Ulla Bechsgaard har stor erfaring fra tidligere, hvor hun har været redaktør på forskellige magasiner. Foto: Jacob Jepsen

Ny redaktør på årsskrift

Henrik Vensild har båret faklen, som kan give bornholmerne julelys i øjnene igennem 15 år, men med årsskriftet "Jul på Bornholm" anno 2020, som er på gaden nu, har han besluttet at overdrage redaktørtitlen til Ulla Bechsgaard.

Det er ikke nogen hemmelighed. Han fortæller det nemlig selv i forordet til dette sit sidste nummer, og dermed er det en epoke den tidligere museumsdirektør på Bornholms Museum, hvor han blev ansat i 1972, har valgt at afslutte.

Men den nye fakkelbærer, Ulla Bechsgaard, hvem er hun?

ÅRSSKRIFT

Henrik Vensild har båret faklen, som kan give bornholmerne julelys i øjnene igennem 15 år, men med årsskriftet “Jul på Bornholm” anno 2020, som er på gaden nu, har han besluttet at overdrage redaktørtitlen til Ulla Bechsgaard.

Det er ikke nogen hemmelighed. Han fortæller det nemlig selv i forordet til dette sit sidste nummer, og dermed er det en epoke den tidligere museumsdirektør på Bornholms Museum, hvor han blev ansat i 1972, har valgt at afslutte.

Men den nye fakkelbærer, Ulla Bechsgaard, hvem er hun?

Hun er født i Sønderjylland, men flyttede, da hun var seks-syv år sammen med resten af familien til Varde – men bare rolig, for allerede nu i denne beretning tager hun for første gang springet fra vest mod øst, helt ud i Østersøen til Bornholm:

– Jeg flyttede til Bornholm første gang i december 1977, da jeg blev ansat som journalist på dagbladet Bornholmeren, siger hun.

Dengang var hun 23 år gammel og nyuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.

– Efter et par år kom jeg så til DR Bornholm, hvor jeg også arbejdede et par år, inden jeg tog til København og var konsulent i det, der hed Båndværkstedet. Men jeg tog også tilbage igen til DR Bornholm, inden jeg så flyttede til Aarhus, hvor jeg arbejdede på Østjyllands Radio i en del år og også i flere omgange underviste på journalisthøjskolen.

Varde var hendes fars hjemby, og der bor han såmænd stadig, 95 år gammel, hvorfor Ulla Bechsgaard naturligvis også stadig kommer der, og hvor familien i Vestergade har herretøjsbutikken Mr Bechsgaard, som hun er bestyrelsesmand for.

Men sin relation til Bornholm har hun aldrig sluppet siden de unge år.

– Jeg er kommet her fast på ferier hvert eneste år igennem alle årene, siger hun.

– Så jeg har været tæt forbundet til Bornholm, og to af mine børn er også født herovre. Min tilknytning er stærk.

Huset de bor i

I 2018 flyttede hun så til Bornholm igen, nærmere betegnet til Snellemark i Rønne. Inden da havde hun og hendes mand boet i 20 år i København, hvor hun blandt andet har været redaktør på diverse magasiner.

– Så jeg har stor erfaring med den type af arbejde, siger hun og forklarer om flytningen i 2018:

– Min mand, Jens Christian Olsen, blev dengang valgt til formand for LO Bornholm,

Han er oprindeligt bornholmer, men for nu at slå hovedet på sømmet i den aktuelle anledning, gemmer der sig en spøjs historie om det hus, parret har slået sig ned i.

Som hun siger:

– Det rigtigt sjove i forhold til min nye opgave som redaktør af “Jul på Bornholm” er, at det nye nummer har en artikel om maleren Kristian Zahrtmann. Han er født i Grønnegade i Rønne, men så flyttede han med familien til et andet hus, som hans forældre selv byggede i 1850. Og det er det hus, vi nu bor i.

– Som vi har fået det fortalt, boede Kristian Zahrtmann i det her hus fra han var seks-syv år. Han er født i 1843. Tidligere lå huset i Storegade 29, men ved det russiske bombardement af Rønne i 1945 forsvandt det hus, som lå op ad vores hus, siger hun og henviser til side syv i “Jul på Bornholm”, hvor der ganske rigtigt er et billede af det hus, som altså blev udraderet under de russiske bomber.

Huset lå på hjørnet af Storegade, som det fremgår af det gamle fotografi, og bag det kan man ligeledes på Storegade se et lille hus, som hed Petersborg, og som hørte til det gule bindingsværkshus, som man bagved igen også kan ane på billedet, og hvor Ulla Bechsgaard nu bor.

