Virksomhed har succes og det kræver mere plads

Virksomhed har succes og det kræver mere plads
Lars Brendes Mikkelsen brugte en del af weekenden med at arbejde på Brendes’ nye parkeringsplads på Åkirkebyvej. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 23. NOV 2020 • 07:27
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
23. NOV 2020 • 07:27
ERHVERV

– Virksomheden har heldigvis udviklet sig, så vi har behov for den ekstra plads, siger Lars Brendes Mikkelsen.

Indehaveren af Brendes Sikringscenter Bornholm er lørdag formiddag selv i gang med arbejdet på udvidelsen af virksomhedens parkeringsplads foran butikken på Åkirkebyvej i Rønne. Her har Brendes købt et areal af naboen, Bornholms Energi og Forsyning. Det gør det muligt at udvide med omkring 30 parkeringspladser.

– Vi er i dag en smule klemt. Nu flytter vi også indkørslen, og det bliver muligt at køre rundt om bygningen, siger Lars Brendes Mikkelsen. Han glæder sig også til muligheden for at gøre butikken mere synlig, blandt andet i kraft af et nyt indgangsparti.

– Vi håber at blive endnu mere attraktive for kunderne. Vores mange erhvervskunder giver i dag en god bund, men vi handler også med private. Jeg tror, at en del af succesen er, at vi kan skaffe alt hjem, siger Lars Brendes Mikkelsen.

Gamle rødder

Brendes klinger måske som en nyere virksomhed, men faktisk har den sine rødder langt tilbage i tiden.

Lars Brendes Mikkelsen købte i 2005 Rønne Låseteknik i Smallesund. Den blev etableret tilbage i 1948. I 2010 købte han det endnu ældre Bornholms Værktøjsmagasin på Store Torv (kendt som Thies på torvet), og i 2013 investerede han yderligere i All Sign i Nexø.

Da lokalerne var for små i Smallesund til de sammenlagte tre virksomheder, købte Lars Brendes Mikkelsen Åkirkebyvej 59, Rønne, som blev ombygget, så der var plads til alle. I december 2013 slog man dørene op til den nye butik med det nye navn Brendes Aps Sikringscenter Bornholm.

Her er sortimentet blevet udvidet, så man henvender sig til en bredere kreds af både erhvervs- og privatkunder.

 
 

15

Brendes har nu 15 medarbejdere:

– Der er seks i afdelingen med låse og beslag, syv i butikken og to på kontoret, oplyser Lars Brendes Mikkelsen, der aktuelt søger en ny sælger.