Foto: Berit Hvassum

Leder: Iltsvind og leverorm – Østersøen er ved at dø

Hvis du har brug for en lille humørspreder, her hvor corona har bidt sig fast, vinden blæser og mørket sænker sig – så spring videre. For når man læser de seneste opdateringer om hvordan det går lige uden for kommunegrænsen, så skal man være meget kampparat for at se en løsning.

Uden for kommunegrænsen, det er jo Østersøen, der engang var drivkraften i den bornholmske velstand, men som i dag ligger hen som en udpint mindetavle over der liv, der engang herskede.

LEDER

Hvis du har brug for en lille humørspreder, her hvor corona har bidt sig fast, vinden blæser og mørket sænker sig – så spring videre. For når man læser de seneste opdateringer om hvordan det går lige uden for kommunegrænsen, så skal man være meget kampparat for at se en løsning.

Uden for kommunegrænsen, det er jo Østersøen, der engang var drivkraften i den bornholmske velstand, men som i dag ligger hen som en udpint mindetavle over det liv, der engang herskede.

De seneste bulletiner lyder, at det faktisk går dårligere end nogensinde på flere områder. Det virker utroligt, at vi i en moderne tid, hvor vi tror på, at Bornholm skal være energicentrum, hvor teknologien skal redde os fra klimakrisen og hvor – undskyld sammenligningen – man snart som privat kan slå sig ned i rummet, at vi der ikke kan rette op på skaderne i Østersøen. Det er som om, vi bruger utroligt megen energi på at dokumentere elendighederne – og meget mindre på at søge en løsning.

Lad os starte med ilten. De seneste målinger viser, at et stadigt større område øst for Bornholm nærmest er uden ilt i de dybeste områder. Vandet er så iltfattigt, at næsten ingen dyr kan leve her. Her er mørkt og dødt.

Forklaringen ser ud til at være 100 procent menneskeskabt. Dels udledes der næringsstoffer i Østersøen. Dels betyder de stigende temperaturer, at effekten forstærkes.

Den biologiske forklaring er, at udledte næringsstoffer skaber grobund for store mængder alger, der omsættes til bakterier, der bruger ilten.

Forskere, der netop har besøgt området, vurderer, at områder med lidt ilt, har vokset sig større år for år.

 

Burde det ikke være en del
af den lokalpolitiske dagsorden –
når politikerne er færdige med at
udpege hinanden til spidskandidater
og borgmesteremner?

 

Og så er der fiskene. Ud over, at ilten altså pines ud af Østersøen, hvilket betyder, at fisk ikke kan leve i den, så er torskene i Østersøen ramt af leverorm. Årets undersøgelse i området øst for Bornholm viser igen, at leverorm gør torsk syge. I de værste tilfælde er der tale om skader på leveren, der ligefrem minder om skrumpelever eller leverkræft hos mennesker.

Problemet er så stort, at østersølandene Tyskland, Polen, Sverige, Letland, Litauen og Estland nu går sammen om indsamle data om omfanget og udviklingen.

Undersøgelserne kan være med til at vise, om problemet med leverorm spreder sig fra den centrale og østlige østersø mod vest. Det er sandsynligt, fordi gråsælerne, der er såkaldt slutvært for leverormen, er på vej vestpå. Det vil betyde, at leverorm også kan ses i Øresund, bælterne og Kattegat.

Vi har hørt og læst alt overstående tidligere.

Er det Bornholm, der skal tage initiativ til at samle alle eksperter og centrale aktører, og få udtænkte en løsning? Burde det ikke være en del af den lokalpolitiske dagsorden – når politikerne er færdige med at udpege hinanden til spidskandidater og borgmesteremner?

Der er vel ingen grund til, at vi øver os i at belyse, hvor alvorligt problemet er, hvis vi ikke har tænkt os at gøre noget ved det?