Gode erfaringer, men også udfordringer med autocampere på havnene

Gode erfaringer, men også udfordringer med autocampere på havnene
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 24. NOV 2020 • 07:29
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
24. NOV 2020 • 07:29
TURISME

Den første af to forsøgssæsoner med autocamperpladser på tre kommunale havne blev noget amputeret på grund af coronaen. Men alligevel blev der gjort gode erfaringer, men der blev også blotlagt nogle udfordringer.

Hasle Havn stod for over halvdelen af autocamperovernatningerne i perioden på to en halv måned, som forsøgsordningen blev begrænset til i 2020, og det er især i Hasle, at erfaringerne er gode, siger Aron Kjøller-Hansen, havnefoged på Nørrekås og Hasle Havn.

– Ordningen har givet mig et et sted at henvise autocamperne til, når de parkerer rundt omkring på havnen. Mange vil jo gerne helt hen og holde ved havnekanten, og så udvikler det sig, og der kommer flere til, og nogle vil gerne helt ud at holde ved saunaen og havnebadet. Med ordningen har vi fået mere styr på det, og det gælder også på Nørrekås, siger Aron Kjøller-Hansen.

De fleste er velvillige

– Men udfordringen er, at autocamperne må parkere, hvor almindelige personbiler må parkere, konstaterer Aron Kjøller-Hansen.

– De fleste, jeg henvender mig til for at henvise dem til de pladser, vi har indrettet til autocamperne, er velvillige. Jeg kan kun lokke med, at de får adgang til et strømstik, til havnens toilet og bad og til at stille et bord op udenfor. Men nogle har trukket kortet med, at de bare har en almindelig bil, og at de har lov til at holde på parkeringspladsen. Så kan jeg intet gøre, siger havnefogeden.

– Det er lidt kringlet, og jeg tror, det bliver en større udfordring for de bornholmske havne, fordi det er så billigt at komme hertil med autocampere, og rigtig mange danskere investerer i sådan en. Jeg så i sommer, at der stod mange autocampere i Allinge, ude bag Netto, og på Hammerhavn. Men hvis vi kan få styr på det ved at indrette gode pladser til dem på havnene og give dem adgang til toilet og bad, tror jeg, at kommunen kan lave gode penge på autocamperne.

De bornholmske campingpladser har protesteret over forsøgsordningen, som de mener påfører dem en ulige konkurrence.

– Jeg tror ikke, at det vil tage noget fra campingpladserne. Vi så i sommer, hvor proppet der var på Hasle Camping, siger Aron Kjøller-Hansen.

213 kroner

Både på Nørrekås og Hasle Havn har man i sæsonen seks pladser til autocampere. Det koster 213 kroner i døgnet at holde på pladsen, og det giver den samme adgang til havnens faciliteter, som gæstesejlerne har.

Det er kommunalbestyrelsen., som har vedtaget forsøgsordningen, og taksten har man fastsat, så man ikke underbyder campingpladserne. Anden og sidste del af forsøget gennemføres i 2021 i perioden fra den 15. maj til den 15. september, hvorefter ordningen skal evalueres.

– Med forbehold for coronaen regner jeg med, at vi får en del flere autocampere på besøg til næste år, siger Aron Kjøller-Hansen.

 
 

150

Der var i alt 150 autocamper-overnatninger i perioden 1/7-15/9 på de tre havne, som er med i prøveordningen. De blev fordelt således:

Hasle Havn 80

Nørrekås Lystbådehavn 63

Tejn Havn 7

Overnatningerne gav i alt en indtægt på 31.950 kroner.