Philip Mbuji Johansen blev om morgenen den 23. juli i år fundet tævet til døde ved en bålhytte i Nordskoven. Foto: Jens-Erik Larsen

Black Lives Matter forventer op mod 80 deltagere i demonstration

Når den anti-racistiske organisation Black Lives Matter Denmark den 1. december vil demonstrere foran domhuset på Store Torv i Rønne, så forventer arrangørerne selv, at der vil være mellem 30 og 80 deltagere i demonstrationen.

Det fremgår af den anmeldelse af demonstrationen, som Bornholms Politi har modtaget fra arrangørerne.

DEMO

Når den anti-racistiske organisation Black Lives Matter Denmark den 1. december vil demonstrere foran domhuset på Store Torv i Rønne, så forventer arrangørerne selv, at der vil være mellem 30 og 80 deltagere i demonstrationen.

Det fremgår af den anmeldelse af demonstrationen, som Bornholms Politi har modtaget fra arrangørerne.

Black Lives Matter Denmark har arrangeret demonstrationen, blandt andet fordi organisationen, trods politiets udtalelser om det modsatte, fastholder, at der ligger et racistisk motiv bag drabet på den 28-årige Philip Mbuji Johansen.

Han blev om morgenen den 23. juli i år fundet tævet til døde ved en bålhytte i Nordskoven nord for Rønne, og det forventes, at der afsiges dom i den straffesag, som politiet har rejst mod to brødre, der er tiltalt for drabet, samtidig med demonstrationen finder sted foran domhuset.

I indbydelsen til demonstrationen i Rønne skriver Black Lives Matter Denmark blandt andet:

“Vi fordømmer politiets forudfattede afvisning uden så meget som at overveje racisme.” Og “vi fordømmer statsanklagerens skamløse partiskhed og benægtelsen af sagens åbenlyse racisme i turismens navn.”

Happening i Nordskoven

Af demonstrationsanmeldelsen til politiet fremgår det også, at demonstrationen starter klokken 14.30 på Store Torv, og at der efterfølgende vil være en happening ved bålhytten, hvor Philip Mbuji Johansen blev fundet.

Det er stadig uklart, om der vil være tale om et decideret demonstrationsoptog fra domhuset på Store Torv i Rønne mod Nordskoven, eller om deltagerne vil blive kørt i bus, når demonstrationen skal transportere sig fra domhuset til bålhytten. Det fremgår nemlig ikke af arrangørernes anmeldelse til politiet.

Vicepolitiinspektør Hans-Henrik Dam hos Bornholms Politi forventer dog ikke, at der vil være tale om et demonstrationsoptog.

– Så skulle det have været anmeldt, men vi kender ikke de konkrete planer, siger han til Bornholms Tidende.

Moderat interesse

Ud over demonstrationen i Rønne har Black Lives Matter Denmark også indkaldt til en demonstration i København om søndagen den 29. november.

Den begynder ifølge indbydelsen klokken 14 foran Justitsministeriet på Slotsholmsgade i København og ender på Rådhuspladsen, hvor der ifølge kommentarsporet på organisationens facebookside vil være optræden af forskellige kunstnere.

På Facebook-indbydelserne til de to demonstrationer kan man også læse, at der indtil videre er 173 personer, som har angivet at de vil deltage i demonstrationen i København. Til demonstrationen i Rønne, hvortil der er arrangeret fælles bustransport fra København, har 42 facebookbrugere anmeldt, at de vil deltage.