Musik i adventstiden

Musik i adventstiden
Der er musik i Svaneke Kirke fredag eftermiddag. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 27. NOV 2020 • 11:21
Af:
christina-d-gornitzka
| ABONNENT
27. NOV 2020 • 11:21
MUSIK

Efter et bombardement med reklamer i alskens medier om hvad man på Black Friday/Black Weekend/Black Week kan bruge store mængder af penge på, er det godt at vide, at der også findes nogle musikalske oplevelser, man kan bruge lidt småpenge på eller endda nyde gratis.

Fredag den 27. november klokken 15 kan man netop glæde sig til sådan en lille gratis oplevelse, når Svaneke Kirkes organist Kenn Therkelsen sætter sig til orgel og klaver for at spille musik af blandt andre komponisten Diderik Buxtehude, som Johann Sebastian Bach beundrede så meget. Derudover spiller Kenn Therkelsen, som er kendt for sit empatiske og sikre spil, musik af N.W. Gade, J.P. Erichsen og Gordon Young. Programmet består af fantasier og improvisationer over julesange og -salmer, og det bliver en rigtig god start på adventstiden – helt gratis.

Farver i en grå tid

Læser man Musikhuzets program, så virker Sømændende, som spiller på lørdag klokken 20 på Musikhuzet som et yderst morsomt og aldeles farverigt bekendtskab i det grå novembervejr. I snart 20 år har de ni sømand underholdt med visemusik og gode danske sange – i træsko og kedeldragt. De har leget og spøgt, lavet sjov og ballade, men er aldrig gået på kompromis med det musikalske niveau. Således kan man vente sig god musikalsk underholdning og motion til lattermusklerne.

Fine barokke klange

Søndag den 29. november danner Baptistkirken i Rønne rammen om de stille og fine tidlige barokklange, når Niels Roager Larsen (gambe) sammen med sin lærer Mogens Rasmussen (gambe), sin niece Signe Scharling (violin) og Skt. Nicolai Kirkes organist Anders Forsberg Svendsen (orgelpositiv) viser publikum, hvad de gennem den seneste tid har arbejdet med. De fire musikere tager publikum med på en lille Europarejse, når de tager fat i musik af italieneren Girolamo Frescobaldi, englænderne John Jenkins og William Lawes, tyskeren Philip Heinrich Erlebach og østrigeren Johann Schmelzer. Måske er det for mange musikelskere ukendte navne – og dermed endnu en grund til at besøge koncerten på søndag.

FREDAG 27. NOVEMBER

15.00
Julematiné i Svaneke Kirke. Kirkens organist Kenn Therkelsen spiller stemningsfuld orgel- og klavermusik. Gratis adgang.

LØRDAG 28. NOVEMBER

19.30 - 20.20
Bornholms Teater opfører "Viva la Frida!" Frida Kahlos liv fortalt af en søster. Bornholms Teater, Teaterstræde 2, 3700 Rønne. Entre.

20.00
Sømændene. Bluegrass i Musikhuzet, St. Torv 6, Rønne. Dørene åbnes en time før. Læs mere på www.musikhuzet.dk. Entré.

SØNDAG 29. NOVEMBER

16.00

Barokmusik med Signe Scharling (violin), Mogens Rasmussen gambe), Niels Roager Larsen (gambe), Anders Forsberg Svendsen (orgel) i Baptistkirken Rønne. Entré.

MANDAG 30. NOVEMBER

16.00
Teaterforeningen Bornholm viser forestillingen: "Eleverhøj" Ren komik og musik.. Opføres i Rønne Theater, Teaterstræde 2, 3700 Rønne. Entré.

19.30
Teaterforeningen Bornholm viser forestillingen: "Eleverhøj" Ren komik og musik.. Opføres i Rønne Theater, Teaterstræde 2, 3700 Rønne. Entré.