Medie fik tilbudt at bygge Folkemødet – men 'kunne ikke rigtig se forretningen'

Medie fik tilbudt at bygge Folkemødet – men 'kunne ikke rigtig se forretningen'
Rasmus Nielsen på den træterrasse foran Grønbechs Hotel, der trods årelang uproblematisk funktion nu er fjernet. Efter en borgerhenvendelse fandt Bornholms Regionskommune ud af, at det ikke var søgt byggetilladelse til den. Foto fra Altingets jubilæumsbog
| ABONNENT | 16. NOV 2020 • 07:02
Af:
peter-tiemroth
| ABONNENT
16. NOV 2020 • 07:02
ALLINGE

”De underjordiske ved det nærliggende Hammershus skal vide, at Grønbechs Hotel har givet bekymringer, men også glæder. Det absolutte lavpunkt var den aften, vi fire i familien åbnede Øltinget efter en kostbar ombygning, der gik millioner over budget, og sparsom adgang til kapital.”

”Jeg havde lagt friske aviser rundt i vindueskarmene og tændt stearinlys, som den blå time indfandt sig. Der kom bare ikke et øje. Men der gik ild i aviserne, og den fancy, følsomme og dyre ABB-alarm gik. Nedtur og skænderier.”

Således beskriver Rasmus Nielsen i Altingets 20 års jubilæumsbog med galgenhumor et foreløbigt lavpunkt i sit bekendtskab med Grønbechs Hotel i Allinge. Men det var jo også før det nylige, langstrakte forløb omkring hotellets udvidelsesplaner, der blev mødt af en hel del indsigelser.

Tog ikke ejerskab

Altinget blev grundlagt i januar 2000 af Rasmus Nielsen, som var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør i årene 2000 til 2017. Han er fortsat ejer og bestyrelsesformand. Han fortæller, at det var Folkemødet, der gjorde Altinget til hotelejer.

”Vi var naturligvis med fra det første folkemøde på Bornholm i 2011. Vi var længe forinden blevet spurgt af den dansk-svenske Øresundskomité, om ikke det var noget for os at opbygge en pendant til Almedalsugen på den svenske ø Gotland.

Men vi havde meget andet at gøre og kunne ikke rigtig se forretningen. Det var måske, måske ikke en fejl, at vi ikke tog ejerskabet til et dansk folkemøde, da chancen bød sig i slutningen af nullerne,” skriver Rasmus Nielsen.

Han fortæller i øvrigt, at da Winni Grosbøll i 2010 lokkede daværende indenrigsminister, Bertel Haarder (V), til Bornholm for at komme i gang, foreslog han i et brev til ministeren at placere en politikfestival i Gudhjem og omgivelser – men hørte aldrig fra ham.

Søgte bare en kiosk

Rasmus Nielsen er kommet årligt på Bornholm siden 1991, og han arbejdede for blandt andet TV 2/Bornholm 1994-99 fra Christiansborg. Han har haft hus i Gudhjem siden 1995 og tog i 1996 initiativ til etableringen af Oluf Høst Museet i byen.

Det nærmere bekendtskab med Grønbechs Hotel opstod, da han havde bedt sin søn Oskar om at finde en lille kiosk nede på havnen, som Altinget kunne bruge som brohoved til at dele materiale ud, møde kilder, annoncører, abonnenter og i det hele taget gøre sig synlige.

Grim og nedslidt

”Han vendte kort efter i foråret 2014 tilbage med oplysningen om, at der var et helt hotel på tvangsauktion. Grønbechs Hotel fra 1901, hvor nordøens turisme slog an, lå lige i smørhullet mellem den legendariske og velbesøgte Gæstgivergården og Allinge Havn.

Dér havde vi aldrig boet eller spist. Ja, jeg havde aldrig kastet et blik på den bygning. Kendte ikke dens eksistens. Og hvor var den dog også grim og nedslidt. Tre sammenbyggede huse med det ene vinduesparti uden sprosser grimmere end det andet.

Uha. Hvis Louisiana er 100 på en skala fra 0 til 100, var dette 0 eller højst 1. Det blev hvisket, at ejendommen, der havde stået forladt to-tre år efter konkurs og var frostskadet,”

Kun ”til låns”

Med Sean Claxton, Svaneke, som arkitekt arbejdede man med bornholmske håndværkere med vinduespartier og facadeforløb. Og millionerne sprang, så kun en god drift med flere års overskud vil kunne give investeringen retur.

”Erhvervsejendomme sælges ikke specielt på stand eller kvadratmeter, men på driftsoverskud,” bemærker Rasmus Nielsen og tilføjer man kun opfatter, at man har Grønbechs ”til låns” og forhåbentlig kan passe på hotellet i en lang årrække, indtil andre en dag måske overtager ansvaret.

BILLEDTEKST

Rasmus Nielsen på den træterrasse foran Grønbechs Hotel, der trods årelang uproblematisk funktion nu er fjernet. Efter en borgerhenvendelse fandt Bornholms Regionskommune ud af, at det ikke var søgt byggetilladelse til den. Foto fra Altingets jubilæumsbog