Politikerne nikkede ja: Skatepark er klar til foråret

Politikerne nikkede ja: Skatepark er klar til foråret
Området foran busremisen på Nørrekås er udset til at lægge asfalt til en midlertidig skatepark, men det bliver ikke den eksisterende asfalt. Som det første skal der lægges en ny belægning, som egner sig til skateboard, rulleskøjter og løbehjul. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 27. NOV 2020 • 16:04
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
27. NOV 2020 • 16:04
FRITID

Et rigtig godt projekt, der ligger helt i tråd med det, regionskommunen gerne vil i det område. Med den beskrivelse satte borgmester Winni Grosbøll (S) onsdag aften gang i kommunalbestyrelsens behandling af foreningen Rønne Street Sports ansøgning om at etablere en midlertidig skatepark ved busremisen.

Samtidig opfordrede hun den digitale forsamling til at nikke til projektet, og det gjorde den.

– Det er et meget, meget spændende initiativ, der er taget her. Hvis vi så også kunne få de unge mennesker til at være en del af det og til at føle et ejerskab for de her ting, så vil jeg tro, at det kan blive rigtig, rigtig godt for mange unge mennesker i rønneområdet i første omgang, men måske også for resten af øen. Jeg var så heldig at være nede at besigtige remisen og forholdene dernede, og jeg må sige, at jeg er meget begejstret, og jeg tror, det bliver et stort plus for ungdomslivet i Rønne, sagde Venstres Else Merete Knoop.

Som medlem af natur- og miljøudvalget har hun været på rundvisning med Rønne Street Sport. Det samme har Erik Lund Hansen (S) som formand for job-, udviklings- og fritidsudvalget.

– Det er dejligt, at det nu er en forening, der står bag, og som er godkendt som folkeoplysende forening, så det er stabilt, sagde han og tilføjede, at Idrættens Videns- og Kompetenceråd også støtter projektet.

Brugere med på råd

Med beslutningen afsatte kommunalbestyrelsen 254.000 kroner til etablering af asfaltunderlag og opsætning af hegn til den midlertidige skatepark ved remisebygningen. Derudover påtog den sig en driftsudgift på 53.000 kroner i 2022 og 2023. Endelig garanterer kommunen, at remisen og det tilhørende areal ikke sættes til salg i perioden frem til 2023, medmindre den kan anvise et andet areal på Nørrekås.

– Vi glæder os utrolig meget, det gør vi. Vi er også rigtig glade for, at vi er kommet så langt, som vi er kommet. Vi føler os rimelig privilegerede i forhold til mange andre aktiviteter, siger formand Peter Lund Olsen fra Rønne Street Sport dagen derpå.

Økonomien i projektet er også på plads, så vejen ligger åben, fortæller formanden, men det er ikke det samme som, at banen skyder op lige med det samme.

– Det vi gør først, det er at efterprøve vores baneoplæg hos nogle brugere. Jeg forestiller mig, at vi indkalder til et foreningsmøde på biblioteket, hvor brugerne kan komme med input, siger Peter Lund Olsen.

Så skal foreningen bestille banerne, og det skal den gøre i år af hensyn til prisen.

– Så sætter vi os sådan set bare ned og venter på, at der kan komme asfalt på. Det er noget, naturen er herre over, for det er noget med, at det skal være 10 grader varmt, siger Peter Lund Olsen.

Del af Nørrekås-projekt

Personligt håber formanden for Rønne Street Sport, at asfaltarbejdet kan gå i gang i april

– Lige så snart den er så tør, at man ikke klistrer, når man går på den, så sætter vi vores baner op, siger han.

Hvis alt går op i en højere enhed, bliver alle de flytbare baneelementer monteret på en gang.

– Det er færdige baner, vi køber, så det er ikke noget med, at der er en lang byggeproces. Vi bestiller dem i december, og så bliver de vel produceret i foråret, så de står klar på lastbilen, lige så snart asfalten tillader. Så bliver hele banen sat op på en gang, siger Peter Lund Olsen, som håber, at banen allersenest bliver indviet i maj.

Når den midlertidige bane er på plads og i brug, er foreningens næste skridt en permanent bane, som kan ende med at ligge samme sted som den midlertidige.

– Vi skal have kommunen med igen, for vi skal have et sted at være. Skal det være på Nørrekås, eller skal det være et andet sted? De ting ligger i princippet fuldstændig åbne i dag, men man kan sige, at vi får afprøvet nogle ting i forhold til en placering på remisen, og hvis det viser sig at være det bedste sted, så vil vi selvfølgelig arbejde for, at vi kan blive integreret i kommunens Nørrekås-projekt, siger Peter Lund Olsen.

Umiddelbart kunne han godt forestille sig, at det ender sådan, at en permanent bane bliver en integreret del af det projekt, men måske ikke præcis samme sted.

– For os er det vigtigt, at det ligger åbent, at det ikke ligger fordækt, og at det ligger, hvor der er liv i forvejen, siger formanden for Rønne Street Sport.

 

Billedtekst

Området foran busremisen på Nørrekås er udset til at lægge asfalt til en midlertidig skatepark, men det bliver ikke den eksisterende asfalt. Som det første skal der lægges en ny belægning, som egner sig til skateboard, rulleskøjter og løbehjul. Arkivfoto: Berit Hvassum

TAL

100.000

kroner modtog Rønne Street Sport torsdag fra Bornholms Brand til den midlertidige skatepark.