Arrangementer er aflyst – men det bliver alligevel jul

Arrangementer er aflyst – men det bliver alligevel jul
Selvom det traditionelle julearrangement er aflyst, har man igen i år fået tid til at hænge nisser op i lygtepælene i Klemensker. Fotoet er taget sidste år. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 26. NOV 2020 • 11:29
Af:
william brøns petersen
| ABONNENT
26. NOV 2020 • 11:29
NORDBORNHOLM

Flere byer har tradition for at fejre julens indtog: Ofte står den på juletræstænding, salmesang og risengrød i lange baner, men i år er også julen underlagt coronaen.

Bornholms Tidende har kontaktet en række lokale borgerforeninger og koordinatorer for at undersøge, hvordan julen afholdes i byerne på coronasikker vis. Hovedbudskabet er overordnet set, at mange af traditionerne holdes i hævd, men at flere aspekter aflyses eller ændres, så arrangementerne kan finde sted på ansvarlig vis.

Her kan du læse mere om planerne i Østerlars, Gudhjem, Vang og Klemensker.

 

Vang

I Vang tændes juletræet som planlagt lørdag den 28. november klokken 16.30, ligesom der pyntes op til jul i byen, men det komplette arrangement med servering af gløgg og æbleskiver er aflyst. Det fortæller Iris Viborg Kofod, der er formand for Vang Beboer- og Grundejerforening.

– Juletræet kommer op, og der kommer lys på 16.30, men vi har som sådan ikke indkaldt til arrangement, da vi maksimalt må være 10. Så vi har sagt, at man kan komme forbi i løbet af eftermiddagen. Vi ville rigtig gerne servere gløgg og æbleskiver, men det bliver ikke i år, siger hun.

Formanden understreger, at juletræstændingen skal foregå på forsvarlig vis.

– Det er vigtigt for mig at sige, at vi selvfølgelig overholder de restriktioner, der skal være. Vi opfordrer til at holde afstand og passe passe på hinanden, siger Iris Viborg Kofod.

 

Østerlars

I år er den traditionsrige juletræstænding i Østerlars aflyst. Det fortæller Karen-Marie Pedersen, der er medlem af Østerlars Borgerforening.

– Det tør vi ikke, fordi vi plejer at være mere end 10 mennesker til det arrangement. Men vi tænder alligevel juletræet omkring klokken halv fem (på fredag, red.). Men vi skal ikke synge julesange, og der bliver ikke holdt nogen tale, siger hun.

– Så arrangementet er aflyst, men der bliver selvfølgelig jul i Østerlars, hvor juletræet bliver tændt.

Gør I andre ting i byen for at skabe julestemning?

– Vi har pyntet op, brugsen har fået lys på, der er julebuk og nissepar, og der hænger julehjerter overalt, for Østerlars er jo hjerternes by. Jeg kan godt forstå, at folk sætter mere lys op i år, for man skal have noget positivt at tænke på, siger Karen-Marie Pedersen.


Gudhjem

Normalt fejres julen i Gudhjem med en byjulekalender, hvor byens vinduer pyntes op til jul. Under normale omstændigheder afsløres en "låge" – altså et pyntet vindue – for hver dag i december frem til jul, ligesom der synges sange, og der ofte er et mindre traktement. Sådan kommer byjulekalenderen ikke til at blive afviklet i år, fortæller Christina Schwartz, der koordinerer den.

– Da jeg begyndte på listen (for byjulekalenderen, red.) for i år, måtte man være 50 mennesker samlet, men nogle gange er vi 70 eller mere. Og nu er tallet så endnu lavere. Man må heller ikke synge, med mindre der er to meters afstand. Så nu er det blevet sådan, at alle, der har lyst, kan pynte et vindue, og så er der forhåbentligt endnu flere, der vil pynte op. På den måde vil der være lidt at kigge på, når når man går rundt i byen, men ikke noget fælles arrangement, siger hun.

– Men jeg synes, det er vigtigt at holde fast i traditionerne, for så dør de ikke, og forhåbentligt bliver det som det plejer til næste år.

 

Klemensker

I Klemensker er flere af juletraditionerne aflyst, men selve tændingen af juletræet kommer stadig til at finde sted fredag. Det fortæller formanden for Klemensker Land- og Byforening, Philip Hedegaard Kjøller.

Hvad gør I i år?

– Vi gør ikke så meget, men vi tænder lyset på det tidspunkt, vi plejer, siger han.

Formanden understreger dog, at det ikke er meningen, at folk skal stimle sammen, når træet tændes klokken 16.45.

– Tidligere har vi haft en ung fra Løvstikken, der kommer og tænder træet, men det har vi droppet på grund af corona. Og vi plejer at have mere end 150 unge og voksne, der møder op, men det kan vi ikke i år. Vi plejer også at spise risengrød og drikke lidt til, men også det har vi valgt at sige nej til, desværre, siger Philip Hedegaard Kjøller.

Gør I andre ting i byen for at skabe lidt julestemning?

– I lørdags satte vi nisser op i lygtepælene og nogle store nisser ved byskiltene. Det er en fast tradition, som vi plejer at gøre i hele byen.