre nøjagtig det samme spor hvert år, sådan så maskinen ikke lægger pres på afgrøderne forskellige steder, men kun kører på den samme jord. Det er vigtigt, fordi maskinerne er så store i dag, at de kan ødelægge jorden, når de kører på den. Så det synes jeg, er spændende at arbejde med. Jeg tror, det jeg godt kan lide er, hvor komplekst samspillet mellem forskellige traktorer, de maskiner der kobles på og computersystemerne er. Og så udvikler det sig hele tiden, så der er altid noget nyt at lære.

Hvad får du så tiden til at gå med, når du ikke er på arbejde?

– Så går jeg og laver hus derhjemme. Eller jeg svømmer. Om sommeren er jeg havsvømmer og svømmer gerne nogle havture på et par kilometer. Vi svømmer som regel nogle stykker sammen, så vi har styr på hinanden og kan hjælpe, hvis en bliver træt. Det er helt fantastisk at ligge og svømme langs kysten ved Hammershus, hvor man kan ligge og kigge op på klipperne. Der er også spændende at svømme ud for Gudhjem, hvor der er nogle meget store sten, og der er også flot nede ved Dueodde. Der er landskabet mere flat at kigge på, til gengæld kan man se havbunden. Det er virkelig flot. Det kan man ikke oppe ved Hammeren, for der er meget dybere. Så der er mange forskellige, gode steder at svømme. Hvert sted har ligesom noget, der gør det særligt. Det kan jeg godt lide. Det er bare ærgerligt, at jeg ikke får gjort det om vinteren. Men det skal altså være lidt varmere, før det er sjovt.

 
 

Thomas Harild

32 år.

Forlovet med Sofie. De skulle have været gift i år, men på grund af corona planlægger de nu at gøre det til næste år.

Sammen har de hunden Gallus. En Berner Sennen-hund i bjørnestørrelse.

Er vokset op på en gård mellem Gudhjem og Østerlars.

Bor i Vestermarie.