'Jeg håber, at jeg kan gøre en forskel for unge, som ikke passer ind i de kategorier, man normalt bliver målt på'

'Jeg håber, at jeg kan gøre en forskel for unge, som ikke passer ind i de kategorier, man normalt bliver målt på'
Henrik Nygaard Andersen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. NOV 2020 • 05:57
Af:
lisbet-holst
| ABONNENT
20. NOV 2020 • 05:57
DAGENS NAVN: Henrik Nygaard Andersen er pædagogstuderende og arrangerer, promoverer og holder arrangementer i Barnets Blå Hus Bornholm

Hvad er din baggrund?

– Jeg har tidligere boet 10 år i København og har arbejdet som pædagogmedhjælper i Natur og Skov Børnehuset i Rønne. Sidenhen har jeg haft studiejob i Ungehuset og læst på HF. Jeg har været ansat i Barnets Blå Hus siden juli 2020, hvor jeg startede som projektleder og nu er ansat som projektmedarbejder indtil 31. maj 2021.

Hvad er din hovedopgave som projektmedarbejder?

– Det er at arrangere månedlige udflugter for børnefamilier, der har eller har haft misbrug inde på livet. Jeg skal sammen med chefen komme med ideer til, hvad vi skal lave og promovere på Facebook og holde det og finde nye ideer til, hvad vi kan lave i huset, og hvordan vi kan gøre os mere synlige. Vi kunne godt tænke os, at der var flere på Bornholm, der vidste, at vi eksisterede, og at man som barn og ung og familie kan få hjælp hos os med det samme af uddannede terapeuter, uden at man skal visiteres af kommunen.

Hvordan kan man undgå at unge eksperimentere med medicin, stoffer og druk?

– Der bliver skrevet meget om, at unge mennesker, især i Rønne, mødes og holder store fester på offentlige områder. Det kan jeg sagtens forstå, for som ung kan det være kedeligt at sidde hjemme hver aften og se nyhederne med sine forældre.

– Der vil altid være et drive for at mødes med jævnaldrende kammerater, hvor man kan kopiere hinanden og søge grænser, men jeg er af den overbevisning, at mange kedelige beslutninger bliver taget, når der opstår enten kedsomhed eller gruppepres. Det kunne være enormt spændende at se på, hvilke tiltag, der er sat i værk for at få fat i de unge, som ikke er en del af for eksempel idrætslivet.

– Man kan måske lade sig inspirere af for eksempel København, hvor man arbejder meget på at tilbyde de unge nogle rammer, hvor de kan mødes hver aften til parkour, streetdans, DJ-skole, musik produktion, teater, kunst, yoga med mere. Der mangler et streetmiljø med voksne medarbejdere, der har fingeren på pulsen, og som kan gå forrest som gode rollemodeller. Derfor tror jeg også, at tankerne omkring et vandkulturhus er den rigtige vej at gå, og at vi i det hele taget gør, hvad vi kan, for at skabe endnu flere muligheder for børn og unge på øen.

Hvad vil sådanne tilbud betyde for de unge?

– De kan vokse op i sunde miljøer. De kan finde ud af, at man kan have det fedt, uden at der skal være alkohol, hash eller stoffer involveret. Et kulturhus eller lignende kan også være med til at give unge ejerskab i noget uden for hjemmet.

– Det kan godt være, det koster nogle penge, men det koster rigtig mange penge, når unge mennesker ikke fuldfører en uddannelse, kommer i fængsel eller falder udenfor arbejdsmarked. Ved at give succesoplevelser til de unge og mulighed for, at de kan prøve en masse kreative ting af og finde en hobby, de kan være passioneret omkring, vil de forhåbentlig vokse med ansvaret og kan måske videregive deres erfaringer i form af frivilligt arbejde. I lande som Sverige kan man gratis komme ind og øve sig i at spille på instrumenter. Det kan derfor være interessant at kigge udover Danmarks grænser for at finde inspiration til, hvordan man kan stimulere børn og unge på Bornholm.

Hvilke fremtidsplaner har du selv?

– Jeg vil gerne arbejde som socialpædagog og måske bygge ovenpå med en diplomuddannelse som projektleder. Jeg håber, at jeg kan bidrage til at gøre en forskel for unge mennesker på Bornholm, som ikke passer ind i de kategorier, som man normalt bliver målt og vejet på som succesfulde, eksempelvis matematik og læsning. Jeg har selv erfaret, at man kan komme videre, selv om man ikke har haft en klar uddannelsesplan i de unge år. Jeg ved, hvor vigtigt det er at finde sunde rollemodeller, og at man finder personer i sin nærmeste omgangskreds, der kan støtte op om ens drømme og beslutninger.

 
 

Henrik Nygaard Andersen

33 år, læser til pædagog på Campus Bornholm.

Arbejder sideløbende med at arrangere, promovere og holde arrangementer i Barnets Blå Hus Bornholm, der er et behandlingstilbud for børn og unge fra hjem med misbrugsproblemer og deres familier.