Petersborg er dog også revet ned, og hendes og gemalens hus ligger nu på hjørnet af Snellemark og Storegade.

Før bombardementet hed gaden fra Storegade til Grønnegade Snellemark. Nedenfor hed den Vestergade. Fra Storegade og op til Antoniestræde hed gaden Nygade.

Under alle omstændigheder er det jo en pudsig tilknytning til det magasin, hun nu er blevet redaktør for, og dertil følger endnu en tilfældighed, for hvem er hendes nye nabo?

Det er Henrik Vensild, naturligvis.

– Han bor i Storegade 29, og jeg bor i det, der engang hed Storegade 27, men som altså nu ligger i Snellemark, siger hun.

– Så vi snakkede jo sammen i ny og næ ved noget nabokomsammen, og på den måde fandt han ud af, at jeg er en erfaren redaktør, så han greb chancen og spurgte, om det mon var noget for mig? Han ville gerne slippe det, men er utroligt ansvarsfuld og ville gerne finde en, som han havde tillid til kunne overtage det.

Nu hænger alt da sammen, kan jeg godt se?

– Ja, det hænger nemlig sammen. Det er rigtig sjovt, siger Ulla Bechsgaard.

Med på sidelinjen

Hun er både interesseret i Bornholm og i historie og har stor lyst til at engagere sig i lokalsamfundet, nu hvor hun igen er returneret til Bornholm.

– Derfor har jeg også lagt nogle af mine andre opgaver rundt om i landet ned, så jeg fik plads til at påtage mig opgaven som redaktør af “Jul på Bornholm”, siger hun.

– Jeg har været med på sidelinjen til det nye nummer, og der er jo rigtig mange gode skribenter og spændende emner, så det er alle tiders for mig, synes jeg.

Hvor mange år har du i alt boet på Bornholm, inden I flyttede her til i 2018?

– Det er nok blevet til cirka syv år inden da, siger hun.

Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan du vil gribe “Jul på Bornholm” an – skal der ske nogle nye tiltag, eller er det bundet af nogle traditioner?

– Det er bundet af nogle traditioner, og de er rigtig gode, siger hun.

– Emnemæssigt skal der stadig være den bredde, der er, men tidligere har der være mere kunst og kunsthåndværk, og det skal vi ha’ igen. Der er utroligt meget gang i den på Bornholm i forhold til kunst og kunsthåndværk, og det gælder blandt andet både keramik, glas og tekstil. Især er jeg interesseret i, at vi skal have fat i noget omkring glassets historie og også keramikken, som oplever en opblomstring. Ikke at jeg endnu ved præcis, hvad det skal være.

– Kulturhistorie er jo i det hele taget et bredt felt, og det, synes jeg, Henrik Vensild har været god til at præsentere. Jeg er for eksempel glad for, at der i år er en historie om havneblokaden i 1978, den kan jeg selv huske fra min tid herovre dengang, hvor jeg også fulgte fiskeriets nedtur. Det er en vigtig historie i det her årsskrift, men det er jo også sjovt, hvis man går endnu længere tilbage og laver noget om eksempelvis søfartens historie, siger Ulla Bechsgaard.

 

Jul på Bornholm

Kulturhistorisk årsskrift 2020 (diverse skribenter, redaktør: Henrik Vensild, udgives af Bornholms Tidendes Forlag).

 

Jernsamler og bydreng

 

I “En gadefejer fortæller – Barndomserindringer fra Nexø” præsenteres nogle håndskrevne papirer med erindringer fra et slidsomt børneliv i Nexø i 1920’erne og 30’erne, som Klemensker lokalarkiv har fundet.

Det er den senere slagtermester Knud Pedersen Plum, som beretter om barndom, skoletid og læreplads hos slagteren og om familiebesøg i Snogebæk og Paradisbakkerne. Hans Aage Jeppesen fra Klemensker lokalarkiv har formidlet dem til Jul på Bornholm.

Vi bringer her et uddrag, som siger noget om, hvordan barndomslivet har ændret sig siden da:

“Der var også andre måder at tjene penge på. Hvis vi fandt gammelt jern, gik vi op til købmand Bech og Søn og solgte det. Han spurgte altid først, om vi havde taget det ude fra jernbunken, som vi selvfølgelig sagde nej til, og så fik vi 5 øre hver og en karamel.

Men nu var jeg efterhånden blevet 9 år, så det var på tide at finde en eftermiddagsplads, som de fleste andre drenge havde. Købmandens egne børn var for fine til at være bydrenge, og den første plads, jeg fik, var på torvet i Nexø, hvor der blev solgt tobak, legetøj og lædervarer, og henne i sidegaden blev der handlet med kakkelovne, komfurer og gasovne. For den plads fik jeg 10 kr. om måneden. Ferie var endnu ikke opfundet.

