Foto: Berit Hvassum

Vold ved Netto i Allinge

To mænd i midten af 50’erne, som kender hinanden, kom lørdag eftermiddag klokken 15.15 op og toppes ved indgangen til Netto i Allinge.

Her ville den ene mand, som er kørestolsbruger, køre på sin invalidescooter ind i Netto-butikken. Det mente den anden mand ikke var passende og forklarede, at invalidescooteren ikke var beregnet til indendørs brug.

Den formaning gad manden i invalidescooteren tilsyneladende ikke høre på, så han svarede “hold din kæft”, og kørte videre. Det faldt den gående mand så meget for brystet, at han mente et spark i ryggen på manden i invalidescooteren var passende.

Han kvitterer med at anmelde sparket til politiet, som kører til Allinge for at optage rapport.

Ved gennemsyn af videoovervågningen fra Netto-butikken konstaterer betjentene, at der er tale om vold, hvorefter de uden held forsøger at finde gerningsmanden. Han ringer dog selv til politiet i løbet af natten mellem lørdag og søndag og lover at komme til afhøring.

Optrinnet resulterede ifølge vagthavende hos Bornholms Politi, Peter Johansen, hverken i materiel- eller personskade.