Fagpersoner: Flere unge end man tror har ikke et fast sted at sove

Der findes en gruppe unge mennesker på Bornholm, der ikke har en fast base, men sover på sofaer hos venner og bekendte. Sofasurfere. Det er unge, der enten ikke har en bolig eller af forskellige årsager ikke kan være i deres bolig. Det er unge, der har det sværere end mange af deres jævnaldrende.

Ungetilbuddet Klar Til Job arbejder med at støtte unge mellem 17 og 30 år, der står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsesystemet, med at komme på rette spor. Her kender man til nogle af de unge, der lever som sofasurfere. Det fortæller Torben Kofod Ager, der er kontaktperson i Klar Til Job.

– Der er flere sofasurfere på Bornholm, end man lige tror. Det er svært at få øje på, fordi det jo ikke er folk, der sover på gaden. Typisk sover de hos venner eller bekendte. Vi er et lille lokalsamfund, hvor man hjælper hinanden og ofte kan få et sted at sove, så derfor ser man dem ikke i gadebilledet, men de findes, fortæller Torben Kofod Ager.

Selvom det selvfølgelig er godt, at de unge sofasurfere ikke er tvunget til at sove på gaden, er det alligevel et hårdt liv at stå uden bolig, fortæller han.

– Det er klart, at det er udfordrende for den enkelte at starte hver morgen med at skulle finde ud af, hvor man kan sove næste nat. Det er stressende at være i, og derfor ryger de ofte også nogle joints for at finde ro. Det bliver også svært for dem at finde overskud til at efterleve reglerne i de rammer, de er i, siger Torben Kofod Ager.

Selvisolation og selvmedicinering

Hos Ungeporten, der varertager beskæftigelsesindsatsen for unge ledige under 30 år, kender man også til de unge sofasurfere.

Ungeportens leder Gitte Svart anslår, at de i Ungeporten er i kontakt med 15 til 20 unge, der lever på den måde. De findes ifølge hende typisk i den gruppe af unge, der har det allersværest i samfundet.

– Det er typisk unge mennesker, der er på overførselsindkomst, og som er endnu mere marginaliserede end eksempelvis dem, der går på FGU (Den forberedende grunduddannelse, red.). Det er unge, der ikke står frem med deres problemer, men selvisolerer sig og ture om aftenen. De er behandlingskrævende og har brug for støtte. Det er i det segment, at der især er sofasovere, siger hun.

Hver sofasurfer har deres baggrund for, hvorfor de er blevet hjemløse, men der er nogle fællestræk i deres historier, der måske kan være forklaringen på, hvorfor de er endt, hvor de er, fortæller Gitte Svart.

– De typiske træk er, at de kommer fra en ustabil familiestruktur. Det kan være en skilsmisse eller det kan være, de har været anbragt - nogle gange flere steder. For nogen er det også en psykisk sårbarhed, som gør, at de ikke har eller kan være i deres egen bolig. De er ofte også afhængige af diverse rusmidler. Både fordi de selvmedicinerer, og fordi de færdes i et miljø, hvor der er adgang til stoffer, siger hun.

Holder fast

Den manglende base betyder ifølge Gitte Svart både, at der hver dag er et ekstra pres på den unge, men også at den hjælp, som Ungeporten skal give dem, er svær at lykkes med.

– Det, at man ikke har egen base og kan lukke døren og have egen bestemmelse, gør, at vores indsatser er svære for den unge at holde fast i og gennemføre. De skal jo være i en eller anden form for aktivitet for at få deres ydelse, men vi oplever, at når det hele handler om at skulle finde et sted at sove, så er det svært for dem også at holde fast i de aktiviteter, som vi har aftalt, at de skal være i. Det betyder, at vi kommer til at bruge mange indsatser på dem, som måske ikke altid virker. Men fælles for dem alle er faktisk, at de rigtig gerne vil forandringen, siger Gitte Svart.

Alligevel forsøger de i Ungeporten at holde fast i de unge, fordi de ved, at det sidste en udsat ung uden bolig har brug for er at blive overladt til sig selv.

– Som udgangspunkt er det værste tilbud, vi kan give nogen, at lade dem være i fred. Vi forsøger at holde fast i den unge og etablere tværfaglige indsatser udfra de erfaringer, vi fagligt set har. De unge er ikke altid enige i de indsatser, vi sætter i gang, og nogle af dem er bange for, hvad der sker med dem bagefter. Men vi forsøger at være vedholdende og opsøgende i kontakten til dem, fordi vi ved, at det virker, siger hun.


Fast sagsbehandler

Generelt har de udsatte unge, der kommer hos Ungeporten, ifølge Gitte Svart brug for, at der er nogen, der har en tro på, at de på et tidspunkt kan komme godt videre i livet. De har også brug for, at der ikke er for stor udskiftning i forhold til de professionelle, der er omkring dem.

– Det er vigtigt, at der er nogen, der bliver ved at tro på den unge - også når tingene går galt og ikke rigtig vil lykkes. Mange af dem har oplevet at have voksne i deres hverdag, som er gået igen. For eksempel skiftende sagsbehandlere, hvor en ny sagsbehandler måske ikke har kendt eller rummet deres historie, fortæller hun.

I februar 2020 lancerede Bornholms Regionskommune et nyt initiativ kaldet Den sammenhængende ungeindsats. Ønsket var at styrke samarbejdet mellem de kommunale indsatser og enheder, der har med udsatte unge at gøre. Indsatsen vil forhåbentlig føre til, at de unge, der er tilknyttet de kommunale tilbud, ikke oplever så mange skift og så mange forskellige professionelle, som de gjorde før, fortæller Gitte Svart.

– Ungeporten opstod som enhed, fordi der var for mange unge, der faldt mellem indsatser. Nu er det ikke længere sådan, at når en ung flytter sig, så skifter sagsbehandleren. Nu er der gennemgående sagsbehandlere- uanset hvor den unge er i forhold til uddannelse og job, og på den måde er der mere kontinuitet og viden i samarbejdet med den unge, siger Gitte Svart.

Skift kan føles som svigt

Den kontinuitet er vigtig, når man arbejder med udsatte unge, for de har ofte været igennem det modsatte i deres barndom, fortæller Gitte Svart.

– Det, der skal til, er stabilitet og kontinuitet. Der er sindsygt mange skole- og adresseskift i mange af de her unges historie. Men skiftene har ikke nødvendigvis været en løsning på det, der var svært, siger hun.

Gitte Svart mener også, at nogle af de skift, vi generelt har i samfundet, ikke er godt for alle mennesker. For nogen af de udsatte unge, som hun møder, føles et skift som et svigt.

– Vi har generelt mange skift i vores samfund. Et eksempel er skoletiden, hvor børnene skifter fra indskoling til mellemtrin til udskoling. Vi skaber os et system med mange skift, og det betyder, at vi ikke er vedholdende i de relationer, vi opbygger undervejs. Det er der som sådan ikke noget galt med. Mange børn klarer det jo fint, men for nogle unge opleves et skift som et svigt. Og for nogen er det gift for deres trivsel, siger Gitte Svart.