Entreprenør advarer: Det er farligt at være i den tidligere rockerborg

Entreprenør advarer: Det er farligt at være i den tidligere rockerborg
Ejendommen var i en årrække hjemsted for rockerklubben Knaggana og bliver derfor kaldt rockerborgen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 18. NOV 2020 • 08:02
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
18. NOV 2020 • 08:02
MILJØ

STM Entreprise er begyndt på arbejdet med nedrivningen af ejendommen Nygårdsvej 15 i Hasle, bedre kendt som den tidligere rockerborg. Det er spændende arbejde, men entreprenøren advarer nysgerrige mod at gå ind på ejendommen.

– Der er byggehegn rundt om ejendommen, men vi kan se, at folk tiltvinger sig adgang, når vi ikke er der. Jeg henstiller til, at man holder sig væk. Det er et ekstremt farligt sted at færdes, nu hvor vi er startet på at rive ned. Der er huller i gulvene, manglende trapper, og der er glasskår. Man kan komme alvorligt til skade, siger entreprenør Brian Kofoed.

Den tidligere rockerborg har også tidligere været et sted, hvor nogle syntes, at det var spændende at tage ophold, hvilket skabte en del bekymring i Hasle.


Mere besværligt

Brian Kofoed konstaterer, at nedrivningsopgaven er blevet mere besværlig, siden det blev besluttet, at ejendommen skulle rives ned.

– Når man beslutter sig for, at noget skal rives ned, og det ligger som det gør, så skal man nok langt tidligere lave en afspærring eller påbegynde arbejdet hurtigere. Bare fra forsommeren og til nu er der sket en forringelse af bygningsmassen, fordi den er blevet hærget. Det gør desværre nogle af produkterne mindre egnede til genbrug. Det er jeg ked af, for nogle gange kan vi sælge noget eller give noget til genbrug.

– Her kan vi genbruge noget tag, mursten med videre. Men man kunne sandsynligvis have genbrugt mere, hvis bygningen ikke havde været så hærget. Der er for eksempel ikke et helt vindue tilbage, siger Brian Kofoed.

Måske færdige til jul

– Vi har sat ekstra mandskab på, og jeg håber, at vi kan være færdige til jul, så man til den tid kan gå en tur i Hasle og nyde synet af en bygning, der ikke længere er der, slutter Brian Kofoed.

Bornholms Regionskommune købte ejendommen, som ligger mellem Born Fiber og Haslehallen, i foråret 2019 med henblik på nedrivning. Det skal give plads til en mere sammenhængende byggegrund til et kommende plejecenter Bykær – et byggeri, som imidlertid foreløbig er udsat til at kunne stå færdigt i 2024.