Oluf Høst Museet bliver støttet af dronningen

Oluf Høst Museet bliver støttet af dronningen
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 25. NOV 2020 • 22:30
Af:
william brøns petersen

25. NOV 2020 • 22:30
KUNST

50.000 kroner. Så mange penge har Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond doneret til Oluf Høst Museet. Pengene skal gå til en særudstilling, der åbner til foråret.

– Det er enormt vigtigt og en stor anerkendelse, og det er et rigtig godt skridt på vejen for at kunne drive museum, siger museumsdirektør Martin R. W. Brandt.

Pengene går til at realisere særudstillingen "Høst, røgede sild og sildekoner", der fokuserer på de såkaldte Bognemark-motiver.

– Oluf Høst malede mange motiver direkte fra Gudhjem, ofte sildekoner og silderøgerier. Vi laver så en særudstilling omkring de her værker, hvoraf de fleste er privatejede, og derfor ikke har været udstillet før, fortæller museumsdirektøren og tilføjer:

– Det er en klassisk fortælling om Bornholm, silderøgerier og Gudhjem – det er en del af vores fortælling om os som fiskeriø, siger han.

Oluf Høst Museet er en blandt flere modtagere, der har modtaget penge fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, der "støtter kulturelle, videnskabelige og sociale formål, der endnu ikke er igangsat," fremgår det af en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Udstillingen åbner den 26. marts 2021 og varer frem til lørdag den 23. oktober, oplyser museumsdirektøren.