En tilbageflytter fylder rundt

En tilbageflytter fylder rundt
Birger Lund fylder 70 år tordag den 19. november. Foto: Holger Larsen
| ABONNENT | 17. NOV 2020 • 09:17
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
17. NOV 2020 • 09:17
70 ÅR

– Det er sjovt at flytte tilbage til Bornholm, når man ikke længere har noget arbejdsliv. Nu kommer vi ud i naturen og oplever Bornholm fra en helt anden vinkel, end da vi var yngre.

Det siger Birger Lund, tilbageflytter til Bornholm, der fylder 70 år torsdag den 19. november. Efter næsten 20 år i Snekkersten, en bydel i Helsingør ved den nordsjællandske øresundskyst, flyttede Else og Birger Lund i juni ind i en andelsbolig i Allinge.

Birger Lund er lærer og har arbejdet på Åvangsskolen i Rønne i 20 år. Han var i mange år fodboldtræner, blandt andet i Nyker, hvor han kommer fra. Det blev også til tre år i Rønne Byråd, valgt for Socialdemokratiet, inden turen gik til Nordsjælland.

– Jeg havde 18 fantastiske år på Tibberupskolen i Espergærde som lærer for børn med specielle vanskeligheder, fortæller Birger Lund, der også fik dyrket sin fodboldinteresse i det nordsjællandske – både som træner og som aktiv på et "gammelmandshold".

Birger Lund var med i Helsingør Lærerforenings kredsstyrelse, og han fortsatte også sit politiske arbejde. Han stillede to gange op til byrådsvalget i Helsingør, dog uden at blive valgt.

– Men faktisk blev jeg en enkelt gang indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde, selv om jeg kun var valgt som syvendesuppleant, griner Birger Lund.

Tilbage på Bornholm har 70 års fødselaren intentioner om at genoptage noget af det foreningsarbejde, han tidligere har været aktiv med. Han kalder sig selv fodboldtosset, og så regner han også med at "nørde" videre med interessen for de gamle lp-plader.