Nicolai Abildgaard mener, at det kunne være attraktivt for unge, hvis man i hjemmeværnet satsede på at skabe en mere militær enhed med skrappere krav og god udrustning. Foto: Berit Hvassum

Nicolai Abildgaard om sit nye chefjob: ‘Jeg opfatter det som en mulighed, jeg ikke havde set komme’

FORSVAR

– Jeg opfatter det som en mulighed, jeg ikke havde set komme. Men en mulighed med nogle positive aspekter.

Det siger oberstløjtnant Nicolai Abildgaard om jobbet som chef for Det Bornholmske Hjemmeværn. Det var en overraskelse for mange, da han blev udpeget som afløser for Holger Fuglsang-Damgaard. For Nicolai Abildgaard kom fra godt fire år som chef for Opklaringsbataljonen på kasernen, og det havde været et mere “naturligt” karriereforløb, at han fik et nyt chefjob i hæren ovre. Han var faktisk også stillet et sådant i udsigt, men det blev ikke til noget på grund af forskellige omstændigheder. Og faktisk ønskede familien Abildgaard at få lidt mere tid på Bornholm.

Familien består af hustruen Trine, der arbejder i Bornholms Regionskommune, og tre børn.

– Vi er glade for at være her, men på et tidspunkt skal vi videre, og det kan være, når vores to ældste skal over for at studere. Jeg tror, at vil vil bevare en eller anden tilknytning til Bornholm i fremtiden, måske et sommerhus, siger Nicolai Abildgaard.

Det passer fint

Men foreløbig gælder det den uventede chance for at lære hjemmeværnet bedre at kende, og chefen mener, at det passer fint ind i karriereforløbet:

– Jeg udelukker ikke, at jeg senere hen kunne være interesseret i et job højere oppe i hjemmeværnsstrukturen, og så kan jeg bruge det, jeg lærer her. I forsvaret har vi civilt ansatte, værnepligtige og professionelle soldater, og så har vi frivillige som et fjerde ben, der gør det godt, hvad enten det er corona callcentre, sneberedskab, trafikregulering eller andet, som hjemmeværnet løser stort set kvit og frit. Det er en ikke uvæsentlig del af forsvarets samlede opgaver. Det er meget lærerigt at være her, siger Nicolai Abildgaard.

Han taler om en speciel hjemmeværnsånd, særligt i familier, hvor man i generationer har været tilknyttet hjemmeværnet, siden det blev grundlagt efter 2. Verdenskrig, og hvor der er en stolthed og tradition forbundet med det.

Nicolai Abildgaard var i søndags med ude at køre i en af de tre nye pansrede mandskabsvogne, som indgår i det bornholmske vinterberedskab. Nicolai Abildgaard er fuld af beundring overfor de frivillige ildsjæle i hjemmeværnet, der indgår i beredskabet, og andre hjemmeværnsfolk, der gør en frivillig indsats på andre områder. De fortjener respekt, mener han. Foto: Jens-Erik Larsen

Store udfordringer

Den nye chef ser flere store udfordringer for hjemmeværnet, blandt andet værnets brand/image og hvervning.

– Jeg har har haft mange chefjob og udsendelser, og derfor mener jeg, at det har en vægt, når jeg siger, at jeg har stor respekt for hjemmeværnet. Hjemmeværnsfolk er stolte over at være i hjemmeværnet, og de gør en stor indsats for samfundet. Men jeg oplever desværre, at der er en udpræget tendens til at latterliggøre hjemmeværnet, at det bare er gamle mænd, der mødes til kaffe og skydning for sjov. Det er en meget unfair behandling af en vigtig samfundsindsats, siger Nicolai Abildgaard.

Den nye chef mener, at tiden måske er kommet til en reorganisering af hjemmeværnet, hvor der bliver et skarpere skel mellem dem, der ønsker at være med i den militære del og lægge mange timer i det, og dem, der prioriterer de “blødere” opgaver med hjælp til samfundet på forskellige områder, og som måske går lidt mere op i det sociale fællesskab.

Lidt skarpere

– Vejen ind i hjemmeværnet fremover tror jeg er, at der er nogle lidt skarpere enheder, som unge mennesker finder attraktive. Vi skal kræve mere af dem, til gengæld skal de have det nyeste udrustning og grej. Det er over i den amerikanske og britiske tankegang. Men tror jeg, det vil gøre det nemmere at tiltrække unge, siger Nicolai Abildgaard.

Han mener, at det på Bornholm kunne være en mulighed, at sådanne enheder fik en tilknytning til for eksempel Opklaringsbataljonen.

– Andre hjemmeværnsfolk er bare glade for kammeratskabet og for at kunne levere fire dages indsats ved Folkemødet eller støtte politiet. Det taler for en større opdeling af hjemmeværnet, mener han.

– Behøver de, der “kun” er interesserede i at yde en indsats for samfundet, at være bevæbnede? Skal vi kalde dem noget andet? Så det er mere tydeligt, at de yder den sociale samfundsindsats, mens de andre er krigerne, der gerne vil være dygtige til at slås.

– Man skal huske på, at når man tager en uniform på, et dannebrog på skulderen og et våben i hånden, så bliver man også et militært mål. Så mener jeg, at vi også har pligt til at tænke på, om vi udsætter personer for en unødig fare. Med andre ord: Er de pågældende i stand til at møde en modstander og løse opgaven?

– Jeg er klar over, at hjemmeværnet er en meget traditionsbærende institution, og det er en meget følelsesladet diskussion, tilføjer Nicolai Abildgaard.

 

 

Chefen blev ramt af corona

Nicolai Abildgaard, chef for Det Bornholmske Hjemmeværn og garnisonskommandant på Almegårds Kaserne, oplyser, at han indtil videre er den eneste på kasernen, der dokumenteret har været ramt af covid-19.

Nicolai Abildgaard var i september vejleder på forsvarschefens sikkerhedspolitiske kursus i Nordsjælland. Her blev 29 ud af 34 deltagere smittede med coronavirus. Blandt de øvrige smittede var forsvarschef Bjørn Bisserup.

– Det var til den afsluttende gallamiddag, at der var en superspreder, og ud over de 29 var der også personale på kursusstedet, der blev smittet. Jeg blev orienteret om smitten, da jeg var tilbage på kontoret på kasernen. Resten af hjemmeværnets stab var af sted for at blive testet. De var alle negative. Jeg tog op i en hytte i Sverige i et par dage for at isolere mig. Jeg kunne mærke cirka to døgn efter gallamiddagen, at jeg var blevet smittet. Jeg vågnede om natten med en underlig fornemmelse af, at der var noget helt galt i kroppen, noget feberagtigt. Jeg tog hjem til Bornholm for at blive testet og ganske rigtigt. Jeg var positiv. Jeg isolerede mig i otte dage i et gæstehus hjemme på gården. Jeg blev ikke særligt syg. Det var som en influenza, beretter Nicolai Abildgaard.

– Jeg synes, at det svære er at vide, hvornår man ikke smitter mere. Jeg tror, at det gik seks dage fra sidste symptom, før jeg gik ind til familien.

Nicolai Abildgaard glæder sig over, at det lykkedes at bryde smittekæderne fra de 29 smittede, og han har ikke hørt om, at nogen skulle have fået senfølger.