'Når man interesserer sig for noget, må man selv gøre en indsats'

'Når man interesserer sig for noget, må man selv gøre en indsats'
Jette Glavind Pedersen fotograferet ved Bornholms Gadeteaterfestival i 2018, som teaterforeningen også arrangerer. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 17. NOV 2020 • 13:06
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
17. NOV 2020 • 13:06
75 ÅR

– Når man bor på Bornholm, er det ofte sådan, at hvis man interesserer sig for noget og gerne vil opleve det, så må man selv gå i gang med at arrangere det.

Det siger Jette Glavind Pedersen, formand for Teaterforeningen Bornholm. Hun fylder 75 år i dag, tirsdag den 17. november.

Jette Glavind Pedersens store interesse er teater, og hun har siden midt i 1980’erne været med i bestyrelsen for Teaterforeningen Bornholm, og i næsten 25 år har hun været foreningens formand. I den periode har hun været med til at få meget professionelt teater til Bornholm.

20-25 forestillinger om året

– Bornholm har altid været kendt for sit amatørteater, men professionelt teater var det ikke så ofte, at man fik til Bornholm, før teaterforeningen begyndte i sæsonen 1973-74. Vi får nu 20-25 forskellige forestillinger til Bornholm hvert år. Vi får nogle gode teateroplevelser til Bornholm, vi glæder mange mennesker, og vi er med til at holde liv i det gamle Rønne Theater, siger Jette Glavind Pedersen.

– Status før coronaen var rigtig fin. Vi fik flere og flere teatergængere år for år. Folk havde fået øjnene op for, at vi vælger nogle gode forestillinger. Vi har efterhånden også en vis erfaring for, hvad der er godt, og vi vil have både Det Kongelige Teater og de små, spændende teatergrupper.

Fødselaren siger, at teaterforeningen indtil nu er kommet forbavsende godt igennem coronakrisen:

– Vi har heldigvis fået ekstra statstilskud til at dublere nogle forestillinger, for vi må kun være 138 personer i salen. Så når vi har udsolgt til en forestilling, dublerer vi og fordeler publikum på to forestillinger, siger Jette Glavind Pedersen.

Mange udfordringer

Hvor længe fortsætter du arbejdet i teaterforeningen?

– Vi ser... Det har jeg ikke tænkt over endnu. Jeg får så mange udfordringer i teaterforeningen, at det er med til at holde mig i gang, og vi er en god bestyrelse, hvor vi deles om arbejdet.

– Jeg synes, det er vanvittigt spændende at være med til at skaffe så meget professionelt teater til Bornholm. Vi får mange oplevelser med at møde teatrene og får en indsigt i, hvad det vil sige at producere en teaterforestilling, og hvad det vil sige at tage på turné. Det er dejligt at opleve, at teatrene prioriterer Bornholm meget højt, fordi vi sørger godt for dem, og så elsker de at spille på det gamle Rønne Theater.

Jette Glavind Pedersen er også med i bestyrelsen i Svanekegaarden, men siger, at hun ellers har droslet ned på sine engagementer i kulturlivet.