TV 2/Bornholm får kritik af Pressenævnet. Foto: Berit Hvassum

Pressenævnet: TV2/Bornholm krænkede kommunalt ansats privatliv

Godt otte måneder efter den historiske nedlukning i marts har Pressenævnet truffet afgørelse i en klagesag, som ledelsen i Bornholms Regionskommune havde anlagt mod TV 2/Bornholm. Kommunen får medhold i de fleste af klagepunkterne mod den regionale tv-station.

Da Danmark lukkede ned i marts, ønskede TV 2/Bornholm at lave et spørgeprogram med deltagelse af lokale eksperter, men programmet måtte aflyses, da Bornholms Regionskommune fulgte en kommunikationsstrategi, som indebar, at beskeder om håndteringen af epidemien og nedlukningen skulle foregå fra centralt hold.

MEDIER

Godt otte måneder efter den historiske nedlukning i marts har Pressenævnet truffet afgørelse i en klagesag, som ledelsen i Bornholms Regionskommune havde anlagt mod TV 2/Bornholm. Kommunen får medhold i de fleste af klagepunkterne mod den regionale tv-station.

Da Danmark lukkede ned i marts, ønskede TV 2/Bornholm at lave et spørgeprogram med deltagelse af lokale eksperter, men programmet måtte aflyses, da Bornholms Regionskommune fulgte en kommunikationsstrategi, som indebar, at beskeder om håndteringen af epidemien og nedlukningen skulle foregå fra centralt hold.

Samme dag som det aflyste program skulle være fundet sted, bragte tv-stationen et indslag i nyhedsudsendelsen og et opslag på Facebook med en kritik af kommunens kommunikationskonsulent, Gitte Bisse Bertelsen. TV 2/Bornholm klandrede hende for at have ”forhindret” kommunens og hospitalets medarbejdere i at give seerne svar på deres spørgsmål om corona-epidemien.

”I modsætning til informationspolitik i resten af landet, så har hun besluttet, at Bornholms Regionskommunes personale ikke må deltage. Det har alle kommunens nøglepersoner fået ordre til på en mail,” sagde studieværten, mens et billede af kommunikationsmedarbejderen fra hendes LinkedIn-profil blev vist på skærmen.

På TV 2/Bornholms facebookside blev der lagt en lignende kritik op af kommunikationsmedarbejderen – også her med navn og billede.

Pressenævnet kritiserer TV 2/Bornholm for, at kommunikationsmedarbejderen ”drages til ansvar for og personligt kritiseres” for hele regionskommunens kommunikationsstrategi, ligesom offentliggørelsen af navn og billede resulterer i kritik, da den kritiske omtale af kommunikationskonsulentens rolle ”betragtes som krænkende”.

I nævnets vurdering spiller det ind, at borgmester Winni Grosbøll i samme indslag argumenterer for, hvorfor de kommunale medarbejdere ikke må deltage i spørgeprogrammet. Pressenævnet lægger derfor til grund, at det var på baggrund af kommunens øverste ledelses kommunikationsstrategi, at kommunens fagfolk takkede nej til at deltage. Men i nyhedsindslaget og opslaget på facebooksiden får seerne/læserne ikke indtryk af, at beslutningen er truffet af kommunens ledelse, vurderer Pressenævnet, der lægger vægt på, at omtalen ”misvisende giver indtryk af, at det alene er kommunikationskonsulenten, der er ansvarlig for, at TV 2/Bornholm ikke kunne gennemføre det påtænkte spørgeprogram.”

 

Pressenævnet finder, at den
påklagede omtale må betragtes
som skadelig, krænkende og
agtelsesforringende

 

”Pressenævnet finder, at den påklagede omtale må betragtes som skadelig, krænkende og agtelsesforringende” for navnlig kommunikationskonsulenten, men også for Bornholms Regionskommune, skriver Pressenævnet i dets afgørelse.

På grund af beskyldningerne mod den navngivne medarbejder skulle TV 2/Bornholm have forelagt kommunikationskonsulenten kritikken af hende, vurderer Pressenævnet. Hun blev ikke på forhånd orienteret om, at hun ville blive beskyldt for at have forhindret kommunens deltagelse i spørgeprogrammet, og den manglende forelæggelse strider mod de vejledende regler for god presseskik.

