Ny bordtennisklub modtager donation fra loge

Ny bordtennisklub modtager donation fra loge
Gaveoverrækkelsen foregik i Odd Fellows Broderloge 112 Albret Wolfsens lokaler i det gamle Centralhotel på Nexø Torv. Til stede fra Nexø Bordtennisklub var formand Martin Brucz (t.v.) og næsformand Gejr Westy Larsen (t.h.) Diplomet blev givet af Odd Fellow-logens overmester Claus Kirkegaard Larsen (i midten.) Foto: Tonni Kofoed Larsen
| ABONNENT | 26. NOV 2020 • 15:44
Af:
laust jordal
| ABONNENT
26. NOV 2020 • 15:44
ØKONOMI

Den nystartede Nexø Bordtennisklub kunne tirsdag aften modtage en pæn gave fra Odd Fellow-logen i Nexø. I logens lokaler på Nexø Torv kunne overmester Claus Kirkegaard Larsen overrække en donation på 3.500 kroner til bordtennisklubbens formand Martin Brucz. Normalt ville overrækkelsen være overværet af logens omkring 50 odd fellows, men på grund af coronahensyn er logens møder indtil videre suspenderet.

Bordtennisklubben havde på forhånd søgt logen om midler, og overmester Claus Kirkegaard Larsen fortæller, at bordtennisklubbens ansøgning er som skræddersyet til logens vision.

– For Odd Fellow handler det om at gøre noget for samfundet og især for børn og unge, så bordtennisklubbens ansøgning passer som hånd i handske i vores vision. Klubben vil gøre noget for Nexø lokalt, og har fokus på børnene. Det er vores kerne i logen at støtte sådan nogle ting, siger Claus Kirkegaard Larsen.

Til donationen på 3.500 kroner fulgte et diplom fra logen, hvorpå det blandt andet lyder:

"Vi i Odd Fellow er overbevist om, at Nexø Bordtennisklub er med til at give børn og unge et godt, sundt og fornuftigt indhold i deres fritid. I en tid, hvor mange børn og unge opholder sig indendørs med stille, elektroniske aktiviteter, er det vigtigt, at der fortsat er voksne, ansvarlige mennesker, der vil bruge kræfter på at give børnene chancen for at få en oplevelse fælles med andre børn og unge omkring bordtennis. De ønsker vi at påskønne, og ønsker jer held og lykke i fremtiden med endnu flere børn og unge i Nexø Bordtennisklub."

Nyt udstyr til at udvide klubben

Nexø Bordtennisklub blev oprettet i august i år, og blev stiftet af Gejr Westy Larsen, Kristian Holm, Torben Finne Hansen og klubbens formand Martin Brucz. Han er taknemmelig overfor Odd Fellow-logens gave, som skal bruges til at købe mere bordtennisudstyr til klubben, sådan at endnu flere nye spillere kan komme til.

– Det betyder, at vi nu kan gå ud og købe endnu mere materiel. Lige nu har det vist sig, at klubben er en uovertruffen success. Vi har fået rigtig mange medlemmer både på vores 60 plus-hold, vores motionisthold og på vores ungomdsplan. Derfor falder donationen på et sted, hvor vi kan bruge pengene til at få mere udstyr, så vi kan få endnu flere medlemmer, siger Martin Brucz.

– Vores vision er at skabe et grundlag for at lave bordtennis i Nexø for alle aldersgrupper. Vi vil gerne have, et tilbud for folk, der ikke dyrker sport som håndbold, fodbold eller badminton, og prøve at fange dem i stedet. I vores ansøgning har vi lagt vægt på, at vi gerne vil prøve at skabe et sted for børn og unge, og der går vores vision rigtig godt sammen med Odd Fellow-logens værdier. Så vi er rigtig taknemmelige for gaven, siger formanden.