Leder: Den skammelige sag om mink

Leder: Den skammelige sag om mink
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 14. NOV 2020 • 15:05
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
14. NOV 2020 • 15:05
LEDER

Alt tyder på, at det søndag er fortid med mink på Bornholm – og snart også i hele resten af landet. Det sker efter et forløb, der er så kaotisk, at man nærmest ikke kan skrive om det, for noget nyt kan være sket, inden sætningen bliver færdig.

Men sikkert er det, at Erik Pedersen, formand for de bornholmske minkavlere har sagt, at snart er den sidste mink i fangenskab på Bornholm død.

– Nogen er færdige med at aflive i dag, vi er færdige i morgen her på Pilegård. Den sidste bliver færdig på søndag, sagde han til avisen torsdag.

Forløbet tog sin tumultariske begyndelse onsdag i sidste uge, hvor regeringen meldte ud, at det var besluttet, at alle mink i Danmark skulle slås ned inden mandag den 16. november, fordi en såkaldt muteret variant af covid-19 virus havde spredt sig fra dyr til mennesker.

Ifølge regeringen er der risiko for, at de vacciner, der bliver udviklet for at bremse sygdommen, ikke virker, fordi den variant, der udvikles via mink, er resistent over for vaccinen.

Det er jo en forklaring, der straks kalder på handling. Og man må sige, at handling fik vi for alle pengene. Store dele af Nordjylland blev reelt sat i en slags undtagelsestilstand, hvor borgerne for eksempel ikke kan bevæge sig frit hen over kommunegrænserne.

Men indgrebene fremstod i situationen nødvendige. Ganske vist er det uhyre brutalt at kvæle et helt erhverv, også selv om minkavl af blandt andet dyreetiske grunde er forbudt i andre lande.

Men omvendt er det trods alt endnu værre, hvis Danmark – som varslet – risikerede at blive smittecentrum for en ny variant af corona.

 
Vi trænger til en god forklaring.
Var det virkelig uvidenhed og
manglende overblik, der medførte
panikreaktionen fra regeringen?

 

Siden har det vist sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at beordre minkene slået ihjel uden for smittezonerne.

Det viser sig også, at den frygtede variant af covid-19 måske allerede er forsvundet igen.

Og statsminister Mette Frederiksen (S) har tilmed uelegant balanceret mellem på den ene side at give fødevareminister Mogens Jensen (S) ansvaret for hele håndteringen, og på den anden side at udtrykke fuld opbakning til ham.

Dertil kommer endnu et rodet forløb, hvor det tirsdag pludselig blev meldt ud fra regeringen, at minkavlerne godt kunne redde de vigtigste 56.000 avlsdyr. Og derpå tabte de hårdt ramte minkavlere fuldstændig tilliden til politikerne og retsstaten.

– Jeg synes, det er useriøst at begynde at tale om at beholde avlsdyr nu. Minkavlerne ligger allerede fladt ned, og nu giver man dem et lille håb. De kan ligeså godt lade være med det pis, lød det fra Erik Pedersen på avlernes vegne.

– Vi ved ikke hvad der sker på mandag. Men vi er færdige, siger han.

Vi trænger til en god forklaring. Var det virkelig uvidenhed og manglende overblik, der medførte panikreaktionen fra regeringen?

Eller er det endnu mere grelt? Blev covid-19-frygten brugt til at afskaffe et erhverv, som dele af Folketinget ikke ønsker skal være en del af dansk landbrugs fremtid?

Det skal vi have afklaret, tak!