Havde jeg haft gadefejning før, så fik jeg det også nu. Et godt stykke af torvet, et stykke af Brogade og en stor gårdsplads og brosten over det hele med masser af ukrudt imellem. Der var også en stor have.

Det første, jeg skulle gå i gang med, var at rydde op i fyrkælderen. Den var fyldt op med smør- og margarinedritler, som kom fra Irma, der solgte smør og margarine i løs vægt. Dritlerne var godt fedtede, og dem skulle jeg skille ad, så de ikke fyldte så meget.

Der var også en manufakturforretning, der bar alt deres papir og emballage ned i den kælder, det blev der så fyret med om vinteren. Det gik lige fra skolen til byplads, så der var kun tid til at lege om søndagen.

Tre søndagsskoler

Men om søndagen havde jeg også noget, der skulle passes, hele tre søndagsskoler. Fra 10 til 11 Luthersk mission. 11.05 baptisterne, som lå lige ved siden af, der skulle jeg helst gå, fordi min fars arbejdsgiver var baptist. Og klokken 13.30 til 15 svensk-luthersk, og det var, fordi de gav julekurve og julegave. Det var meget på en søndag, men jeg hørte nu ikke meget efter, hvad der blev sagt.

Frelsens hær havde børneuge en gang imellem, og hver gang, vi kom, fik vi en stjerne, den blev lavet på et stykke papir med enden af en blyant, og når vi havde syv stjerner, fik vi budding. Mon der er nogen børn, der ville rende efter det i dag?

Men tilbage til bypladsen, hvor jeg hentede store trækasser med legetøj og tobaksvarer nede på havnen med en trækvogn. Andre gange var det kakkelovne, der skulle hentes, og det var hårdt, for det var op ad bakke fra havnen. Men jeg fandt ud af det med et reb om ryggen fra trækvognen, og så gik jeg baglæns for at komme op ad gaden.

En dag havde købmanden købt 20 gamle kakkelovne, der skulle gøres i stand. Men da fik vi en altmuligmand til at hjælpe med at køre dem hjem fra havnen. Han var også med til at rense kakkelovnene. Det var mit job at slå stenene løse, og så skulle der sættes nye sten i og renses for sod. Vi var godt beskidte begge to. Altmuligmanden pudsede også vinduer, og han kunne også slå på tromme i gaderne, når der skulle reklameres for noget. Han gik og råbte budskabet og indimellem slog han på trommen”.

 

Kim Eland, direktør på Bornholms Tidende, som udgiver “Jul på Bornholm”, Henrik Vensild, der har valgt at stoppe som redaktør af årsskriftet, og den nye redaktør, Ulla Bechsgaard. Foto: Jacob Jepsen

 

Jul på Bornholm

 

I sit forord til årets udgave af “Jul på Bornholm” remser den afgående redaktør, Henrik Vensild, blandt andet op, hvad årets udgave indeholder:

Mogens Lau har en fortælling om Kristian Zahrtmanns “Bedstemors have i Rønne”, den tidligere leder af Skipperskolen, Ivar W. Holm, skriver om fiskeriblokaden i København i 1978, hvor fiskefartøjer fra hele landet blokerede Københavns Havn, Hanne Vensild beretter om de bornholmske bønders deltagelse i Bondetoget til København i 1935, som ikke gik til regeringen, men til kongen, fra Ø-Arkivet fortæller Amanda Pihl i år om “Handelsgartnerens breve”, Hans Aage Jeppesen fra Klemensker Arkiv skriver om slagter Plums erindringer fra Nexø, og afdøde musiker, komponist og initiativtager til det første glaspusteri på Bornholm, Mogens

Dam, bliver portrætteret af broderen, tandlæge Niels Dam fra Svaneke.

Peter Tiemroth omtaler de to markante politiske kvinder Elly Wolff og Birthe Juel Jensen, som desværre afgik ved døden i det forgangne år, ligesom han fortæller om tidligere chefredaktør for Bornholms Tidende Søren “Solskin” Christensen, som forlod øen for et andet arbejde og døde efter en tragisk cykelulykke i Jylland.

Tidligere lektor Ivar Lærkesen fra Nylars skriver levende om Svanekes store søn, politikeren Johan Nicolai Madvig, og Kurt Marker beretter om de to akustiske ubådsstøjmålerstationer, som tyskerne opførte under Anden Verdenskrig i 1940 ved Levka og Snogebæk.

Som altid byder rubrikken “Folk vi husker” på nogle af de bornholmere, der er gået bort siden seneste udgave af årsskriftet.