Politiet på vej til at afhøre vidner efter anmeldelsen af Molslinjen

Politiet på vej til at afhøre vidner efter anmeldelsen af Molslinjen
Arkivfoto: Klaus Holsting
| ABONNENT | 23. NOV 2020 • 18:04
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
23. NOV 2020 • 18:04
SØFART

En sagsbehandler hos Bornholms Politi er i fuld gang med at sætte sig ind i den politianmeldelse af Molslinjen, som politiet i fredags modtog fra Søfartsstyrelsen.

Det oplyser politikommissær Niels Christensen.

 
Vi behandler
sagen så hurtigt
som muligt

 

Han forklarer, at de relevante personer i forhold til sagen formentlig i løbet af ugen vil blive afhørt på baggrund af, hvad der står i anmeldelsen – og at disse indledende afhøringer muligvis, afhængigt af, hvad der kommer frem, kan give anledning til, at endnu flere personer skal afhøres.

Dernæst vil sagen blive videresendt til en juridisk vurdering i forhold til de overtrædelser af søvejsreglerne, som Søfartsstyrelsen mener, der fandt sted natten til den 5. juli i farvandet mellem Rønne og Ystad.

Sagen er stadig så ny, at politikommissæren ikke umiddelbart kan fortælle, hvornår der sker nyt. Han påpeger, at der godt kan gå nogle uger.

– Men vi behandler sagen så hurtigt som muligt, siger han.

Frikendt - og anmeldt

Som fortalt i Bornholms Tidende i fredags har Søfartsstyrelsen anmeldt Molslinjen, som via Bornholmslinjen besejler Bornholm, for overtrædelse af søvejsreglerne i forbindelse med den såkaldte near miss-hændelse, der fandt sted efter midnat natten mellem den 4. og 5. juli, da hurtigfærgerne Express 1 og Express 2 i farvandet mellem Rønne og Ystad lavede nogle dramatiske undvigemanøvre, fordi de var på kollisionskurs.

I første omgang frikendte Søfartsstyrelsen i en rapport den 7. september rederiet for overtrædelse af søvejsreglerne, men blandt andet efter at Jan Askholm, som er studierektor på SIMAC (Svendborg International Maritime Academy), i Bornholms Tidende stillede spørgsmålstegn ved den konklusion, genoptog Søfartsstyrelsen sagen.

Efter at havde genbehandlet sagen i mere end 50 dage, oplyste Søfartsstyrelsen så torsdag den 19. november, at:

"Efter en ny samlet vurdering er det vores konklusion, at der er sket overtrædelse af søvejsreglerne. Vi har derfor indgivet en politianmeldelse. Herfra håndteres sagen af Bornholms Politi".