Arkivfoto

Byen aflyser sin juletræstænding: ‘Man kan jo nærmest ingenting for tiden’

I Vestermarie by har der gennem mange år været tradition for juletræstænding i byen. Her kan borgerne opleve hesteoptog, smagsprøver og julepynt med nisser og engle. Men dette års juletræstænding er, ligesom meget andet, blevet aflyst. Det oplyser Vestermarie Borgerforening.

JUL

– Vi har valgt at aflyse dette års juletræstænding på grund af corona og det forsamlingsforbud, der er. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for Vestermarie, men man kan jo nærmest ingenting for tiden, siger formand for Vestermarie Borgerforening, Lene Dahl.

Byen vil dog stadig blive pyntet op med juletræ, lys og nisser, som den plejer, og det står borgerforeningen for. Der vil også være mulighed for at købe juledekorationer i byen.

Halloween lykkedes

For nogle uger siden gennemførte Vestermarie Borgerforening sit halloween-arrangement trods de skærpede restriktioner. Men Lene Dahl og resten af Vestermarie Borgerforening kan ikke se, hvordan juletræstændingen kan lykkes under det nuværende forsamlingsforbud.

– Vi kunne holde halloween, fordi der ikke deltog mere end 10 personer ad gangen ved vores arrangement. Men ved juletræstændingen bliver det svært at holde sig under ti personer, så derfor har vi været nødt til at aflyse det. Der er et stigende smittetryk på Bornholm, så det er sikrest at aflyse, siger Lene Dahl.

Vestermaries juletræ skulle være blevet tændt den 27. november.