Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

‘Utroligt at en gammel kunde som mig skal behandles på den måde’

I september måned tog jeg op til XL-byggemarkedet i Allinge for at betale et redskabsskur til 6.048 kroner, som jeg havde bestilt.

Det kunne jeg ikke få lov til, da der var gået kludder i deres edb-anlæg, eller hvad det nu hedder, selv om jeg stod med pengene i hånden.

LÆSERBREV

I september måned tog jeg op til XL-byggemarkedet i Allinge for at betale et redskabsskur til 6.048 kroner, som jeg havde bestilt.

Det kunne jeg ikke få lov til, da der var gået kludder i deres edb-anlæg, eller hvad det nu hedder, selv om jeg stod med pengene i hånden.

Så foreslog de, at jeg kunne oprette en konto og først betale i næste måned; det ønskede jeg ikke, da jeg altid betaler kontant. Men ville jeg have varen, så blev jeg nødt til at acceptere deres utroligt klodsede beslutning.

Nogen tid efter fik jeg så regningen; der havde de pålagt den 39 kroner som fakturagebyr, hvilket jeg selvfølgelig ikke ville betale.

Jeg har så, når jeg nogle gange har været i Allinge, været oppe og tale med dem og gentaget, at jeg under ingen omstændigheder ville betale de 39 kroner ekstra, de kunne bare sende det til inkasso.

Det er utroligt, at en så gammel kunde som mig, der i 20 år har boet i Allinge og købt for langt over hundrede tusinde kroner i XL, skal behandles på den måde.

Jeg forventede, at de ville komme med måske ikke seks, men så i alt fald en flaske god rødvin og samtidig undskylde deres utrolige opførsel over for mig, men nej.

Jeg var flere gange inde på den økonomiansvarliges kontor og spurgte, om hun ikke kunne se det helt absurde i denne historie; det kunne hun ikke, heller ikke det komiske.

For mig er det blevet til ren komik. At XL havde fået problemer i deres interne regnskaber, skal da ikke gå ud over en kunde, der står med godt 6.000 kroner i hånden, men ikke kan få lov at betale, men oven i købet bliver pålagt at betale ekstra 39 kroner. Det er “go’ da’ mand økseskaft”.

Jeg betragter denne historie som en farce og synes, borgerne skal vide, hvordan XL i Allinge behandler en kunde.

Holger Brandt Kofoed
Grønagervej 108, Nyker

– – –

Svar fra XL Byg

Kunden kommer og vil købe et redskabsskur, men vil ikke købe det over nettet, som tilbudet lyder på.

Vi forslår kunden at få oprettet en konto, da tingene er nemmere med en konto. Når vi bestiller et skur hjem til en kunde, er det vigtgt, at der er en kundesag på, når varen kommer hjem og skal leveres – så har vi desuden adresse med mere til leveringen, samt så kunne kunden betale fakturaen, når han modtog varen på adressen.

Principielt modtager vi ikke penge fra kunderne, før de har fået varen, da der i nogle tilfælder i denne tid med corona kan være længere leveringstid, samt så kan varen heller ikke komme frem.

Kunden har ikke på noget tidspungt ikke villet have en konto, og han kunne godt se, at det var en god ide med en konto, da han så bare kunne ringe og få varerne leveret frit på adressen.

Hvis man ikke har en mailadresse, så vil man få sendt regningen per post – det er de 39 kroner. Det er den omkostning vi har ved at sende regningen per post.

Stefan Thunberg
Direktør, XL-BYG Allinge Byggemarked & Trælasthandel A/S