Julearrangement bød på drive-in-risengrød

Julearrangement bød på drive-in-risengrød
Værsgo, Bettina Pedersen fra Metodistkirkens Spejdere byder på risengrød ved Kanondalen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 26. NOV 2020 • 18:28
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
26. NOV 2020 • 18:28
JUL

Det er en mørk og stormfuld eftermiddag, hvor tunge skyer trækker et slæbespor af novemberstemning på himlen over byen og endda får hjælp af Beofs skorsten på Rønne Havn, hvor den knejsende som en oprejst cigar pulser dyster, mørk røg ud i blæsten, som straks sender den i en lige linje hen over hvælvet stik mod syd-øst.

 
Folk kommer stille og roligt,
og jeg synes, vi har samme tempo,
som vi plejer på torvet.

 

Men der er også lys i mørket, for fra Sydhavnens Grill og ud ad Munch Petersens Vej kan man glædeligvis observere en julekaravane, som fortsætter ad Fiskerivej, rundt forbi fiskerivirksomheden Espersen og via Sydhavnsvej til Skansevej, hvorfra den kan fortsætte tilbage mod byen.

Karavanen består af helt almindelige personbiler med lys på lygterne, som undervejs foretager to korte ophold. Ét på Munch Petersens Vej, hvor der bliver langet godteposer ind gennem bilruderne til glæde for de mange børn på bagsæderne – og dertil en quiz at forlyste sig med – og også et ophold på Skansevejs holdeplads i Kanondalen, hvor der ved to opstillede borde er hektisk aktivitet, for her står frivillige klar til at stange den dejligste risengrød ind i bilerne – en portion pr. hoved.


Det begyndte klokken 16, torsdag, og forsætter så længe de 1.000 portioner nu engang strækker til. Af godteposer er der 500.

Og hvorfor nu al denne hurlumhej?

Naturligvis på grund af corona, et ord, som er indbygget i mangt en forklaringsmodel for tiden. Juletræet på Store Torv er blevet tændt torsdag eftermiddag, hvilket plejer at ske med både taler, musik af Bornholmer Garden, en raket, der fyres af – og netop den traditionsrige uddeling af risengrød.

Men nej, vi må ikke stimle sammen for tiden, så arrangørerne – som er Rønne Handelsstandsforening, Pinsekirken, Metodistkirken, Baptistkirken og Metodistspejderne – har fundet på dette innovative tiltag: Drive-in risengrød.

Trængsel og alarm

Ret beset plejer uddelingen af risengrøden at foregå under kampråbet "sikken voldsom trængsel og alarm", men dagens arrangement på havnen foregår noget mere stringent og i god ro og orden.

Bilerne kommer bare kørende i en lind strøm, og der er ikke megen ventetid, før glade bilister og deres familier lyser op med taknemmelige smil i bilerne og takker pænt for grød.

Der bliver da også fokuseret på opgaven her ved et af uddelingsbordene.

– Det går fint, siger Bettina Pedersen fra Metodistkirkens Spejdere midt i, at hun leverer risengrød til bil efter bil.

– Folk kommer stille og roligt, og jeg synes, vi har samme tempo, som vi plejer på torvet.

Folk holdt klar i bilerne allerede 10 minutter, inden arrangementet begyndte, fortæller hun.

Er det mest familier i bilerne?

– Det er både familier, enlige og par, siger hun og langer fire portioner risengrød ind gennem en bilrude akkompagneret af et "glædelig jul".

– Så det er en god blanding, ligesom det plejer at være på torvet, fortsætter hun.