Peter Juel-Jensen som borgmesterkandidat fortoner sig mere og mere: Venstre går efter at vælge spidskandidat i december

Peter Juel-Jensen som borgmesterkandidat fortoner sig mere og mere: Venstre går efter at vælge spidskandidat i december
Peter Juel-Jensen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 26. NOV 2020 • 19:59
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
26. NOV 2020 • 19:59
POLITIK

Venstre vil gerne lægge låg på spekulationerne om Søren Schow, Peter Juel-Jensen eller en helt tredje som partiets borgmesterkandidat ved næste års kommunalvalg. Det er en af grundene til, at Venstre nu sigter mod at holde opstillingsmøde om spidskandidaturet midt i december.

At gå efter datoen 16. december eller meget tæt derpå blev besluttet, da otte fremtrædende bornholmske Venstre-folk mødtes onsdag: Venstre Bornholms formand Niels Plum, næstformand Vibeke Møller Jensen samt formænd og næstformænd i Venstre Østbornholm, Venstre Vestbornholm og Rønne Venstre.

– Vi blev enige om, at vi vil prøve at holde opstillingsmøde om spidskandidaten lige omkring den 16. december. Vi er nødt til at få spidskandidaten på plads, så vi også kan begynde at snakke med andre mulige kandidater, fortæller Niels Plum, formand for Venstre Bornholm.

– Opstillingsmødet skal gerne være snart. Så nu håber vi, at der bliver lempet lidt på forsamlingsforbuddet, for vi er nødt til at komme lidt videre. Det skal gerne være nu eller i hvert fald ret snart, siger han.

Er I ved at være trætte af spekulationerne om Peter Juel-Jensen som mulig spidskandidat?

– Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi er trætte af det, men den med Peter Juel-Jensen bliver jo ved at dukke op. Jeg sagde på mødet, at vores opgave bliver at forklare vælgerne, at en stemme på Peter Juel-Jensen ikke er en stemme på en borgmester. Det bliver vi nødt til at forklare vælgerne, at sådan bliver det ikke.

Med den melding gentager Niels Plum en vished omkring, at Peter Juel-Jensen ikke bliver Venstres spidskandidat, som han på onsdagens møde blev kritiseret for også at have givet udtryk for før i Bornholms Tidende.

– Der var nogle på mødet, der mente, at jeg ikke havde understreget tilstrækkeligt, at det er Venstres medlemmer, der vælger Venstres spidskandidat, siger Niels Plum.

Både Niels Plum og andre deltagere i mødet fortæller, at ingen af de otte deltagere talte for Peter Juel-Jensen som Venstres borgmesterkandidat. Også på den baggrund gentager Niels Plum nu, at han ikke kan se, hvordan Peter Juel-Jensen skal ende øverst på Venstres liste ved valget.

– I min optik er Peter Juel-Jensen ikke et emne som spidskandidat, når han ikke har meldt sig, og ingen har foreslået ham, siger formanden for Venstre Bornholm.