Henrik Espersen: Vi kunne måske være coronafri på Bornholm, hvis vi var helt åbne

Henrik Espersen: Vi kunne måske være coronafri på Bornholm, hvis vi var helt åbne
Henrik Espersen mener, at man burde gå på kompromis med persondatabeskyttelsen og give flere oplysninger om, hvor de smittede bor´ Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 17. NOV 2020 • 20:10
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
17. NOV 2020 • 20:10
SUNDHED

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) modtog i sidste uge et åbent brev fra Bornholm. Afsenderen var Henrik Espersen, Rønne, og brevet, som landede hos ministeren inden den seneste tids opblussen i sygdomstallene, indledes således:

"På Bornholm famler indbyggerne i blinde, rygterne løber, og min sårbare unge ven i rullestol tør ikke komme uden for en dør.

Vi mangler de bedste værktøjer mod en pandemi - nemlig viden, viden og viden om, hvor fjenden/smitten er, åbenhed – og transparens".

Bornholms Tidende fik også tilsendt brevet, som Henrik Espersen havde givet overskriften "MERE corona TYS-TYS på Bornholm end i Kina".

Når Tidende ikke bringer det originale brev som et debatindlæg, er forklaringen, at teksten indeholder en række rygter, som ikke kan bekræftes. Og det er netop rygtedannelsen, som er så problematisk i Henrik Espersens optik, forklarer han, da han med mundbind for ansigtet tager plads i et af avisens mødelokaler.

– Når man er sammen privat og spiller kort, som vi gør, taler folk om det. Men det bliver ved løs snak, fordi man ikke ved noget konkret, siger Henrik Espersen.

Han mener, at åbne kort fra myndighedernes side om, hvor de smittede bor, hvor mange der er alvorligt syge, og hvordan de er blevet smittet, ville gøre en stor forskel.

– Vi kunne måske være helt coronafri på Bornholm, hvis vi var helt åbne, siger han.

 
En person på besøg
ovrefra kan smitte en hel
familie på seks personer

 

Denne teori kan umiddelbart være svær at forstå logisk. Når Henrik Espersen skal forklare årsag og virkning, bringer han som det første sin baggrund som mangeårig direktør hos fødevarevirksomheden Espersen på banen.

– Vi lavede mad til to millioner om dagen og havde kunder som Unilever og McDonalds. Præmissen var nul fejl og fødevaresikkerheden i top, fortæller han.

Hvad er sammenhængen mellem fødevareproduktion og coronaepidemien? Jo, Espersen skulle som leverandør "være på forkant med udviklingen og udvise fuld åbenhed", ellers mistede virksomheden både troværdigheden og muligheden for at forbedre sig. Det er de samme dyder, som myndighederne bør stræbe efter i denne tid, mener Henrik Espersen.

– Jeg kender måske en tiendedel af dem, der er blevet smittet på Bornholm, og mønstret er, at det sker, når familiemedlemmer er på besøg. En person på besøg ovrefra kan smitte en hel familie på seks personer. Det er måske en af de store farer her på øen, når vi inviterer familie til at bo hos os en weekend, når vi kun har ét badeværelse. Så kan det gå galt. Derimod er det fantastisk, at vi i sommer havde så mange turister, som vi havde. Der var åbenbart ingen bornholmere, der blev smittet af dem. Det viser netop, at når turisterne har deres egen bolig og passer på sig selv, så sker der ikke noget, siger Henrik Espersen.


Når sundhedsmyndighederne eller kommunen ikke fortæller, hvor mange bornholmere der er døde med covid-19, får det en effekt på lokalbefolkningens handlinger, påpeger han.

– Det gør, at man tager lidt for let på det. Når man ikke har hørt om, at nogen døde her i et halvt år, ved man jo, at vi kommer til at tage for let på det, siger Henrik Espersen.

Han har hørt flere døde end den plejehjemsbeboer, som Bornholms Regionskommune offentligt bekræftede i marts, og hidtil er det eneste corona-dødsfald, der har været omtalt i pressen.

Han har hørt kedelige historier, som rummer eksempler på, hvad man bør undgå.

– Man kan lære noget om, hvad de døde af. Sad de alle med hånden i den samme kaffeskål? Gav de hinanden et knus? Vi ved det ikke, siger han og fortæller et par af de historier, som er kommet ham for øre.

– Hvis det er fup, bør det manes til jorden. Hvis det er fakta, bør vi få det at vide, så vi kan lære af det. Det er den viden, man har brug for. På Island og Færøerne har man været meget åbne.

Hvad har de gjort anderledes på Færøerne?

– På Færøerne var de frygteligt hårdt ramt i starten. De satte et kæmpe detektivarbejde i gang og fik identificeret tre superspredere, og alle på Færøerne ved, hvem de tre superspredere er. Og det er der ikke noget galt i, når det er en sygdom, som man er uforskyldt i. Det er vigtig viden, og Færøerne har banket smitten ned til næsten ingenting.

Kan du ikke forstå, at man tager hensyn til personsikkerhed og bekytter personlige data?

– Det skal vi også have i fredstid, men det her er jo ikke fredstid. Så må man gå systematisk til værks og se, hvad man har gjort andre steder i verden, hvor man er lykkedes. Kineserne er nået rigtigt langt. De stod i helvedes forgård i foråret og har nu næsten styr på det. Når smitten popper op, bliver den slået ned. De har for eksempel temperaturmålinger på banegårde og i lufthavne. Vi kunne gøre det på færgerne, hvis det er de tilrejsende, som får det til at poppe op indimellem.

Så du går ikke ind for at indføre regionale rejserestriktioner og isolation af Bornholm fra resten af landet?

– Nej, tværtimod. Jeg håber da, at vi kan få åbnet tysklandsruten hurtigst muligt igen, netop ved at lave temperaturmålinger ved ankomsten.

 
Der er bornholmere,
som er ramt hårdt af det her

 

Erfaringerne fra sommermånederne viser ifølge Henrik Espersen, at turisterne ikke fungerede som smittespredere i særligt høj grad, når de opholdt sig i ferieboliger.

En vigtig pointe for ham er, at øget åbenhed ville frigøre lokalbefolkningen for mange bekymringer.

– Der er bornholmere, som er ramt hårdt af det her. Jeg har en ung ven, der sidder i kørestol. Han er skræmt for vid og sans og tør ikke læse om corona i dag. Hvis det er prisen for, at vi lemper lidt på persondataloven, så er den høj.

Hvis man lempede på persondatareglerne, ville der være flere historier i avisen om "nu er en familie smittet i Allinge", og hvis han boede deroppe, ville han bare blive mere skræmt.

– Men så ved han, hvor det er henne. Nu ved han ingenting og ser spøgelser overalt. Det ville være en hjælp for især de sårbare, siger Henrik Espersen.

Brevet sendte han også til Sundhedsstyrelsen og de to bornholmske folketingsmedlemmer.

– Det er lidt vanskeligt at vide, hvem der har ansvaret. Det kan virke, som om det falder ned mellem to stole. Det var en af grundene til, at jeg sendte det helt til tops.

Henrik Espersen har endnu ikke modtaget svar på sin henvendelse.