Arkivfoto: Berit Hvassum

Leder: Omklædningsrummet redder liv

LEDER: Vi skal en tur i omklædningsrummet i denne leder. Som et symbol på god dannelse skal det handle om de 14-årige dygtige drengefodboldspillere, der optræder på Elite Bornholm på et såkaldt U14-hold eller U16-hold. Eller rettere: De voksne, der sikrer den slags aktiviteter.

Og det skal handle om de unge, der på Bornholm – og andre steder – ikke bliver en del af det organiserede idrætsarbejde eller andre voksenstyrede aktiviteter.

LEDER

Vi skal en tur i omklædningsrummet i denne leder. Som et symbol på god dannelse skal det handle om de 14-årige dygtige drengefodboldspillere, der optræder på Elite Bornholm på et såkaldt U14-hold eller U16-hold. Eller rettere: De voksne, der sikrer den slags aktiviteter.

Og det skal handle om de unge, der på Bornholm – og andre steder – ikke bliver en del af det organiserede idrætsarbejde eller andre voksenstyrede aktiviteter.

De to grupper er havnet i to forskellige kurver i livet. I mange halvstore byer, kan man – meget groft sagt – nemlig dele ungdommen op i to hovedgrupper. Dem, der hænger ud på stationen. Og dem, der hænger ud på stadion eller andre idrætsanlæg.

Nu er der ikke længere en station i Rønne, men der er andre reservater, hvor især unge drenge mødes måske med en cigaret i hånden og en masse tid, der skal slås ihjel.

Rodløse unge, der driver rundt for sig selv, er i større risiko for at udvikle dårlige vaner, end unge, der jævnligt sidder i et omklædningsrum og damper af. Man bliver ikke stofmisbruger af at være en del af en knallertbande. Men risikoen for, at du ryger i uføre, er statistisk set langt større, hvis du står uden for det organiserede idrætsarbejde end hvis du har din næsten daglige gang i et dannende og voksenstyret fællesskab i et omklædningsrum.

 

Rodløse unge, der driver
rundt for sig selv, er i større
risiko for at udvikle dårlige
vaner, end unge, der jævnligt
sidder i et omklædningsrum
og damper af

 

Forleden indtraf en tragedie på Bornholm. En 15-årig dreng fra Rønne blev fundet på sin bopæl, formentlig død af en overdosis receptpligtig medicin eller euforiserende stoffer.

– Han var i et miljø, hvor han tog medicin og piller, og hvad han kunne komme i nærheden af, siger Henrik Schou, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder hos Bornholms Politi.

Endnu mere tragisk bliver historien af, at den 15-årige kan være den fjerde unge mand fra Rønne, der inden for to år er død efter en overdosis.

Og så tager vi et stort spring. Det frivillige idrætsarbejde, hvor stærke og engagerede voksne giver børn og unge en god start på livet, får alt for lidt anerkendelse i hverdagen.

Der er masser at usynlige helte, som er med til at sikre, at man ikke behøver søge oplevelser på hårde stoffer.

Elite Bornholm er toppen af de frivilliges kransekage inden for fodbold. Her spiller de bedste drenge-ungdomsspillere fra Bornholms klubber. Samarbejdet har hidtil været styret af lokalunionen DBU Bornholm, der trækker stikker 31. december 2020. Eliteniveauet er med til at fastholde mange drenge drømme og ambitioner også under en sur træning. Og derfor er det uhyre glædeligt, at fem bornholmske fodboldklubber nu sandsynligvis – trods intern konkurrence – går sammen om at drive Elite Bornholm videre.

Det er bare et eksempel blandt mange. Det koster uendeligt mange ulønnede timer at drive ungdomsidrætten. Næste gang, du hører råb fra en træningsbane eller -hal, så løft hånden og hils og sig tak for indsatsen og det gode arbejde!