Alle ventende kan snart komme under tag

Alle ventende kan snart komme under tag
Man kan stadig risikere at komme til at stå udenfor og vente ved Testcenter Bornholm, selv om der er gjort tiltag for at undgå det. Men snart bliver der en længere "sluse", så alle komme under tag. Foto: Jens-Erik Larsen
| 23. NOV 2020 • 10:24
Af:
holger-larsen

23. NOV 2020 • 10:24
CORONA

– Vi har fået henvendelser fra folk, der har været kede af at skulle stå ude i regn og rusk og vente i længere tid på at blive testet, og jeg var selv deroppe for at blive testet i onsdags og stod udenfor i en halv time.

Det siger Erik A. Larsen, formand for det bornholmske ældreråd, om situationen ved Testcenter Bornholm, hvor mange bornholmere dagligt bliver testet for coronavirus.

– Jeg har talt med Helle Holm, der er leder af testcentret, og hun oplyser, at man er opmærksomme på udfordringerne. Man arbejder på en løsning, hvor folk ikke skal stå udenfor i ventetiden, men på en eller anden måde kommer til at stå i et overdækket område, oplyser Erik A. Larsen.

Helle Holm bekræfter, at man er i gang med at finde en løsning.

– Vi har allerede tidligere gjort det, at vi har flyttet testene ind i den midterste bygning, så flere kan stå i læ, mens de venter. Vi prøver også at afhjælpe køer ved, at alle skal bestille en tid til test, så man ikke kommer i klumper. Men selvfølgelig kan det ikke helt undgås, at der kan blive ventetid, og at nogen kommer til at stå udenfor. Vi arbejder nu på, at alle skal kunne komme under tag, mens de venter – i hvert fald i vinter, siger Helle Holm.

Testlederen oplyser, at det handler om at skabe en længere sluse, ligesom man kender det fra lufthavne.