Lyset er mere naturligt, mener formand om byens nye gadelamper

Lyset er mere naturligt, mener formand om byens nye gadelamper
El Og Vvs Center og Knudsker El er snart færdige med at installere den nye gadebelysning i Gudhjem – her én, der trænger til at blive skiftet. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. NOV 2020 • 17:11
Af:
william brøns petersen
| ABONNENT
23. NOV 2020 • 17:11
BELYSNING

Den løbende udskiftning af gadebelysningen er nu nået til Gudhjem, og bestyrelsesformand i Gudhjem By- og Museumsforening, Hans Jørgen Jensen er begejstret over ændringen:

– Vi har ventet spændt på, hvornår blev det vores tur, og det ser det rigtig spændende ud. Især i den her tid, hvor de skifter belysningen ud, er det meget tydeligt, at der sker en ændring, når man går fra én gade til den næste. Det nye lys er meget mere naturtro, frem for det gamle, gule lys, siger formanden.

Det er blandt andet det mere naturlige lys, der begejstrer Hans Jørgen Jensen, fordi det ifølge ham bidrager positivt til indtrykket af byen.

– Efter min bedste overbevisning giver det byen et løft. Vi bor i en by med en gammel bykerne, hvor der er bindingsværkshuse med mange farver og røde tage. Før fik farverne en anden kulør på grund af lamperne, så jeg vil mene, at det æstetisk indtryk højnes med det nye lys, siger formanden.

Ifølge formanden vil der formentlig også være færre lysgener i boliger med vinduer, der vender ud mod gaden, ligesom han bifalder den nye belysning på Gudhjem Havn:

– Nede omkring havnen har man haft store armaturer med et meget blåt, koldt lys, som lyste ud over det hele, og det er der nogle, der har været generet af. Nu er det blevet mere retningsbestemt og i den rigtige farve, siger han.


Hele Bornholm får nyt lys

I øjeblikket er man i gang med at skifte omkring 11.000 lysarmaturer langs det bornholmske vejnet. Det er Knudsker El og El Og Vvs Center, der står for udskiftningen. Chano Wermelin-Larsen, elmontør hos El Og Vvs Center, fortæller, at man regner med at være færdig med at installere de nye lamper i Gudhjem inden jul.

Belysningen er såkaldte intelligente armaturer, der tænder og slukker når fodfolk og andre trafikanter bevæger sig forbi lamperne om aftenen og natten.

I Bornholms Tidende har vi tidligere beskrevet, hvordan den nye og billigere gadebelysning betyder, at kommunen kommer til at spare penge. Hvor kommunen i 2017 brugte godt tre millioner kroner årligt på strøm til gadebelysning, falder det beløb til et sted mellem 700.000 og 800.000 kroner ved at omskifte til de nye led-pærer. Investeringen lød på cirka 45 millioner kroner.

Det æstetisk indtryk højnes med det nye lys

Hans Jørgen Jensen, Bestyrelsesformand i Gudhjem By- og Museumsforening

BILLEDETEKST: (BERIT ER PÅ VEJ, der kommer billeder senere)

El Og Vvs Center og Knudsker El er snart færdige med at installere den nye gadebelysning i Gudhjem. Foto: Berit Hvassum