Davidskolen er åben igen: 'Der tages flere forholdsregler nu'

Davidskolen er åben igen: 'Der tages flere forholdsregler nu'
Davidskolen åbnede i mandags dørene for elever og lærere igen efter at have været lukket ned på grund af coronasmitte. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 18. NOV 2020 • 12:37
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
18. NOV 2020 • 12:37
CORONA

Davidskolen åbnede i mandags dørene for elever og lærere igen. Den kristne friskole tog i sidste uge beslutningen om at lukke skolen ned, efter at to elever blev testet postiv for covid-19. Nu er skolen åben igen, men der skal tages flere forholdsregler end før. Det fortæller konstitueret skoleleder på Davidskolen, Jørgen Kjøller Petersen.

– Vi har gjort det, vi kunne, for at gøre det så sikkert som muligt. Vi har strammet op på proceduren med afstand og hygiejne, og nu vil fagene kun foregå klassevis. Inden de postive test havde vi enkelte fag, hvor klasser havde undervisning sammen, det vil vi ikke gøre nu, fortæller han.

Med sommerfugle i maven

Beslutningen om at åbne igen er truffet efter masser af tilbagemeldinger på negative tests og løbende dialog med nationale og bornholmske myndigheder. Og selvom skolen føler sig sikker nok til at lade eleverne komme tilbage i klasseværelserne, er det med sommerfugle i maven.

– Hvis man har fået foretaget de test, man skal, er symptomfri, og der er gået syv dage, siden man har været i kontakt med en smittet, så er det sikkert at komme tilbage i skole. Men det det er selvfølgelig ikke uden sommerfugle i maven, at vi tillader eleverne at komme tilbage, fortæller Jørgen Kjøller Petersen.

Det er ikke alle elever, der er tilbage i klasserne. Nogle bliver stadig hjemme, og det skyldes flere grunde.

– Der er forældre, der lige skal være helt trygge, inden de sender deres børn i skole igen. Og så er der elever, der kommer fra en familie, hvor der er sårbare og udsatte familiemedlemmer. Så alle tager deres forholdsregler og gør, hvad der er bedst for dem selv og dem omkring dem.

Havde beredskabsplan klar

På Davidskolen var de forberedt på en situation som den, der udfoldede sig i sidste uge. Under nedlukningen i foråret havde de udtænkt en beredskabsplan for, hvis der skulle forekomme smitte på skolen.

– Vi havde en plan klar, heldigvis. Men selvfølgelig har det været belastende, da man ikke kan forberede sig på alt. Nu er det i gang med at planlægge igen, så vi kan øge sikkerheden på skolen, fortæller Jørgen Kjøller Petersen.

Han har været i kontakt med de elever og familier, der i sidste uge blev konstateret smittet med covid-19.

– Der er nogen, der har lette symptomer samt andre, der ingen symptomer har. Mit indtryk er, at der ikke er nogen, der har svære symptomer, afslutter Jørgen Kjøller Petersen.

 
 

Coronatilfælde på Davidskolen

Friskolen lukkede ned den 10. november, efter at to elever blev testet positiv for covid-19. De to elever havde været i nærkontakt med elever fra andre klassetrin, og skoleledelsen så sig derfor nødsaget til at lukke hele skolen ned.

Smittekæden er måske sket, efter at flere klasser har haft undervisning i henholdsvis idræt og drama sammen. Det drejer sig om 3., 4. og 5. klassetrin. Elever og lærere, der har været i tæt kontakt med de smittede elever, er alle blevet opfordret til at tage test.