Lindén: Hurtigere coronatest på vej

Lindén: Hurtigere coronatest på vej
Der bliver nu åbnet for omkring 90 ekstra testtider om dagen. Foto: Berit Hvassum
| 19. NOV 2020 • 11:19
Af:
jakob-marschner

19. NOV 2020 • 11:19
CORONA

Ventetiden på at få en coronatest på Bornholm er i øjeblikket fire-fem dage. Det er for længe i en situation, hvor antallet af smittede stiger.

Derfor bliver der nu åbnet for omkring 90 ekstra tider til at blive testet om dagen. Det oplyser Region Hovedstaden, efter at både borgmester Winni Grosbøll (S) og medlem af regionsrådet Leila Lindén (S) har presset på i denne uge.

– Vi har fået fin respons og god hjælp fra Center for Sundhed i Region Hovedstaden, som straks svarede os, at de kan se, at Bornholm har behov for særlig opmærksomhed, da smittetallene er steget og dermed også behovet for test. Men også fordi vi jo ikke kan køre til andre teststeder udenfor øen, fortæller Leila Lindén.

– Heldigvis er det sådan, at syge bornholmere med symptomer kan henvises til en hurtigere testtid gennem egen læge. Og det er godt at erfare, at vi får hjælp og der handles hurtigt, samtidig med at der er stor forståelse for vores særlige problemer på Bornholm. Vi bemærker også, at der er ros fra regionens ledelse til arbejdet på vores teststeder, siger hun.

Leila Lindén og Winni Grosbøll modtog onsdag eftermiddag et positivt svar fra direktør Anne Skriver Andersen i Region Hovedstaden

"Jeg har vendt det med test-organisationen. De var opmærksomme på udfordringen og har allerede åbnet ekstra tider på Bornholm. Der bliver nu åbnet yderligere 90 tider dagligt – måske allerede i aften eller i morgen", oplyste hun.

– Det betyder, der over de seneste dage er sket en fordobling i antallet af tider fra 224 til 450 test om dagen, siger Leila Lindén.

– I øvrigt kan vi se, at Bornholm heldigvis ligger godt i forhold til antal testede pr. 100.000 indbyggere, både de sidste syv dage, men også totalt, så det betyder, at bornholmerne lader sig teste.

Der er på Bornholm testet 22.262 personer i alt, heraf 2.348 i den seneste uge.

– Teststedet gør det rigtig godt. Nu håber vi bare, det snart kan ses i ventetiden, siger Leila Lindén.