'Lys fremhæves flottest, hvis der også er skygger. Lys og skygge kan ikke undvære hinanden'

'Lys fremhæves flottest, hvis der også er skygger. Lys og skygge kan ikke undvære hinanden'
Gejr Westy Larsen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 24. NOV 2020 • 06:41
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
24. NOV 2020 • 06:41
DAGENS NAVN: Gejr Westy Larsen

Du kom til øen i 2008 – hvad skyldtes det?

– Jeg er født og opvokset på en præstegård i en lille landsby på Vestsjælland, men boede før jeg flyttede til Bornholm i Kalundborg. Jeg plejede i en årrække at tage på sommerferie med mine to piger til Bornholm og køre øen rundt i min folkevognsbus. I efterårsferien 2007 var vi her igen, og vi holdt ind, tilfældigt lige ud for gården på Ibskervej 23, for at nyde den fantastiske udsigt ud over havet og ned over Nexø. Og så var gården Julehøj til salg med åbent hus lige præcis den dag. Vi gik ind for at se huset og udsigten indefra, og fra det øjeblik var jeg solgt. Jeg bød på gården, fik den og flyttede fra Kalundborg til Julehøj den 1. juli 2008.

Du er elektriker og har stor succes med dit lysdesign – hvad er det for en forretning, du har bygget op der?

– Jeg startede Westy Light & Design i 2001, da jeg gerne ville arbejde udelukkende med lysdesign. Jeg er specialiseret i undervandslysdesign og udendørsbelysning og har i en årrække år lavet lys til Folkemødet med mine hvide Eggy Pop-kuglelamper, lys i træerne og undervandslys. Jeg har også lavet undervandslys i havnebadet på Islands Brygge i København, især til stor glæde for vinterbaderne.

Har du en lysfilosofi?

– Ja, det har jeg. Udendørs lys skal laves på en måde, så det fremhæver træerne, bevoksningen og stierne. Frem for alt må det ikke blænde, man skal kunne nyde den smukke stjernehimmel, vi har her på øen. Mange steder skal lyset laves meget diskret. Det må aldrig blive lysforurening eller lys for lysets skyld. Lys fremhæves flottest, hvis der også er skygger, lys og skygge kan ikke undvære hinanden.

Du har mange jern i ilden. Du har lige været med til at starte en bordtennisafdeling i Nexø, og du er lige blevet kredsformand for Dyrenes Beskyttelse på Bornholm. Bordtennis, kan du fortælle lidt om det?

– Jeg har spillet bordtennis i en del år og har altid elsket den sport. Men det er en sport, der desværre har oplevet en nedgang, både her på øen og i resten af Danmark. Jeg har i en årrække involveret mig i sporten, både på klubplan, som formand, og i bestyrelsesarbejde med de andre bornholmske klubber. På et tidspunkt blev jeg og tre af mine venner enige om, at Nexø skulle have en super bordtennisklub, og så gik vi i gang. Nu har Martin Brucz, Kristian Holm, Torben Finne Hansen og jeg har startet Nexø Bordtennis Club NBC.

– Vi er kommet fantastisk fra start, vi bliver flere og flere medlemmer i klubben for hver uge der går, og det er virkelig dejligt for os i Nexø og for bordtennis på Bornholm.

Du er nu ny kredsformand for Dyrenes Beskyttelse på Bornholm. Hvad vil I prioritere højest til at begynde med?

– Min kæreste Mette og jeg startede i Dyrenes Beskyttelse her på Bornholm i 2015. Vi fik mange meget hårde og store dyreværnssager, men det glædelige var, at vi fik hjulpet mange forskellige dyr i de første tre år, vi var der. Efter en pause på et par år er vi nu tilbage igen, denne gang som kredsformænd. Vi er en del af en organisation som giver en masse sparring, og som løbende sender os på kurser, så vi er klædt på til arbejdet. Og der er kommet et team af gode, lokale folk, så vi forventer en god fremtid for Dyrenes Beskyttelse på Bornholm. Der mange dyr på Bornholm, der har brug for hjælp, men der er ingen tvivl om, at kattene står øverst på listen over dyr, der skal have hjælp.

Hvad sker der med vildtplejestationen i Vestermarie?

– Dyrenes Beskyttelse får opbygget en helt ny vildplejestation snart, til gavn for en masse fauna, dyr og fugle.

Hvad kan man bruge naturen til på Bornholm?

– Jeg vil sige alt. Finde roen, nyde alle de fantastiske udsigter der er rundt på øen, naturen gør mig bare glad og frisk.

Hvad er dine fremtidsdrømme?

– At kunne fortsætte med at leve af at lave lysdesign og sælge smukke lamper, og se folk blive glade for deres lysløsninger. At se vores nye Bordtennis Club i Nexø udvikle sig, og blive til øens største klub måske, med en masse glade bordtennisspillere og hyggeligt samvær. Og så skal jeg selvfølgelig også have hjulpet en masse dyr til et bedre liv.

 
 

Gejr Westy Larsen

Alder: 52 år

Uddannelse: Elektriker, videreuddannelse i lysdesign.

Bopæl: Julehøj ved Nexø

Civilstand: Samlevende med Mette Irmelin Munch i snart seks år. Far til Thea Westy Larsen på 24 år og Ditte Lea Westy Larsen på 23 år.

Hobbies: Gamle Aircooled VW biler – det er en livsstil og en stor hobby. Jeg har en super fed VW Westfalia Bus fra 1971, der er importeret fra Californien og en hvid Type 3 VW Notch Back fra 1964, som er tæt på perfekt.

– Jeg elsker at surfe og sup surfe i sommerhalvåret, og så spiller jeg bordtennis fra september til juni.