Omklædningsrummene på Bornholm kommer ikke til at blive brugt det næste stykke tid. Arkivfoto: Berit Hvassum

Selvejende haller følger opfordring: Omklædning og bad må foregå hjemme

IDRÆT

I tirsdags besluttede Bornholms Regionskommune, at bad og omklædning i kommunale haller ophører, og de selvejende haller blev opfordret til at gøre lige så. Den opfordring har de selvejende haller valgt at følge, viser en rundringning, som Bornholms Tidende har lavet.

– Vi har lukket alle vores omklædningsrum, siger Kenneth Nielsen, der er pedel i Aakirkebyhallerne.

Da AaIF har lukket alt sport ned resten af måneden, er det i øvrigt kun de lokale skoler, der bruger hallen i øjeblikket.

– Og skolerne kan heller ikke benytte omklædningsrummene, for de bliver låst af, siger Kenneth Nielsen.

Samme melding kommer fra Bornholms Idræts- og Kulturcenter (også kaldet Nordlandshallen).

– Kongeskærskolen bruger stadig hallen, men de kan ikke bruge omklædningsrummene længere, siger halinspektør Brian Arvidsen.

Vant til at klæde om hjemmefra

Han fortæller, at der i forvejen ikke har været den store rift om omklædningsrummene på det seneste, da mange har valgt at omklæde hjemmefra.

– Der er også nogle, der klæder om i vores spillergang, men nu har vi lukket bad og omklædning helt ned, som kommunen anbefalede, siger Brian Arvidsen.

I Østermariehallen har man også lukket ned for bad og omklædning, men også her har det været begrænset, hvor meget de har været brugt på det seneste.

– Vi må kun være fem personer i omklædningsrummet, så det er begrænset, hvor mange der kan være. Det har også betydet, at flere og flere er blevet vant til at klæde om hjemmefra, men nu er rummene låst helt af, så der er hverken skole eller andre, der kommer ind, siger halinspektør Jesper Carlsen.

Nexøskole kan fortsat omklæde

I Nexøhallen har man også lukket for bad og omklædning for sportsforeningerne, men Paradisbakkeskolens elever må dog stadig gerne bruge rummene til at omklæde før og efter idrætstimerne.

– Nu har vi gjort det, at vi lukker omklædningen for alt andet sport, ligesom de kommunale haller nu har gjort. Men skolen må stadig godt gå ind og klæde om, men de må ikke gå i bad, siger halinspektør Peter Jørgensen, der fortæller, at omklædningsrummene bliver gjort rent efter hver gang, skoleklasserne har brugt dem.

– Der kommer ikke til at være en praktisk ændring for skolen. Og mange af de andre sportsudøvere har jo allerede i et stykke tid klædt om hjemmefra, så det kommer heller ikke til at have den store betydning for dem, at de ikke længere kan bruge rummene, siger han.