'Der er helt klart et mørketal, når vi taler om udsatte unge'

'Der er helt klart et mørketal, når vi taler om udsatte unge'
Bente Helms (S) er medlem af kommunalbestyrelsen og udpeget formand for udsatterådet på Bornholm. Hun arbejder netop nu med et øget fokus på udsatte unge i samarbejde med Rådet for socialt udsatte, der er landsdækkende og placeret på Bornholm. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 23. NOV 2020 • 08:13
| ABONNENT
23. NOV 2020 • 08:13

Bornholms Tidende sætter i øjeblikket fokus på udsatte unge, og i den forbindelse har vi spurgt formanden for det lokale udsatteråd, Bente Helms (S), hvad det vil sige at være udsat ung.

– Det er meget forskelligt, hvad der gør, at man kan sige, at et menneske og i det her tilfælde et ungt menneske er i en udsat position. Nogen kommer fra et hjem uden ret mange ressourcer. Måske er der misbrug, vold eller større økonomiske udfordringer. Det kan også være unge fra hjem, hvor der ikke er de store forældrekompetencer. Så er der også unge, som kommer fra så at sige almindelige familier, hvor der er gode ressourcer og forældrekompetencer, men hvor barnet mistrives af en anden grund, og hvor systemet har haft svært ved at gribe ind med den rette hjælp, forklarer Bente Helms.

Hun mener, det er godt at snakke om, hvad udsathed egentlig betyder, fordi det ellers kan blive stigmatiserende.

– Vi er måske lidt forskrækkede over betegnelsen udsat, men det betyder i virkeligheden bare, at man er sårbar. Det er jo almindeligt at have det svært i perioder, når man er ung, men der er en gruppe, som er ekstra sårbar af en eller anden grund. Det er dem, der kan siges at være i en udsat position, siger hun.

Over 100 udsatte unge

Hun anslår, at der er omkring 100 unge på Bornholm, som vil kunne betegnes som udsatte. Men det er svært at sige et mere konkret tal end det.

– Jeg vil tro, vi måske har lidt flere end 100 unge på Bornholm, der er udsatte i et eller andet omfang. Det vurderer jeg udfra de tal, jeg hører i forskellige sammenhænge, hvor vi har diskuteret udsathed hos unge. Måske er det færre, måske er der flere. Igen kan det jo være af vidt forskellige årsager, at man bruger betegnelsen udsat om en ung. Det kan være problemer i familien, misbrug, ensomhed, en diagnose, der slår voldsomt ud. Det kan være mange ting, siger hun.

Når flere forskellige omstændigheder kan gøre, at man kan betegnes som udsat, er det svært at sige præcis hvor mange udsatte unge, der er på Bornholm. Der kan også være nogen, der er i en udsat position, men som ikke er blevet opdaget, fortæller Bente Helms.

– Der er helt klart et mørketal, når vi taler om udsatte unge. Der er unge, der ikke bliver set og som trækker sig, uden det nødvendigvis bliver opdaget med det samme, siger hun.

Udover flere indsatser til udsatte unge, er der ifølge Bente Helms også brug for at se på det forebyggende arbejde på ungeområdet.

– Vi har unge, der er livstrætte, ensomme og har mistet modet. De er i et gråzoneområde mellem dem, der har det godt og dem, der er psykisk sårbare. Det er en gruppe, der ikke bliver set og hørt på den rigtige måde. Jeg ved, at vi har gode fagpersoner på området, men der er åbenbart noget, der går galt alligevel. Vi skal blive klogere på de unge, der har været i systemet, men ikke føler sig hjulpet. Og vi skal måske allerede i folkeskolen have mere snak om det at være ensom og deprimeret. Nogle gange er det godt at få sat ord på det i fællesskab med andre, siger hun.

Ungeråd på vej

Bente Helms og resten af udsatterådet er lige nu i gang med at lave konkrete indsatser for de udsatte unge på Bornholm, efter Bente Helms deltog i et gå hjem-møde om udsatte unge, som det landsdækkende råd for socialt udsatte havde inviteret til.

Indsatserne skal udspringe af ønsker fra de unge selv, fortæller Bente Helms.

– Vi skal blandt andet mødes med eleverne på FGU (Den forberedende grunduddannelse, red.) og sammen med dem finde ud af, hvad de har af ønsker. Vi kan høre på det, de allerede har fortalt os, at mange unge har svært ved at se, hvor de kan henvende sig. Efter deres eget udsagn oplever de også, at de bliver lovet ting i det kommunale system, som så alligevel ikke sker. Det skal vi arbejde på at forbedre. Vores plan er også at drøfte etablering af et ungeråd, som kan tale de unges sag, siger Bente Helms.

Derudover arbejder udsatterådet på at få uddannet bisiddere, som kan klæde voksne omkring udsatte unge endnu bedre på til at støtte de unge.

– Vi er ved at se på, om vi i udsatterådet kan få lavet et uddannelsesforløb, hvor man kan blive bisidder med særlig viden om og indsigt i udsatte unge, så man kan hjælpe dem i for eksempel svære sagsforløb eller når der skal tages stilling til, hvad den unge skal have af tilbud, fortæller Bente Helms.