Også selv om kommunikationskonsulenten flere gange i forbindelse med andre historier havde afvist at stille op i medierne som talsperson for kommunen, skulle hun have haft lejlighed til at kommentere de konkrete beskyldninger mod hende, fastslog Pressenævnet.

 

Det blev der sagt i nyhedsindslaget

Hen mod slutningen af nyhedsudsendelsen 12. marts 2020 bragte TV 2/Bornholm det indklagede indslag, som Bornholms Tidende har transskriberet.

Studievært Christina Holm Winsløw læser højt fra en tekst om det aflyste spørgeprogram 360 Live:

– I går spurgte vi jer seere på vores Facebook-side, om der var noget, I gerne ville spørge omkring coronavirus. Og vi kan roligt sige, at der er kommet rigtig mange gode spørgsmål. Derfor ville vi meget gerne have lavet 360 Live og givet svar umiddelbart efter nyhederne. Det er imidlertid blevet forhindret af kommunens kommunikationskonsulent, Gitte Bisse Bertelsen.

På billedsiden klippes der fra studieværten til et skærmdump fra GBB’s profil på LinkedIn.

– I modsætning til informationspolitik i resten af landet har hun besluttet, at BRK’s personale ikke må deltage. Det har alle BRK’s nøglepersoner fået ordre til på i en mail. Vi har også inviteret deltagere fra sygehuset, og selv om det hører ind under Region Hovedstaden, så har Gitte Bisse Bertelsen også bestemt, at de skal sige nej. Vi havde en praktiserende læge, som havde sagt ja til at deltage, men hun vil nu kun deltage, hvis andre stiller op. Vi havde gode mennesker fra det bornholmske skolesystem, som skulle fortælle, hvordan man skal tale med sine børn om coronavirus. Også dette blev forhindret af Gitte Bisse Bertelsen. BRK’s kommunikationsmedarbejder har effektivt forhindret os i at få svar på alle de spørgsmål, som I har stillet. Borgmester Winni Grosbøll forsvarede på dagens pressemøde beslutningen.

Der klippes til pressemøde og et citat fra Winni Grosbøll:

– I en situation, hvor vi har skullet omlægge arbejdet for alle vores ansatte, samtidig med at skulle iværksætte beredskabsplaner for alle sektorer på øen, har vi altså ikke prioriteret at stille op i TV 2/Bornholm, og det håber vi selvfølgelig, at der er forståelse for, siger Grosbøll.

Retur til studieværten:

– Og vi beklager selvfølgelig meget, at vi har måttet aflyse programmet. Vi vil forsøge i de kommende dage at give svar på mange af jeres spørgsmål i den daglige nyhedsdækning.

 

TV 2/Bornholms direktør Jan Jørgensen havde i en mail til borgmesteren og kommunens direktion beklaget sig over kommunens krisestrategi og kommunikationskonsulentens rolle, men denne forelæggelse var ikke tilstrækkelig, mente nævnet.

Både kommunikationskonsulenten og Bornholms Regionskommune fremstod som klagere, og i to af deres klagepunkter modtog TV 2/Bornholm ikke kritik.

Det gælder påstanden om, at kommunen skulle være blevet forelagt det kritiske indslag på forhånd, hvilket Pressenævnet vurderede at være opfyldt med Jan Jørgensens mail til kommunens øverste ledelse, dagen før indslaget blev bragt. Desuden afgjorde nævnet, at tv-stationens var i dens gode ret til at fjerne det kontroversielle Facebook-opslag efter to timer. Kommunen mente ellers, at TV 2/Bornholm havde brudt med god presseskik ved at lade opslaget med kommunikationens profilbillede ligge til frit skue og kommentering i to timer for dernæst at fjerne opslaget uden at begrunde det over for brugerne.

Pressenævnets afgørelse indebærer, at TV 2/Bornholm nu vil blive pålagt at bringe et nyhedsindslag og et facebookopslag om den kritik, Pressenævnet har udtalt. Ordlyden i indslaget og på opslaget bliver bestemt af Pressenævnet.