Venstre vil sætte millioner i bornholmsk skolehjem

Venstre vil sætte millioner i bornholmsk skolehjem
Campus Bornholm. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 19. NOV 2020 • 16:09
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
19. NOV 2020 • 16:09
UDDANNELSE

Fire millioner kroner til et skolehjem på Bornholm, som elever på Campus Bornholm kan bo på, mens de læser. Det vil være blandt Venstres ønsker, når partiet inden længe præsenterer sit forslag til næste års finanslov, fortæller folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V).

Et skolehjem er et bofællesskab på en erhvervsskole, hvor elever bor sammen, mens de uddanner sig. Alle erhvervsskoler har mulighed for at tilbyde deres elever at bo på et skolehjem. Tilbuddet er for elever, der har mere end fem kvarters transporttid mellem deres hjem og deres erhvervsskole.

– I Venstre har vi længe presset på for en ny taxameterreform, der bør tage udgangspunkt i, at flere ungdomsuddannelser er presset på et svindende elevgrundlag, men også for at man i de egne, hvor der er behov for flere elever, giver mulighed for oprettelse af skolehjem, siger Peter Juel-Jensen.

– Konkret foreslår vi, at der afsættes fire millioner i tilskud til etablering og drift af en skolehjem på Bornholm i samarbejde med Campus Bornholm og Bornholms Efterskole. På den måde bringer vi eksisterende tilbud og kompetencer i spil, og får mest ud af pengene. Man har haft ideen på tengnebrættet gennem længere tid, men det er som om, at der ikke rigtig sker noget, siger han.

– Med etableringen af et skolehjem på Bornholm vil vi styrke mulighederne for at rekruttere unge til campus og til det bornholmske erhvervsliv. Det er lykkedes at få sikret et godt fundament for ungdomsuddannelserne på Bornholm på vores campus. Men som alle andre landdistrikter oplever vi også på Bornholm et faldende elevgrundlag.

– Det udfordrer både vores campus, men også vores erhvervsliv, fordi vi ikke har unge nok til at besætte praktikpladser og dermed tage over, når de ældre generationer giver slip, siger Peter Juel-Jensen.